Vi elsker jer kvinder!!! 4/11-2003

Vi elsker jer kvinder. Vi kan ikke andet end elske jer. I kvinder, i hvem vi er undfanget. I kvinder, som har båret os. I kvinder, som har født os. I kvinder, som har givet os bryst. Har trøstet os. Sat plaster på os. Opmuntret os. Rejst os, når vi er faldet. Taget os ved hånden og har ledt os. Lad det være sagt højt og klart og tydeligt: Vi elsker jer.

I tog os alvorligt og I kendte jeres etiske ansvar. Nogle af jer stod alene. Nogle af jer var under pres. Nogle af jer kendte øjeblikke, hvor alt gik i sort. Men I skrev jer ind i historien ‘for livet’ (pro vita). Andre opfordrer os i disse tider til at skrive ‘for livet’ (Amnesty International), men I – vores mødre – har allerede gjort det i gerning, da I gav os husly de første ni måneder. Et brev i kød og blod. Vi kan simpelthen ikke andet end elske jer og takke jer!!! Og den tak gælder også alle jer, der stod på vore mødres side og støttede dem, når de var trængt. I, der kæmpede imod dobbeltmoralen og hykleriet, der bl.a. siger, at bare det ikke opdages, gør det ikke noget.

Elskede kvinder: Vel var vi i jeres krop, men I vidste, at vi ikke var jeres krop, en gevækst, der efter behag kunne fjernes. Vi var ikke jeres krop, men jeres børn. Helt fra begyndelsen. Fra undfangelsen af.

I vidste, at det var nonsens, at I skulle have to hjerter, der slog, fire arme og fire ben, der mere og mere tydeligt kunne mærkes allesammen, for ikke at tale om fire nyrer, fire øjne, fire ører, to næser, to munde, osv. Og havde vi en eller anden skavank, ja, så elskede I os også trods denne skavank. Fik vi lov til at leve fem minutter, en time, ti timer eller 70 år, så var, er og bliver vi dog jeres børn og I vores mødre. Og mistede I os undervejs – før vi så dagens lys – så var jeres kærlighed ikke mindre, ej heller jeres sorg. I kæmpede, I stred, I bar byrden – for vor skyld. Vi elsker jer.

Vi takker jer for, at I ikke tænkte som ‘Kvinnufelagið í Havn’ jf. Sosialurin, Fregnir og Dimmalætting d. 31/10-2003. Vi takker jer for, at I ikke bekrigede os med p-piller, mini-piller, spiraler eller fortrydelsespiller – der alle kunne have taget vort liv (1). Vi takker jer for, at I ikke satte ind med medicinske eller kirurgiske aborter. Vi takker jer for, at fødslen ikke blev sat i gang, blot for at vi skulle dø.Vi takker jer for, at vi kunne vokse op i bevidstheden om, at vi ikke lige så godt kunne have mødt bøddelens hånd, hvis nu omstændighederne havde været nogle andre. Vi takker jer for, at vi ikke med jeres gode vilje, har mistet nogle af vore søskende. Vi takker jer for, at vi i ét og alt har kunnet stole på jeres omsorg fra vort livs begyndelse, da æg og sædcelle smeltede sammen. Vi elsker jer kvinder – mødre.

Er vores kærlighed og tak til jer vores mødre ‘stein oman á byrðu’ for andre, nemlig alle dem, der ikke handlede som jer, så vil vi gerne sige: ‘Den sten oveni byrden’ kommer vi ikke udenom. Men vi stopper ikke her, hvor andre tilsyneladende vil stoppe, nemlig ved Guds lov, der afslører og dømmer synden. Vi kender også evangeliet. Der er tilgivelse at få for den, der angrer sin synd. Også et drab. Ikke blot stenen skal væk men også byrden jf. Matt 12,28. Gid ‘Kvinnufelagið í Havn’ kendte både loven og evangeliet.

Peter O.K. Olofson

Klaksvig

1) Læs bl.a. apotekets pjece om ‘Fyribyrging’.

Dimmalætting og Sosialurin d. 4/11-2003

Onnur tíðindi