Fyrilestur hjá Helge Hoffman

Jeg vil først sige tak for invitationen til at komme her og tale. Det har allerede været en stor oplevelse for os og vores børn at besøge Færøerne.

Jeg blev bedt om at se lidt frem i tiden. Da jeg satte mig ned og begyndte at arbejde med dette foredrag, gik det imidlertid op for mig, at man ikke kan se frem uden også at se tilbage. Det gik også op for mig, at jeg ikke er profet.

Det jeg så vil prøve på i det følgende er at skitsere den tendens, den udvikling, den åndelige strømning, om man vil, der gør sig gældende i vores tid, og som sandsynligvis også vil bestemme udviklingen mange år frem i tiden. Til sidst vil jeg så også give nogle konkrete bud på udviklingen i den nærmeste fremtid, men jeg vil ikke forsøge at forudsige i detaljer, hvad der vil ske længere fremme i tiden. Det ville være tåbeligt af mig.
Fremtiden har det jo med at overraske. Den allerbedste overraskelse ville naturligvis være, at Kristus kom igen i morgen og skabte en ny jord og befriede os fra at beskæftige med alle de problemer, som synden og døden skaber for os i denne verden. Men så heldige kan vi jo dårligt regne med at være.

Det vil nok fremgå af min beskrivelse, at jeg bor i Danmark og ikke på Færøerne. Det må forsamlingen bære over med.
Jeg har en fornemmelse af, at udviklingen på mange områder ikke er helt så fremskreden her på øerne, som den er i Danmark. Og det har I såmænd kun grund til at glæde jer over.
Blandt andet ved jeg, at loven om fri abort, som blev indført i DK i 1973, ikke gælder her på øerne. Det er jo en velsignelse i sig selv, selv om jeg kan forstå, at den lov I har, administreres ret liberalt.

Men lad os nu kaste os ud i det.

Det vi skal beskæftige os med i dag er mennesket og menneskesynet – vores opfattelse af os selv. Menneskesynet er afgørende for, hvordan vi indretter os i samfundet, hvordan vi omgås og behandler hinanden, hvad vi prioriterer og regner for vigtigt. Hvor er vi så på vej hen som mennesker på Færøerne, i Danmark, i den vestlige verden som helhed? Hvad er det for et menneskesyn, der hersker i dag, hvor kommer det fra, og hvor vil det føre os hen?

Hvis vi gik hen og spurgte folk på gaden – her på Færøerne eller i Danmark – ville så godt som alle, vi mødte, sikkert mene, at mennesket er meget værdifuldt. Vi kunne måske endda få folk til at skrive under på, at menneskelivet er helligt, selv om forskellige mennesker ville lægge forskellige betydninger i ordet helligt.
Alle synes umiddelbart enige om at menneskeligt liv er værdi­fuldt. Det er noget vi skal værne om og søge at bevare. Hvis et menneskes liv er i fare, er det andre menneskers opgave at forsøge at redde det menneske, så det kan leve videre. Liv er et gode. Døden er et onde.

Hvor stammer nu denne opfattelse fra?

Vi har selvfølgelig et personligt ønske om at leve – Det vi kalder vores selvopholdelsesdrift. Denne drift kan selvfølgelig forklare, at vi opfatter vores eget liv som værdifuldt og bevaringsværdigt.
Men det følger ikke heraf, at andre menneskers liv også er noget, vi vurderer højt. Andre mennesker kan selvfølgelig have betydning for os. De kan være vigtige for os på den måde, at de hjælper os til at opretholde livet eller leve behageligt. Men det kan lige så godt være modsat. I mange tilfælde ville det være nemmere og mere behageligt for os, hvis visse mennesker ikke eksisterede. Langt de fleste af vores medmennesker kunne vi for den sags skyld være ligeglade med. Over 1 milliard kinesere findes der, og hvis det bare gælder min egen overlevelse og mit eget velbehag, så kunne det for mig være det samme, hvis de ikke fandtes.
Men hvorfor mener vi så, at vi har en vis pligt til at hjælpe ethvert menneske i nød – også en kineser? Hvorfor opfatter langt de fleste af os ethvert menneske som værdifuldt?

For mig at se stammer dette menneskesyn fra den tro og virkelig­hedsforståelse, som nu i tusind år eller mere har været vores – på Færøerne, i Danmark, i Europa. Det stammer fra kristendommen.
Ifølge kristendommen er mennesket skabt i en almægtig og kærlig Guds billede. Det er dette, der giver ethvert menneske en medført værdighed og værdi – dette og intet andet.
Ifølge det kristne menneskesyn kan man derfor ikke sige: Dette menneske har større værdi end andre. Man kan ikke sige: Dette menneske har mindre værdi. Og man kan slet ikke sige: Jeg har selv størst værdi.

Men hvad nu med de folk på gaden, som vi spurgte før?
Har de gjort sig klart, hvorfor de selv og de fleste andre i denne del af verden regner menneskeliv for værdifuldt og bevaringsværdigt? Opfatter de deres egen holdning som kristen?
Jeg tvivler. mange mennesker har sikkert kun en tåget forestil­ling om årsagen til deres egen holdning på dette punkt. For dem er det blot en del af deres børnelærdom, noget selvindlysende.
Selvfølgelig skal man redde en mand, der er ved at drukne.
Selvfølgelig skal de rige lande sende nødhjælp til en hungerkata­strofe i Afrika.
Det vil ethvert anstændigt menneske vel mene?
Javel, men hvorfor skal vi være anstændige? Hvem eller hvad definerer anstændighed som et gode, en kvalitet?
Jeg tror, de fleste danskere i dag vil blive svar skyldig.

Dengang kristendommen havde sejret over hedenskabet og beherskede hele Europa, vidste man godt, hvorfor man skulle redde andre menneskers liv.
Det skulle man, fordi mennesket var skabt i Guds billede, og fordi Gud havde befalet os at gøre det. “Du skal elske din næste”.
Dengang troede stort set alle mennesker på Gud. Alle var enige om, at tilværelsens vilkår var, som de beskrives i Bibelen, og at det var Gudsforholdet, der definerede, hvem vi var som mennesker, og hvordan vi burde leve med hinanden.

I dag er det anderledes. Europa er ikke længere kristent. Tværtimod synes de kristne ofte at stå i opposition til samfun­det. Det hænger naturligvis sammen med, at de kristne i dag udgør et mindretal.
Det er svært at give præcise tal for det, men jeg tror roligt vi kan sige, at i Danmark er det højst 10% af befolkningen, der tror på den Gud som beskrives i Bibelen.
På Færøerne står det måske knap så dårligt til. Alligevel har I vel ligesom jeg en klar fornemmelse af, at kristendommen længe har været på retur og stadig er det.
Men når vi ikke er kristne, hvad er vi så? Hvad har taget kristendommens plads, hvilke konsekvenser har det fået, og hvilke konsekvenser vil det få?

For at finde svaret på det spørgsmål må vi gå tilbage til det syttende og attende århundrede, hvor en ny filosofi, en ny livsanskuelse vandt frem. Humanismen kalder vi den.
Mange forskellige tænkere og filosoffer – kristne såvel som ateister – var med til at give humanismen udtryk. Vi har ikke tid til at komme nærmere ind på det historiske i denne forbindelse.
Nok må det være at konstatere, at humanismens helt grundlæggende ide var en tro på mennesket. En tro på at mennesket var værdi­fuldt og godt. En tro på at mennesket – forstået som alle mennesker i fællesskab – ville være i stand til at frembringe en verden, hvor ondskab, uretfærdighed og undertrykkelse ikke herskede, og hvor alle mennesker havde lige muligheder og levede i fred med hinanden. Den franske revolutions kampråb – frihed, lighed, broderskab – udtrykker noget af den grundlæggende tanke. Den amerikanske uafhængighedserklæring og menneskerettighedschar­teret er også stærke udtryk for den humanistiske filosofi.

Hvad menneskesyn angår var humanismen på sin vis et barn af kristendommen. Mennesket var værdifuldt.
På den anden side fremstod humanismen som et korrektiv, eller ligefrem en modsætning til kristendommen.
Det, der i virkeligheden skete, var, at mennesket ranede Guds trone. I den traditionelle, kristne opfattelse var det Gud, der formede menneskets fremtid, og mennesket kunne kun i ydmyghed tage imod. Men det ville man
nu ikke længere stille sig tilfreds med. Nu var det menneskets tur til at forme fremtiden, og derfor måtte Gud vige pladsen. I første omgang klarede man problemet ved at tildele Gud en mere passiv rolle som den skabende Gud, der nu havde trukket sig tilbage og mere eller mindre lod verden sejle sin egen sø. Deismen kaldte man den nye teologi, som man her skræddersyede til humanismen.
Men for at fylde Guds plads ud måtte mennesket samtidig tildeles en mere suveræn status. Mennesket måtte ophøjes til et ideal, ligesom Gud havde været et ideal. Mennesket havde ikke sin magt og værdi i kraft af Gud. Nej, mennesket var nu magtfuldt og værdifuldt i kraft af sig selv.
Den afgørende forskel bestod i, at humanismen regnede mennesket for værdifuldt og godt, hvor kristendommen regner mennesket for værdifuldt, men ondt. Ifølge Bibelen er det kun Gud, der er god, og mennesket er i oprør mod Gud, mennesket er i synden, mennesket er i ondskaben.

Kristendommen og humanismen er enige om det grundlæggende problem: Mennesker dør og lider over hele verden. Mennesker påfører hinanden skade, undertrykker hinanden og dræber hinanden. Løsningen på problemet bliver derimod meget forskellig på grund af den ændring i både Guds og menneskers status, som humanismen proklamerer.
I kristendommen sætter Gud os under ansvar for vort medmenneske, vor næste. Vi skal begrænse ondskaben og lidelsen ved at hjælpe andre mennesker, der hvor vi har muligheden. Den grundlæggende tilstand menneskets syndighed, er vi derimod ikke i stand til at gøre noget ved – det kan kun Gud, og det vil han gøre i hans time og på hans måde.
I humanismen derimod er Gud sat fra magten. I hans sted har vi sat det gode menneske. Derfor må det nu være menneskets opgave ikke bare at hjælpe vores næste, men også at rette op på det grundlæggende problem. Det må nu blive menneskets opgave at skabe en verden uden ondskab, uden lidelse.
Og det sidste: afskaffelsen af grundproblemet bliver naturligvis det vigtigste for humanismen. Hvis vi kan skabe en fremtidig verden uden ondskab og lidelse, hvor alle mennesker er lykkelige, hvad betyder så et enkelt menneske her og nu?
Er det enkelte menneske i virkeligheden ikke noget, vi om nødvendigt kan og bør ofre til fordel for de mange – til fordel for virkeliggørelsen af vores ophøjede mål? Tankegangen ligger lige for.
Hvor humanisterne i begyndelsen fokuserede på det enkelte menneske – dets rettigheder og dets krav på beskyttelse – blev man derfor hurtigt tilbøjelige til at lægge vægten på mennesket som ideal, menneskeheden. Vejet op mod summen af alle menneskers fremtidige lykke betyder det enkelte menneske ikke så meget.

Denne tendens blev i det nittende århundrede forstærket af en anden åndelig strømning, som har haft stor betydning for den moderne tankegang: darwinismen.
Darwinismen var i udgangspunktet en videnskabelig teori. Teorien går som bekendt ud på, at livet oprindeligt udviklede sig af dødt stof, og at alle nulevende og uddøde livsformer – planter, dyr og mennesket – har udviklet sig af hinanden ved tilfældige små ændringer og ved hjælp af et almengyldigt princip om den stærkestes overlevelse. Survival of the fittest.
Princippet siger, at planter og dyr ville kæmpe om lys, vand, føde og bosteder, og den organisme som ved en tilfældighed var blevet lidt bedre udrustet end de øvrige ville overleve. De mindre egnede ville gå til grunde. Sådan var mennesket opstået og nået til den førerposition, det nu indtog.
Darw blev dog hurtigt andet og mere end en videnskabelig teori.
I mange menneskers opfattelse gav darwinismen Gud dødsstødet. Med humanismen var der ikke længere brug for Gud til at styre begivenhederne, og med darwinismen var der heller ikke brug for Gud som skaber. Han kunne nu helt afskaffes.
Som ‘Guds banemand’ blev der darwinismen en næsten lige så stor ærefrygt til del, som Gud selv havde nydt. Der var ingen grund til at tro, at udviklingen ikke skulle fortsætte. Det ville den utvivlsomt gøre, og hvorfor skulle den ikke have lov til det? Udviklingen havde jo frembragt mennesket, som var godt. Hvis den fortsatte, ville den vel frembringe noget endnu bedre – i første omgang et bedre menneske.
Darwinismen fik derfor næsten profetisk status. Den blev ophøjet til et evigt princip, en universel sandhed. Mange af de tidlige evolutionister udviste en næsten religiøs begejstring og lovpriste udviklingslæren næsten som en guddom.

Et bedre menneske. En bedre verden.

Her kunne humanismen og darwinismen mødes og finde sammen om et fælles mål. Darwinismen fik derved også karakter af en videnska­belig bekræftelse på humanismens idealer.
Umiddelbart kunne darw. ellers se ud til at reducere mennesket til noget mindre. Hvis vi kun var dyr – højtudviklede dyr ganske vist, men dog dyr – hvad blev der så af al vores ære og værdig­hed?
Problemet var dog ikke væsentligt. Det indebar blot en yderligere drejning i den retning, humanismen allerede havde taget. Man var jo allerede begyndt at indstille sig på det: Der var ingen Gud. Mennesket var ikke skabt i Guds billede. Mennesket havde den værdi, mennesket selv tilskrev det.
Darwinismen gjorde os til dyr, men gav os lidt af værdigheden tilbage: Vi var særligt fine dyr, særligt dygtige dyr. Faktisk var vi de allerfineste og allerdygtigste dyr – udviklingens foreløbige højdepunkt. Vi var så fine og kloge, at vi kunne erkende den proces, der havde frembragt os, og blive udviklingens medarbejdere.
På den måde faldt darwinismen fint i tråd med den humanisme, der var godt i gang med at frigøre sig endeligt fra kristendommen. Det var ikke mennesket som individ, men mennesket som art, der betød noget. Det gjaldt om at nå frem til det højere, det bedre.
Den nye filosofi, det nye menneskesyn, indebar så også, at det svage og ufuldkomne måtte gå til grunde. Det måtte man imidlertid i første omgang ignorere eller udskyde. Den kristne moral havde dog stadig for godt fat i folk, til at man kunne drage konsekven­sen fuldt ud.
Ligesom det varede en rum tid, før vi tog konsekvensen af kristendommen og holdt op med rutinemæssigt at slå hinanden ihjel, således skulle det vare en rum tid, før vi tog konsekven­sen af darwinismen og begyndte at gøre det igen. Nu er vi så begyndt. Fri abort kan vel dårligt beskrives som andet end rutinemæssigt mord. Den darwinistiske tankegang er for alvor slået igennem i den fri abort: Hvis det svage og ufuldkomne står i vejen for udviklingen, må det fjernes, ikke sandt? Vi skal beskæftige os mere med den frie abort lidt senere.

Når jeg taler om darwinismen og udv. kan jeg ikke lade være med at konstatere, at udv. som videnskabelig teori er uholdbar, ja, direkte fejlagtig. Jo mere vi forsker i jordens historie, jo større videnskabelig viden vi får, jo mere soleklart bliver det, at livet ikke har udviklet sig af sig selv, og at det ikke KAN udvikle sig af sig selv. Det vil føre for vidt at komme ind på det her, men enhver med interesse for emnet kan relativt hurtigt forvisse sig om, at udv. er et videnskabeligt fossil. Det kræver ingen doktorgrad, men kun almindelig sund fornuft og et vist kendskab til videnskabens resultater.

Det er et sidespring, men det fortæller os noget om, hvor indarbejdet darwinismen er i det moderne verdensbillede, det moderne menneskesyn. Når man ikke kan bekvemme sig til at forkaste udviklingslæren, er det fordi den er blevet en fast bestanddel af den humanistiske/ateistiske filosofi. Man kan ikke og vil ikke undvære darwinismen. Frem for alt ønsker man ikke at komme i den situation, hvor man må erkende, at der findes en skaber, en Gud. Det ville i den humanistiske darwinismes øjne være et vældigt tilbageskridt, der kunne få uoverskuelige konsekvenser. Så er menneskets formåen jo straks igen reduceret til noget mindre, og idealbilledet af det suveræne menneske, der selv kan frembringe en bedre verden, vil krakelere.

Men den væsentligste konstatering i forbinde
lse med menneskesynet er altså, at darwinismen og humanismen er gået op i en højere ateistisk enhed, og har fundet sammen om dette: Det er menneske­hedens fremtid, dens overlevelse, dens udvikling, dens opadstigen mod noget større og bedre, det gælder. Det enkelte menneske er af mindre betydning. Det kan ofres og bør ofres, hvis det tjener dette ophøjede formål.

En humanist, der ikke er fulgt med tiden, og ikke har lagt den kristne moral helt bag sig, ville måske sige: Hov hov! Sådan kan vi da ikke gøre. Mennesket er måske nok et dyr, men vi er nogle særligt fine dyr, som også tager os af de svage.
Før eller senere vil denne humanist imidlertid blive stillet over for spørgsmålet: Hvorfor? Og så vil han blive svar skyldig.
Hvorfor skulle menneskedyret – som det eneste dyr – søge at beskytte og bevare de svage individer i flokken? Hvad fint er der egentlig ved det? Er det ikke snarere dumt? Er det ikke hen­synsløst over for vores efterkommere? Vil det ikke standse udviklingen frem mod det nye og bedre menneskelige samfund?
Her har vi fat i humanismens grundlæggende problem. Her ser vi årsagen til at den menneskelighed man ønsker at fremelske, bliver til umenneskelighed. Hvis det sande, det gode, det rigtige, det anstændige – hvis det ikke stadfæstes af en instans, der står over mennesket – hvis det ikke stadfæstes af Gud – så svæver det frit i luften – så savner det begrundelse.
Humanismen, som den har allieret sig med darwinismen og ateismen, er derfor ikke noget bolværk mod menneskets syndighed. Den kan ikke værne os mod det rå menneskesyn, som synden avler, og som nu er ved at vinde frem. Humanister kan være gode mennesker – bedre end så mange kristne måske. Men det holder ikke. Når en humanist handler godt og kærligt, så gør han det på grund af den moral, han har arvet fra kristendommen. Hvis han erkender det, så vil han blive kristen. Hvis han ikke erkender det, så vil han spille fallit. Måske vil han klare at dø med noget af sin godhed i behold. Men hans børn vil arve mindre af den, end han selv gjorde, og det samfund han efterlader vil være mere menneske­fjendsk end det, han blev født ind i.

Den sidste sandhed om humanismen er efter min mening, at den er et skalkeskjul, der skal dække over den rene og skære egoisme.
Der findes vel blandt humanisterne store idealister, som virkelig tror på humanismens idealer, men mon ikke selv de skeler til, hvilke fordele deres holdning kan give dem selv? Det tror jeg i hvert fald de fleste gør.
Det synes jeg også fremgår i dag. Der råbes ikke længere så højt om de gyldne humanistiske målsætninger. Det var noget, man havde brug for i starten til det store stormløb mod kristendommen. Nu har humanismen sejret. Gud er afskaffet, og mennesket har frihed til at søge sine egne egoistiske mål – også på bekostning af andre.

Men lad os først endnu en gang slå fast, hvor vi står i dag.

Kristendommen er ikke længere det fremherskende. Den er blevet erstattet af en ateistisk alliance mellem humanismen og darwinis­men. Kristendommen spores stadig tydeligt i lovgivningen og i den almindelige folkelige moral, men det må nødvendigvis smuldre, når fundamentet er væk.
Den darw. logik er ved at sætte sig igennem, og det enkelte menneskes liv er ikke længere så ukrænkeligt i menneskers bevidsthed. Mennesket besidder ikke længere den værdighed og uendelige værdi, som kristendommen vil tilskrive det.
Det enkelte menneske er ikke længere noget absolut værdifuldt. Mennesket som individ er af mindre betydning. Mennesket som ideal, mennesket som race, menneskeheden og dens fremtid – det er nu den absolutte værdi.
Så langt, så godt, eller rettere: Så skidt.

Når der ingen Gud er til at fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert, må den ateistiske humanisme forsøge at måle sig frem til, hvad der er bedst.
Humanisterne vil måle dette både kvantitativt – og kvalitativt, og man vil lægge vægten på det sidste. Vi husker, at det enkelte menneskes liv er af mindre betydning. Der eksisterer naturligvis en fornemmelse af, at ti menneskers liv er mere vigtigt end et menneskes, men KUN, hvis vi i begge tilfælde taler om meningsful­de liv. Dette er vigtigt. Der er forskel på menneskers værdi. Det ligger i selve troen på fremskridtet og udviklingen. Det menneske der har nået et højt stadie i udv. har større værdi, end det menneske, der befinder sig på et lavere stadie. Det menneske der fremmer udviklingen har større værdi end det menneske der hæmmer udv.

Vi skal nu prøve at se lidt på, hvilke konsekvenser den darwi­nistiske humanisme har fået og får for os i dag.
For mig at se er det desværre kun alt for indlysende, i hvad retning udviklingen går, og jeg tror, det vil gå stærkt i de kommende år.
Der hvor vi først og fremmest vil mærke konsekvenserne af det ændrede menneskesyn er på det medicinske område. Det må også være det, der primært interesserer os her i dag på Pro Vitas årsmøde.
Det første, der springer i øjnene, er naturligvis den fri abort, som i år kan fejre sit 28-års jubilæum i Danmark.
Det er helt indlysende, at vi har den darwinistisk-humanistiske tankegang at takke for den fri abort.
Det svage liv, det liv vi ikke har brug for, det liv der vil begrænse vores egne udfoldelsesmuligheder – det har vi givet os selv ret til at slå ihjel – som foster.
Vi skal ganske vist vride argumentationen lidt for at få aborten til at være et skridt mod en bedre verden og en mere lykkelig menneskehed – men det kan gøres. Rødstrømperne udråbte i hvert fald aborten til en stor frigørelse, et stort fremskridt for den kvindelige del af menneskeheden.
Mere nærliggende er det at se den fri abort for den rene og skære egoisme, som det nye menneskesyn har banet vejen for.
Abortens fortalere i 1973 var imidlertid godt klar over, at det primært gjaldt om at berolige folks samvittighed. Den kristne moral sad stadig godt fast i de fleste.
Vi kender alle de to væsentligste argumenter, der blev fremført:
– aborterne finder alligevel sted illegalt under farlige forhold
– Det, vi fjerner er ikke et barn, det er bare en celleklump, en slimklat
I dag ved vi, at disse argumenter ikke holder. Det indrømmer selv abort-tilhængerne. Nye undersøgelser viser, at antallet af illegale aborter før indførelsen af den frie abort i Danmark, ikke var tilnærmelsesvist så stort som antallet af legale aborter efter loven blev indført. Samtidig er sygehuslæger og andre nu begyndt at tale åbent om, at det er et barn, man slår ihjel ved en abort.
Nogle abort-modstandere har villet udlægge denne indrømmelse som en sejr. I virkeligheden er det præcis det modsatte. Hvis indrømmelsen var et udtryk for anger og var ledsaget af en vilje til at indstille drabene, så ville der være tale om et fremskridt. Men når man åbent tilstår, at man slår børn ihjel, og stadig går ind for fri abort, så er det kun et vidnesbyrd om en yderligere forråelse.
Nu hvor den fri abort regnes for sikker, får den humanistiske, darwinistiske, egoistiske tankegang, der ligger til grund, lov til at komme til udtryk: Den yngel, der ikke tjener vores formål, den slår vi ihjel, og vi viger ikke tilbage for at råbe fra tagene, at vi gør det.
Den fri aborts vældige betydning som banebryder for den nye tankegang vil fremgå, når vi nu skal vurdere den sandsynlige udvikling på det medicinske område.

Den fri abort er en kendsgerning – i Danmark i hvert fald. Hvad mere har vi så i vente? Lad os se på nogle af de områder, hvor man i dag gør fremskridt på det medicinske område, og hvor etiske spørgsmål trænger sig på.
Vi kunne for det første opholde os lidt ved spørgsmålet om organtransplantation. Det er efterhånden blevet muligt for os at redde menneskers liv ved at erstatte deres defekte organer med organer fra andre mennesker. I de fleste tilfælde vil dette naturligvis indebære donorens død. Som det er nu, tager man da også kun organer fra d
øde personer. Med det nye hjernedødskriterium har man sikret sig, at der er flere døde at tage af. Men det er stadig ikke nok. Mange mennesker dør, mens de står på venteliste til en operation.
Lad os nu forestille os en hjerneskadet person, der på grund af sin skade lever som en grøntsag, men hvis øvrige organer er sunde og raske. Man ville nemt kunne argumentere for, at denne persons liv er meningsløst. Vi kan så spørge: Hvorfor slår vi ikke den person ihjel og bruger hans organer til at redde andre, hvis tilværelse har en mening?
Ifølge den humanistisk-darwinistiske tankegang ville dette faktisk være det eneste rigtige at gøre. Det svage, det unyttige er kun en klods om benet på alle os andre. Hvis vi kunne skille os af med det og samtidig forlænge livet for nogle nyttige individer, hvorfor så ikke?
Tiden er moden til et forslag som dette, der for så vidt blot er en videreudvikling af hjernedødskriteriet.

Men måske når vi ikke at se dette forslag fremsat. Den medicinske udvikling kan snart gå hen og overflødiggøre transplantationer i traditionel forstand. De teknikker, der muliggør dette, er det næste, vi skal kigge på.
Genterapi og kloning er de nye magtfulde redskaber i lægeviden­skabens hænder. Med disse teknikker vil man efter alt at dømme kunne erstatte defekte organer, kurere folkesygdomme som demens, korrigere genetiske defekter, måske endda udvikle en kur mod sygdomme som kræft og AIDS. Man vil kunne forlænge og forbedre livet for utallige mennesker.
Det eneste problem med disse nye teknikker er, at for rigtigt at kunne udvikle og bruge dem, vil man være nødt til forbruge levende fostre – fostre som man manipulerer med, skærer i og derefter lader gå til.
Der er desværre al mulig grund til at tro, at man meget hurtigt vil overvinde sine etiske betænkeligheder og legalisere enhver form for forskning på fostre.
Vi står over for et skoleeksempel på praktisk anvendelse af den humanistisk-darwinistiske filosofi. Løfterne om en ny og bedre verden, en stærkere og mere lykkelig menneskehed, er simpelthen så store, at ethvert hensyn til individet må tilsidesættes.
Og især et foster kan man da ikke tage hensyn til. Der vil gå tusindvis af fostre til, ja, men det gør der jo i forvejen. Hvert år bliver 15-20.000 fostre aborteret i Danmark uden anden grund, end at vi ikke vil have dem. Hvorfor skulle vi så afholde os fra at bruge fostre her, hvor deres død vil tjene et godt og ophøjet formål?
Såden vil enhver kritik hurtigt blive manet i jorden. Den fri abort har allerede banet vejen. Har man legaliseret aborten, har man i virkeligheden ingen vægtige argumenter for at forbyde forskning på fostre og brug af fostre som reservedelslagre.

Eutanasi

Det sidste jeg vil tage frem her er diskussionen om aktiv dødshjælp – eutanasi, som det kaldes.
Her er det også umiddelbart indlysende, hvad den humanistisk-darwinistiske tankegang vil medføre. Hvis et menneske lider voldsomt, har et efter alle objektive kriterier meningsløst liv og måske alligevel snart skal dø, hvorfor skulle vi så ikke hjælpe det på vej? Er der nogen fornuft i at holde liv i et menneske, som kun er en belastning for sine omgivelser, og hvis liv er lidelsesfyldt og – i vores øjne – meningsløst? Selvfølge­lig er der ikke det. Det svage og unyttige, det der hindrer eller sinker os i vores stadige kamp for en ny og bedre fremtid – det må vi skille os af med.
Det figenblad, man forsøger at dække sig med her, er, at man kun vil dræbe folk, hvis de selv ønsker det.
Men holder den begrundelse? Har vi visdom til at afgøre, hvornår et menneske ønsker at dø? Man kan sikkert finde mange mennesker, der på et tidspunkt i deres liv har udtrykt et ønske om at dø, men som bagefter har levet et langt meningsfuldt liv.
Og hvordan sikrer vi os, at mennesker ikke lader sig presse til at udtrykke et dødsønske? Bare det, at dødshjælp er en mulighed, er et pres i sig selv. ældre mennesker eller handicappede, som har svært ved at klare sig selv, kan hurtigt komme til at føle sig som en belastning for deres omgivelser. Det kan hurtigt komme til at ligge i luften, at det ville være mest hensynsfuldt af disse mennesker at lade sig ombringe.
Det er yderst tvivlsomt om vi gør folk en tjeneste ved at tilbyde dem dødshjælp.
Tilbage står så den usminkede humanistisk-darwinistiske tanke om, at vi bør give dødshjælp af hensyn til menneskeheden, af hensyn til os selv. Og det er jo straks mere indlysende. Alle de udslidte og defekte mennesker, der skal have hjælp til alting, lægger jo beslag på store ressourcer, som kunne bruges langt bedre i menneskehedens tjeneste.

Og også her spiller aborten efter min mening en rolle. Når vi aborterer børn med større eller mindre fysiske defekter, gør vi det jo også af hensyn til børnene – de vil få et dårligt liv – af hensyn til de pårørende – det vil være for stor en belastning for forældrene – og af hensyn til samfundsøkonomien – ressourcer­serne kan bruges bedre. Det sidste taler vi måske ikke så højt om endnu, men der er vist ingen tvivl, om at det også spiller en væsentlig rolle for holdningen. Og de økonomiske argumenter er ved at komme på banen. I Danmark har en læge for nylig fremlagt en undersøgelse, der viser, hvor meget billigere, det vil være for samfundet at slå alle mongolbørn ihjel som fostre end at lade dem leve og tage sig af dem.
Argumenterne for eutanasi er således i stor udstrækning de samme argumenter, som vi bruger for abort.
Og aborten er jo indført. Vi har allerede stadfæstet, at disse argumenter er tilstrækkelige til at slå et menneske ihjel. Hvorfor så nøjes med fostre?
Og på længere sigt behøver vi vel ikke spørge, før vi giver dødshjælp. Hvem spørger måske fosteret? Så længe vi har behov for det, kan vi undskylde os med, at det er det bedste for vedkommen­de, ligesom vi ved aborten nu og da undskylder os med, at det er bedst for barnet. Når det er voksne mennesker, vi slår ihjel, har vi endda et bedre grundlag for at gøre det, for så kan vi KONSTATERE, at personen har et dårligt liv – i fosterets tilfælde er det jo kun noget vi gætter os til.
For mig at se er der ingen tvivl om, at denne logik vil slå igennem. Har man accepteret den fri abort, så er der ingen fornuftig grund til at afvise dødshjælp.
Dødshjælpen vil sandsynligvis blive indført i Danmark inden for en overskuelig årrække – og ve os alle, når den gør det.
Når først det er op til andre mennesker at vurdere, om den enkelte har mening nok i sit liv til at få lov at leve, så kan ingen af os føle os sikre.

Jeg kunne godt forestille sig, at man i en ikke fjern fremtid ville argumentere således:
Millioner af mennesker over hele verden har psykiske problemer.
Disse problemer hænger meget ofte sammen med en form for skyldfølelse.
årsagen til denne skyldfølelse er først og fremmest kristendom­men, som har påduttet generation efter generation, at alle mennesker er syndere.
I dag er der stadig kristne, der fremturer i denne holdning.
Konklusionen må være, at de kristne forpester livet for et meget stort antal mennesker. De bremser udviklingen og har selv et dårligt liv.
Hvad er så mere logisk end at give dem dødshjælp?

Er det for fantasifuldt? Er det et skræmmebillede? Jeg tror det ikke. Det er selvfølgelig ikke noget, der vil ske i morgen, men for mig at se accellerer udviklingen i den retning, og hvis den ikke standses, så kan vi relativt hurtigt få det, der er endnu værre at se.

Stærkt medvirkende til den negative udvikling er globaliseringen. I dag har vi mulighed for og ressourcer til at rejse til et hvilket som helst andet land i verden og gøre brug af de tilbud, vi finder der – også de medicinske tilbud. I Holland er der nu indført lov om aktiv dødshjælp. I England er terapeutisk kloning for nylig blevet tilladt. I Danmark er det nu tilladt at forske på befrugtede æg – med visse begrænsninger ganske vist – men disse
begrænsninger vil naturligvis blive ophævet hen ad vejen. Det arbejder man allerede på.
Hvad nytter det at forbyde noget, som er tilladt i dit naboland? Hvem kan for eksempel forhindre en kvinde i at tage til Danmark og få udført en abort, hun ville blive nægtet på Færøerne?
Her vil et pres fra det lægevidenskabelige forskermiljø også spille ind. Man vil fortælle os, at det eneste vi opnår ved forbud er at komme bagefter i forskningen. Danskerne eller færingerne vil derved få dårligere behandlingsmuligheder end folk i andre lande.
På den måde skaber globaliseringen let den laveste fællesnævner. Så snart et land har tilladt en bestemt teknik, kan de øvrige lande lige så godt følge trop.

Konklusionen på vores lille undersøgelse af det moderne menneske­syn og dets konsekvenser på det etiske og medicinske område er ikke videre opmuntrende. Alt taler for, at enhver ny medicinsk mulighed vil blive udnyttet og moralske og etiske hensyn vil blive trængt i baggrunden og til sidst helt tilsidesat.
Alle mennesker har en erkendelse af, at der er meget her i verden, der kunne være bedre. Måske endnu vigtigere er det, at alle føler, at de selv kunne have det bedre.
Derfor tilslutter man sig med begejstring den humanistisk-darwinistiske tanke, om at det hele tiden skal gå fremad og opad.
Borte er kristendommen med dens tale, om at kun Gud kan rette op på elendigheden og skabe retfærdighed og lykke. Borte er forventningen om at Gud vil skabe en ny jord, hvor døden og ondskaben ikke findes.
Tilbage står det humanistisk-darwinistiske dogme, om at mennesket selv skal skabe paradiset her på jorden. Det er den livsanskuel­se, som nu går sin sejrsgang over hele verden. Det er den nye gud, som kræver menneskeofre.
Hvad skal vi så gøre? Er der slet ikke noget, der kan bremse denne udvikling? Er der ikke noget, der modvirker den?

Der er ting, der trækker i den anden retning. Vi har allerede været lidt inde på det i det foregående.
For det første er der den kristne moral, som stadig har tag i mennesker i vores del af verden. Moraliteten lægger en ganske kraftig dæmper på den negative udvikling. Hvis det ikke var for den kristne moral, som er gået i arv fra generation til genera­tion, så ville udviklingen allerede have været langt mere fremskreden.
Problemet med moralen er, at dens grundlag – kristendommen – er smuldret. Moralen kan derfor ikke i længden beskytte os. Den kan forsinke, men den kan ikke vende udviklingen.

En anden ting, der kunne lægge en dæmper på udviklingen er frygten.
Man kan have svært ved at overskue, hvad der sker, og hvilke konsekvenser det vil få, at gøre brug af dette og tillade hint. Spørgsmålet melder sig: Kan noget af alt det her komme til at gå ud over mig selv?
Selvopholdelsesdriften kan få os til at slå bremserne i – i hvert fald indtil vi lader os berolige og føler os selv uden for fare. Frygten for vores eget ve og vel kan altså forsinke processen, men jeg tvivler på, at den vil kunne vende udviklingen. I nogle tilfælde vil den ikke engang kunne forsinke.
Det gælder for eksempel i abortspørgsmålet. Voksne mennesker har jo for så vidt ingen grund til at frygte aborten. Vi er sluppet igennem dette farlige stadie af vores tilværelse – tilværelsen som foster.

En tredje ting, der modvirker udviklingen, er det enkelte menneskes samvittighed.
Hvad enten vi erkender det eller ej, så er vi skabt af Gud og i Guds billede. Derfor tror jeg, at der i hvert enkelt menneske er nedlagt en fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Vi er uden undskyldning, som Paulus siger, for vi ved dybest set godt, hvad der er godt, og hvad der er ondt, og selv om det måske kan lykkes os at fortrænge og benægte det for os selv, så ved vi godt, at vi står til ansvar over for Gud. Vores samvittighed kan aldrig dræbes helt, for vi er skabt i Guds billede, men samvit­tigheden kan sløves og bringes til tavshed. Derfor vil heller ikke samvittigheden kunne værne os i det lange løb.

Nej, det eneste der kan værne os, det eneste der kan vende udviklingen, er troen – troen på den Gud, som har skabt, og som sætter os under ansvar for vores næste. Han forbyder os at dræbe andre mennesker. Han befaler os at elske dem.
Kun troen kan vække samvittigheden og give moralen et fast grundlag.
Derfor bliver vores kamp imod den fri abort og imod alt, hvad der nedbryder respekten for menneskeligt liv, en kamp for kristendom­men.
Vi kan være snilde som slanger – spille på moralen, spille på frygten. Vi skal ikke holde os for gode til at udnytte de muligheder, vi får for mede ‘verdslige’ midler at redde menneske­liv. Samtidig skal vi imidlertid ikke glemme, at i sidste instans er Gud og hans ord vores eneste våben. Uden Gud kan vi ikke forvente at fastholde respekten for det menneske, som er skabt i hans billede.

Men vil det nytte? Kan vi vende udviklingen? Kan vi gengive mennesker troen på Gud – for det er jo det, der skal til. Det kan være svært at tro på, men vi har ingen anden mulighed end at forsøge.
Vi må kæmpe videre, fordi Gud befaler os at gøre det.
Vi må kæmpe for at kunne se os selv i øjnene i spejlet – som mennesker og som kristne.
Vi må kæmpe videre af hensyn til de mennesker, hvis liv vi kan redde, og de mennesker, hvis sjæl vi kan redde.
Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste små, har I gjort imod mig, siger Jesus. Kan vi redde bare et enkelt menneskeliv, så vil det have været alle anstrengelserne værd.
Derfor skal dette heller ikke være en opfordring til at opgive, hvor mørkt det end tegner. Det er en opfordring til at kæmpe desto mere indædt for livet og for respekten for livet. Det skylder vi os selv, det skylder vi vore medmennesker, det skylder vi Gud.

Tak.

Helge Hoffman

Hjemmeside: www.rettentilliv.dk

Onnur tíðindi