Fra sten til obelisk

Overraskende nok kom det bag på den danske offentlighed, at nationalhelten Kaj Munk var så reaktionær, at abort var ham en oprørende vederstyggelighed, et oprør mod gud, en national katastrofe, et forræderi mod menneskeheden, udtryk for et usselt og lavsindet kvindesyn, hankønnets korrumperede selvrespekt.

Selv det mest overfladiske kendskab til hans tankegang og livsindstilling, hvor det at ofre andre i stedet for sig selv, ofre andre for sin egen bekvemmelighed og velfærd, blandt andet at finde det i sin skønneste orden, at engelske og Amerikanske soldater forblødte for Danmarks frihed, uden at vi selv rørte en finger, ville have givet enhver færten af, at han ikke var at finde på den galej. Skulkeriet i alle dets former var og blev ham en pest. Han betalte selv prisen.

Selv om der ikke havde stået en stavelse om abort i hans skriftlige efterladenskaber, var hans grundholdning så entydig, at svaret turde være givet på forhånd. Nu er der imidlertid et betragteligt og omfangsrigt materiale, der ikke giver dette forræderi mod menneskeheden så meget som eet forsonligt ord med på vejen.

Siden Kaj Munks tid har dæmonien spundet sit korsedderkoppespind om alt og alle, så at modstand mod abort er sammenfaldende med dømmesyge, en uforstående og ukærlig holdning til sagesløse personer, der ganske uforskyldt er i ulykkelige omstændigheder.

I lyset af den europæiske historie og tradition er tingene helt vendt på hovedet. Allerede i det fjerde, førkristelige århundrede lagde Gregor af Nyssa grunden til, at abort på et hvilket som helst tidspunkt i svangerskabsforløbet var forkastelig – i og med, at det samme livgivende princip bestemte organismens udvikling fra dets allerførste eksistens til dets dødsdag, hvormed der afgørende er lagt afstand til en videnskabeligt begrundet materialistisk opfattelse af en værditilvækst i barnets udvikling- helt i tråd med Kaj Munks udsagn om, at “ i mennesketilblivelsens mysterium er det Gudsfinger, der tegner i kaos.”

At fosteret for Kaj Munks bevidsthed i særlig grad var af guddommelig oprindelse, kan der anføres talrige beviser på. Han kunne for eksempel begrunde sin forkærlighed for børn og gamle med, at “de første kom lige fra gud, og de sidste var på vej til ham.”

Antiabortlinien var fra oldtidens dage stort set ubrudt. Således var en af Kaj Munks store samtidige, teologen, orgelvirtuosen, junglelægen, sonningprismodtageren Albert Schweitzerl bestemt ikke af den opfattelse, at drab på ufødte var vejen frem for afrika og hans junglehospital i lambaréne i fransk congo.

I sin berømte artikel fra 1936 “barnet er livet og fremtiden” slår Kaj Munk med syvtommersøm fast, at staten har en forpligtelse til “at skabe ærbødighed for svangerskabet, til for enhver pris og på alle måder at hilse barnet velkomment og værne om det, så såre det overhovedet lader sig ane, så sandt som barnet er fremtiden, er menneskeheden, er selve livet, et religiøst sprogbrug, der vækker mindelser om kristus som vejen, sandheden og livet. Til enhver nyfødt knytter sig en forjættelse, en udbedring og en oprejsning for, hvad der slog fejl og løb ud i sandet for den aktuelle generation. Barnet julenat er mere end noget et farvel til den gamle verden med alle dens fejltrin og gebrækkeligheder og et løfte for fremtiden, menneskeheden og livet.

“ja, hvad er julen andet”, siger Kaj Munk, “end en ung kvinde, jordens yndigste, på engang elskerinde og moder og et lille barn, menneskehedens tro. Håb og kærlighed.”

Som stenen på møllebakken placerer Kaj Munk i første række ansvaret for denne skændsel og denne jammer, med hvilke ord han betegner udleveringen af det ufødte barn til den rene dæmoni, hos den lovgivende forsamling, hos staten, hos folkestyret. I stauningstykket, skuespillet “selvtægt” reduceres barnet til en brik i forhandlingstovtrækkeriet mellem socialdemokrater og radikale om en bevarelse af regeringsmagten. Som i forsvarsspørgsmålet viger stauning af frygt for, at de radikale vil gøre det til et kabinetsspørgsmål og udløse regeringens fald.

Kaj Munk var rystet. Var dette ikke en version af de tyske nürnberglove, hvor den tyske stat, på papiret en retsstat, satte en del af sin befolkning uden for lov og ret. Som jøderne var retsløse blev ufødte nu retsløse. Samme anklage, som den lutherske biskop beugel i skuespillet “han sidder ved smeltediglen” retter mod den tyske stat i trediverne, kan rettes mod den danske: “men at tage menneskerettighederne fra mennesker er at gøre sig selv til forbryder.”

Overgrebet mod barnet var i imidlertid en tak værre, for mens Hitlerregimet på daværende tidspunkt foretog en beskæring af jødernes borgerrettigheder, åbnede den danske stat i realiteten ballet for justitsmordet i renkultur, nemlig henrettelse af uskyldige i skyldiges sted, endda uden forudgående rettergang, hvilket Kaj Munk-citatet på stenen: “hvad har de gjort os?” Med al tydelighed understreger. For enhver ufordærvet retsbevidsthed må den ultimative straf, dødsstrafen være en reaktion på den ultimative forbrydelse, forbrydelser af værste skuffe – og ikke forseelser som at køre uden cykellygte efter mørkets frembrud. Ikke engang krigsforbrydelserne i bosnien udløser dødsstraf, men mordet på henved en million små danskere er derimod helt og aldeles uden retsvirkninger.

For en ufordærvet retsfølelse er dette en lige så stor national belastning, som overgrebet mod jøderne var det for retskafne og retsindige tyskere. Jeg kender et menneske, der sidder og græmmer sig over den velkendte danske proportionsforvrængning. Han smed en avis hen til mig: “kæmpe annonce, ikke sandt! Nu skal jeg Gud hjælpe mig som dansker føle mig flov over den behandling, vi giver indvandrere og flygtninge. Nej, jeg føler mig mere end flov over, hvad anker jørgensen gjorde på mine og det danske folks vegne i 1973, da han udløste en mordbølge uden sidestykke i fædrelandets historie. Jeg tager ikke i betænkning at sige, at skiftende regeringer i dette århundredes Danmark har appelleret til de laveste instinkter i det danske folk med en forstemmende proletarisering af moralen til følge.”

Den kanadiske psykiater Philip Ney har fyldestgørende dokumenteret, at en væsentlig forklaring på de morderiske drengebandekrige i blandt andet i Amerika er en refleks af den fri abort og det abortmilieu, i hvilket de er opvokset og fra hvilket de er udgået. Fra barnsben er deres retsbegreber forkvaklet – i og med, at drab ikke var en reaktion på en forseelse eller en forbrydelse eller såmænd blot truende adfærd, men i deres øjne aldeles vilkårligt og umotiveret. Et samfund, der gav grønt lys for en sådan uretfærdighed mod dem i fostertilstanden, havde totalt forlist sin moralske ret til at gå i rette med dem – uanset på hvilken måde de senere forså sig mod deres omgivelser.

Når Kaj Munk kalder sit stykke for “selvtægt”, afspejler det også, at mennesket, in casu Thorvald Stauning, et jordisk parlament har taget sig selv til rette over for Gud og hans lovgivning for menneskeheden. Selvtægt er ellers en af retsstatens ømmeste punkter.

Helt i Kaj Munks ånd er det danske folkestyre på stenens bagside draget til ansvar for dette uundskyldelige overgreb mod nationens mindste små.

Som den nuværende pave med al ønskelig tydelighed og mod det demokratiske systems selvforheligelse har ladet vide, er demokrati og folkestyre ingen garanti mod krænkelser af groveste art mod menneskerettighederne. I sandhedens interesse skal det slås fast og det med ulyst og beskæmmelse, at der hos flere totalitære regimer af værste skuffe ikke er basis og grundlag for opstilling af den sten, der nu står på Møllebakken i Vedersø.

I Kaj Munks forkætrede olleruptale, hvor han i fuld overenstemmelse med sandheden placerer ansvaret for den niende april – med hans egne ord “den tungeste dag i v
ort folks historie” – på det danske folkestyre, lægger han ikke skjul på, at dette folkestyre ikke har været tro mod sine idealer.

Da den niende april bedst i hans øjne kunne sammenlignes med en begravelse, eftersom Danmark som selvstændig nation var gået under, var der vel brug for en præst. Skulle han påtage sig den opgave, ville han slå på kistelåget med sin knyttede næve og sige: “Hvad har du gjort ved dine ungdomsidealer?”

Havde man forhørt sig hos den grundlovgivende forsamlings mænd, forrige århundredes demokratiske pionerer i Danmark, ville de have stejlet over udsigten til, at deres efterfølgere på tinge ville finde det i overenstemmelse med demokratiets væsen at foregribe sig mod landets fremtid i svøb.

Kaj Munk havde et skarpt blik for bedraget og selvbedraget, hvad hans skuespil om blodhunden Henrik den Ottende “Cant” er en fremragende illustration af.

Bedraget og selvbedraget, at jo længere man flytter grænsen for abortindgrebet i retning af undfangelsestidspunktet desto mindre drab er det, kolliderer, som venteligt er, med det kompromisløse Kaj Munk’ske sandhedskrev.

Ufremkommeligt hedder det “så såre det (nemlig barnet) overhovedet lader sig ane”. Det er ligefuldt helligt og uantasteligt som blastocyt, zygote, embryo eller foster. At fremstille fortrydelsespillen som et alternativ til abort, som en offentlig kampagne med store plakater formastede sig til, ville for Kaj Munk være “cant”, selvbedrag eller ligefrem en udvækst på det løgneorgie, som den fri abort har væltet ind over nationen.

Tilintetgørelsen af reagensglasbefrugtede æg som et alternativ til abort ville Kaj Munk lige så stensikkert have stemplet som renlivet bedrag, som voldførelse af sandheden – bortset fra, at han derudover ville have fordømt denne fremgangsmåde som et af de alvorligste anslag – i menneskefornedrelsens strategi – mod det gudskabte menneskes værdighed.

En afgørende kilde til en persons holdninger er ordvalget.

Overgrebet mod det ufødte menneske begrænser sig sprogligt set hos Kaj Munk i al væsentlighed til værdiladede gloser som skændsel og jammer, hvilket på den ene side indebærer en uforbeholden forkastelse af og afsky for personer, institutioner og samfund, der vil løse deres vanskeligheder ved et forræderi mod barnet, på den anden side jammer, en gruopvækkende og bundløs elendighed. Kaj Munk gav altså ikke plads for mellemløsninger i denne sag: et barn bliver til, for at det skal fødes, en kvinde undfanger for, at hun skal blive mor. Alt andet – bemærk alt andet – er forbrydelse og svineri.

Lad os ikke forfalde til udglattende og afsvækkende sentimentalitet og pølsesnak om at bygge bro og mødes på halvvejen, men lad ordet skændsel stå i al sin uforsonlige grelhed. Drab på et uskyldigt, ukompromitteret og værgeløst menneskevæsen er en uhyrlig skændsel, er med et bibelsk udtryk en skændselsdåd, i gads danske bibelleksikon udlagt som en ugerning, ond handling i videre betydning, hvorfor det da også i 1.Mosebog 34,7 i forbindelse med en voldtægt hedder “thi noget sådant bør ikke ske” eller i 2.samuelsbog 13,12, hvor davids søn Amnon skænder sin halvsøster Tamar: “Således gør man ikke i Israel”, uforeneligt som det er med Israels hellighedsstatus som Gudsfolk. Skændsel er nemlig en fællesskabsbesmittende og -besudlende størrelse.

En massevoldtægt med dødelig udgang i dommerbogen mod en sagesløs kvinde stemples ligeledes som en skændselsdåd, der logisk set foranlediger en folkelig reaktion, en voldsom og blodig straffeekspedition mod de formastelige.

I sagens natur må enhver fordømmelse af en skændselsdåd i tale, skrift eller granit blive en skamstøtte, men det er at vende tingene på hovedet at rette anklagen mod dem, der fastholder erindringen om forbrydelsen og lade dem, der har tilskyndet til den og iværksat den gå ram forbi. Uden skamplet ingen skamstøtte. At forlange at man skal slette alle ydre tegn på en med stædighed og ubodfærdighed fastholdt og fortsat forbrydelse, er en ny forbrydelse mod de uskyldigt henrettede, som berøver dem den sidste rest af værdighed. En ren samvittighed vil næppe opfatte stenen på Møllebakken som en skamstøtte.valget mellem skamstøtte og udsugning forelå i hvert fald ikke for de udsugede.

Kaj Munk forgudede kvinden, men hans kvindebillede var af en ganske anden art end den for øjeblikket fremherskende og toneangivende, hvor et tarveligt grundsyn åbenlyst tilgodeser og forsvarer kvindens velfærd på bekostning af barnets. I en sådan interessekonflikt ville Kaj Munk til en hver tid ubetinget og uden vaklen have taget barnets parti. Formuleringen “ærbødighed for svangerskabet” er ikke blot møntet på barnet, men også på dets mor. Kvinden, der bærer fremtiden i sit skød, har en særstilling i forhold til ugravide eller ligefrem graviditetsfjendtlige medsøstre. I al sin uformelige uskønhed overstråler hun enhver anden repræsentant for eller udgave af sit køn.

I et digt “min unge elskede kaster op” ser han tilbage på sit hjertes udkårne, før hun af naturlige årsager havde lagt sig ud, fyldt af stolthed over hendes tales sølvklang, hendes tankes vin, hendes ansigts ynde, hendes legems lue, “men”, fortsætter han, “aldrig brændte så hedt min hu,

Af ømhed for dig som netop nu,
Da gustenbleget og grimet du
Mig jager ud af din stue.

Vor lykkes levende stjernefangst
I løn du under dit bælte bærer.
Med al din kval, med din blu og angst
En evighed i dit liv du nærer.
Foruden kampe og nederlag
Skal ingen vinde sin sejers sag!
O krigerinde for livets sag!
Usigelig jeg dig ærer.

Til denne dyrkelse af det evigt kvindelige, i særligt grad fuldbårent til stede i den gravide kvinde, slægtens moder, Maria med Jesusbarnet og så videre, var Nora i Ibsens dukkehjem et vederværdigt modstykke og i en lang aviskronik foretager han et opgør med denne bastard og forvanskning af kvindeidealet.

Kvinden har af selvindlysende grunde hovedansvaret for, at moderskabet ikke havner i den ren karikatur. Fejler hun, kan ingen overtage rollen og udbedre skaderne.

At justitsminister Steincke kunne nedsætte en svangerskabskommission og give kvinder plads i den, kan vel ingen falde i staver over, men at denne kommission med Kaj Munks ord til “udryddelse af menneskeliv” består af herrer – og så kommer det typisk for Kaj Munk – o,ufattelighed damer, må forbavse, damer, der medfremsætter forslag, bag hvilke der ligger et syn på elskoven, som – ført ud i konsekvensen – stiller den på ligefod med sager som bajere og snaps, for hvilke ingredienser man jo også kan udpumpes, hvis man har fået lidt rigeligt inden for vesten, synet på barnet som en lille nederdrægtig tingest, som en ondskabsfuld skæbne har koblet til en uskyldig fornøjelse. Det falder i hvert ikke tråd med Kaj Munk’-ske forestillinger om den altopofrende, kærlige og omsorgsfulde moderskikkelse.

Alligevel udløser denne anklage for hærværk mod moderidealet voldsom forargelse hos moderne kvinder, der mener at kunne forene karriereræs og uforpligtende kønslig omgang med omsorg og respekt for barnet.

Denne nærtagenhed har jeg det meget vanskeligt med – i betragtning af, at jeg kan lægge videoer på min båndmaskine, der viser festende og sejrsberuste kvinder, der kvitterede for indførelsen af den fri abort med ville stammedanse på offentlige steder. Kun skalpene på teltpælene manglede.

I min mors stue fladede en svigerdatter ud med stor mave og et skilt, der anbefalede tilintetgørelsen af det barn, som hun på daværende tidspunkt bar under sit hjerte.

Nu kommer så tømmermændene og vi skal betragte de hærgende stormtropper som krigsinvalider, uforskyldte ofre for vildfarelser, vildledninger og uheldige omstændigheder, men ønsker man da en aflastning af ansvaret, en fordeling eller omfordelin
g af ansvaret, ønsker man for eksempel at give barnets far mulighed for veto mod den påtænkte abort? Det øjner jeg ingen steder. Jeg deltager ikke i grædekoret, før viljen til et opgør med og en undsigelse af den skadevoldende svangerskabsafbrydelse er på kvindesagens dagsorden. Man kan ikke på den ene side påberåbe sig ubetinget hoved- og halsret over sit barn og samtidig fraskrive sig ansvaret for dets ombringelse. Det er meningsløst at klamre sig til den fri abort og samtidig jamre og stortude over dens konsekvenser. Fornuftlammende slagord som “jeg er imod abort, men tilhænger af fri abort” hører til den hovedløse politikerjargon på Christiansborg (Margrethe Auken). Det er det samme som at sige: “Jeg ved, at abort fører til ulykke, men det er i orden, at der bliver mere af den.” “Jeg er imod fri hastighed på landevejene, men selvfølgelig skal fartbøller og fulderikkere have lov til at rase ud og bringe sig selv og andre i ulykke.”

Den såkaldte omsiggribende konspirationsteori, hvorefter kvinderne er sagesløse ofre for en kynisk abortsammenrotning, vokser i takt med de åbenlyse og smertetunge omkostningssider af den fri abort, men det er et farligt hellefyr, fordi den sygelig- og utilregneliggør kvindekønnet, der altså ikke er i stand til i ansvarlighed at forvalte og varetage deres egen tilværelse – og ikke mindst deres seksualitet.

Naturligvis må kvindesagen opfatte dette som en grov umyndiggørelse og diskriminering. Den fri abort blev jo netop i sin tid indført med den motivering, at kvinden selvfølgelig rådede over de fysiske og psykiske ressourcer til at træffe det valg og altså også trodse omgivelserne, om disse ville rokke ved eller ligefrem modvirke hendes beslutning.

Skulle man endelig opstille en prioritetsliste over ofrene i dette abortragnarok, må i hvert fald barnet og den aborttruede eller abortoverlevende gå forud for den aborterende med eller uden fortrydelse og fortvivlelse. En ubehagelig kendsgerning er det, at i takt med kvindens indflydelse i det offentlige liv, har barnet fået det værre. De ”såkaldt bløde værdier” har det ufødte barn ikke mærket meget til, snarere tværtimod. Nej, der er en sandhed i Kaj Munks ord, at mens kvinderne helst vil slå mennesker ihjel før fødslen, vil mænd helst udsætte det til omkring de tyve år.

Denne “falske” frifindelse af den kvinde, der uden eller under pres skiller sig af med sit barn, anser Kaj Munk ikke som en farbar, menneskeværdig og kristelig løsning. Sorgen, skammen og nederlaget skal gennemleves. I skuespillet “En Almanakhistorie” insisterer maren på at bære det fulde ansvar for sin egenhændigt i absolut dølgsmål fortagne fosterfordrivelse, hvilket dengang betød politianmeldelse, fængselsstraf og vanry for hende og hendes familie, spidsrodsgang i et pietistisk farvet nærsamfund.

Denne bodsgang er for Maren den ufravigelige betingelse for Guds tilgivelse i Kristus, som hun så i et natligt syn erfarer ved at se frelseren bære det aborterede barn på armen op ad en stige ind i paradiset. Kun således fastholdes barnets værdi og den i anger og forkastelse af sin udåd, af Kristus tilgivne barnemorderskes værdi. Kristeligt set må enhver anden udgang betegnes som selvforløsning og i grunden forhærdelse.

Skamstøttespørgsmålet i alle dets aspekter fortjener en langt bedre skæbne end skræmmebilledets. Man skal ikke underkende dets pædagogiske værdi i folkeopdragelsens tjeneste. Jeg tror ikke, at vi gør sagen og menneskeheden en tjeneste ved beskæmmet at bøje hovedet og lad os jage i et mussehul, fordi aborttilhængere hvæser skamstøtte efter os.

Med en tysk filosof, vil jeg stille spørgsmålet, om det er, fordi vi bilder os ind, at vi ikke har fortjent en skamstøtte.

Den, der råber skamstøtte, skyder sig i øvrigt selv i foden. En sejrherre eller en triumfator med en ukuelig tiltro til sig selv, sit eget værd og sin sags uangribelighed tager gerne modstandernes ”skamstøtter” med i købet. Hitlerkarrikaturer i England har næppe forstyrret førerens nattesøvn og det i krigens første faser sejrsbevidste Tyskland.

Det er et tegn på, at aborttilhængerne er i defensiven, på retræte. De lader deres holdninger og handlinger bestemme af modstanderen. De ønsker vor tavshed, vort indirekte medarbejderskab, vor godkendelse af deres krakelerende projekt. Vi skal have medynk med ofrene, ofrene for deres uigennemtænkte hærværk mod og mishandling af menneskeheden, men den, der beder om nåde, er langt fra sejrens palmer – i hvert fald under disse stjerner.

Og hvem råber så skamstøtte? Næppe de smadrede eksistenser i abortens kølvand, der har nok med at slikke deres sår, nej, deres selvbestaltede talsmænd, deres i egentlig forstand skadevoldere og bødler, der ikke gør det af omsorg for deres klientel, men af angst for eget havari, levedygtigheden af deres ideologi, af deres filosofiske ståsted, af deres selvforståelse, af deres selvopholdelsesdrift.

Berlinmuren faldt, men der er stadig ”Berlinmure”, som en lille flok krampagtigt stiver af, lærens ufejlbarlighed.

Ingen ved sine fulde fem vil benægte “skamstøtteeffekten” i Jadwashem, holokaustcentre o.s.v., men da må spørgsmålet også blive, eftersom disse forbydelser hører fortiden til , om det er mere berettiget at lade unge tyskere undgælde for deres bedsteforældres forbrydelser end at forskåne det danske folk for forbrydelser, man ikke har lagt bag sig og ikke vil drømme om at lægge bag sig.

Træffende er det sagt: Tyskland har en “Vergangenheitsbewältigung” (et opgør med sin fortid) Danmark har både “Vergangenheitsbewältigung” og “Gegenwartsbewältigung” (både et opgør med sin fortid og sin nutid). Sålænge som over 50% af alle aborter skyldes en laden-stå-til, en går-den-så-går-den, sålænge som 87% af den danske befolkning og dets parlament ikke føler sig beskæmmet ved som europæisk land at have rekorden i fosterdrab og fosterjagt, bør man anstændigvist træde varsomt over for andre nationer – i rollen som menneskerettighedsrevser.

Kaj Munk, hans livsværk og de mange mindesten, der er opstillet for ham, vil uundgåeligt – for uden andre virkninger – have en skamstøtteeffekt blandt andet over for, hvad han anså for den mørkeste dag i rigets tusindårige historie, den niende april 1940, og hvad der derefter fulgte af ukritisk tjenstvillighed over for en af verdenshistoriens mest forbrydelsesbetændte regimer.

Der er et urkomisk misforhold mellem den heksejagt, som det officielle Danmark udfolder mod restauranter og spisesteder på grund af faren for maveforgiftninger og den totale blindhed over for den sygdom til døden, der stortrives på vore gynækologiske afdelinger.

Det er og bliver et uoverskueligt og uforvindeligt tab for menneskeheden, at barnet er fortrængt fra den hellighedsfære, der er dets gudgivne bestemmelse.

Ikke omsonst manede Kaj Munk til ærefrygt og ærbødighed for svangerskabet, for hvad kvinden bærer under sit hjerte er noget langt værdifuldere end hun selv. Det er intet mindre end fremtiden, menneskeheden, ja, selve livet. Med barnet står og falder et folks fremtid. Med barnet står menneskehedens selvforståelse og overlevelse på spil. Apokalyptisk ser mor Teresa spiren til en tredie verdenskrig i abortvanvidet. Ja, selve livet, siger Kaj Munk. Det ufødte menneske trækker kridtstregen mellem liv og død. Profetisk slutter Kaj Munk sin artikel: “Ved de, hvorfor månen hænger og griner så fjollet? Jeg har altid troet, at det var af os. Men nu er det gået op for mig, at det er det ikke. Var det os , den grinede af, ville den ikke grine, men græde. Nej, det skyldes, at den virkelig er fjollet. Den har også engang haft mennesker, der gennemgik alle grader af civilisation. Og nu hænger den der og dingler, idiotisk, uddød, ingenting til.

Profetisk stiller han diagnosen for undergangen: “Vi får små drabspavillion
er indrettet i alle stationsbyer, hvor enhver kvinde med lidt respekt for sig selv kan henvende sig gratis….og børnene må jo i skolerne allerede fra den tidligste alder have besked, klar og udførlig, helst med demonstration, så de står fuld udrustet ved konfirmationsalderen. Ja, det er et spørgsmål, om at vi ikke bør gå videre endnu, tage det endelige skridt. Man har ikke sikkerhed for noget som helst barn, om det ikke kan koste mor livet ved fødslen, ej heller om der har været fuld overenstemmelse mellem parterne, da det blev til, om der kan lure epilepsi eller sindsyge i det – og givet er det jo, at ethvert svangerskab “medfører mulighed for forringelse af moderens personlige, familie- og samfundsmæssige stilling”, for eksempel, hvis det udvikler sig til et subjekt, og hun bliver ved med at holde fast ved det. (Naturligvis, den bedste forebyggelse mod det vanvittige tilfælde, at forældre ville slås for deres handicappede børn, er, at de overhovedet intet afkom får). Staten må naturligvis drage den fulde konsekvens af alle disse usikkerhedsmomenter og vedtage en lov, hvorefter enhver kvinde i den farlige alder (fra 15 til 50) een gang ugelig stillede, skulle stille, til undersøgelse og behandling hos to læger, så at man i alle tilfælde sikrede sig imod, at der overhovedet kom børn i verden. Kort sagt: forbud mod fødsler.”

En galskabens logik – helt i forlængelse af tankestringensen bag holocaust, forbilledligt udviklet af Zygmunt Baumann i hans bog ”Modernity and the Holcaust” med den præcise tyske titel: ”Dialektik der Ordnung”, holocaust som en udfordring til intellektet, til rationaliseringsevne og planlægning.

Er konskvensen af en sygeliggørelse af svangerskabet til syvende og sidst ikke en ophævelse af det? Er der ikke klang af afgang i Poul Henningsens (kulturradikalismens fejrede førstemand i Danmark) angreb på den Steincke, “der stadig hengir sig til ægteskabets værdifuldhed, borgerlig sædelighed, børnerigdom og andet svineri.”

Selvmordet har sin egen iboende, modsigelsesfri argumentation og logik, som højtbegavede psykiaterne har rendt panden imod.

Ingen har mere end den nuværende pave klædt den vestlige verden af til skindet som ophavs- og arnested for en “dødskultur”. I en bemærkelsesværdig tale til de amerikanske biskopper fremhæver han den ubeskrivelige ufølsomhed over for kendsgerninger, der, hvor man lukker øjnene for, hvad der i virkeligheden foregår under et abortindgreb og han fortsætter: “Et samfund, som har så lidt sans for menneskelivets værdi, har allerede slået portene op for en dødens kultur.”

Som Chamberlain i trediverne ved sin eftergivenhed mente at tjene fredens sag, men fik krigen (Churchills træffende bedømmelse af mødet mellem Hitler og Chamberlain: “he had the choice between disgrace and war. He chose disgrace and shall have the war.” På dansk: han havde valget mellem vanære og krig. Han valgte vanæren og får alligevel krigen) – på samme måde, som altså Chamberlain mente at tjene fredens sag, men fik krigen, mener vor dødskultur at tjene livets sag, men den står i sin egen grav – med jord til halsen.

Således må foreningen Sex & Samfunds nyligt afholdte konference på Christiansborg betegnes som en begravelsessceance, hvor folketinget – hele det danske folks lovgivende forsamling lægger ligkapel til en ren og skær interesseorganisation. Nu må der være åbnet mulighed for, at Rettentilliv holder sine fremtidige årsmøder samme sted! Programpunktet var ikke, som man kunne forvente, noget så nærliggende som abortproblemet i den velnærede danske velfærdsstat, men i Langtbortistan med kvaksalverdødsfald på stribe. Fiffet og propagandanummeret er velkendt. Det hører blandt andet til standardinventaret i hanne reintofts retirader. Uvederhæftige og udokumenterede påstande om 20 millioner ulovlige aborter, fire til seks millioner (immervæk et gab for en nøjeregnende statistik) , og så igen med et slag på tasken 1 til 2 millioner sterile (et fremskridt skulle man tro, eftersom disse kvinder da ikke udsættes for yderligere risici) og imponerende præcist 90.000 dødsfald. Rædselscenariet er gennemskueligt. Således snylter den rige verdens abortpraksis på den fattige verdens elendighed.

Hovedtaleren er svenskeren professor Staffan Bergstrøm, der skurkagtigt bryder sine afrikanske værtslandes antiabortlove og strør om sig med det abortfremkaldende mavesårsmiddel cytotec, alt imens han proklamerer, at “det gælder om at redde liv”. I Sverige kan man altså blive professor ved at mene, at man tjener livets sag ved at slå ned for fode.

Ikke eet sekund strejfer det denne professor og hans publikum fra det velnærede Skandinavien, at de afrikanske stater i deres nærmest uoverskuelige sociale og fysiske elendighed ikke vil føje en ny, større, uoprettelig, åndelig elendighed til deres selvforståelse. Ja, ak disse dumme negre, der ikke ved, hvad der tjener til deres bedste.

I grel modsætning til denne primitive og usammenhængende dødsadvokatur står den Amerikanske club 700 med sin timinutters video om Sarah Smith og hendes skæbne. En lysende kvindebegavelse, men med svære men.

Hendes mor forsøgte at abortere hende, men abortlægen fik kun ram på hendes tvillingebror.

Uoverskuelige lidelser har dette ført til for den nu voksne sarah og hendes mor. Sarah bekender: “min mor begræder dybt dette drab. Jeg ved, at smerten for hende til tider er ulidelig, især når hun har mig for øje og mindes min tvillingebror. Mor mener, “at den almægtige Guds beskyttende hånd reddede mit liv, ja, Guds hånd dækkede for mig og skjulte mig (for abortlægen) i hendes livmoder, beskyttede mig mod dødsværktøjet, skalpellen. I dag takker jeg Gud for, at jeg overlevede, men smerten sidder uudryddeligt i hver og en, i hele min familie. Til minde om min bror Andrew har vi købt og rejst en mindesten, som står på en kirkegård i sydkalifornien. Andrew James Smith. Sarahs tvillingebror – i vore hjerter vil du altid være i live.

Ubevidst havde Sarah under opvæksten en fornemmelse af, at en frygtelig sandhed forude lå og ventede på hende. Som tolvårig var hun plaget af anorexia nervosa, nervøs spisevægring. Hendes mor følte, at hun ikke længere kunne forholde hende sandheden. Som en bombe kom det: “sarah, du er tvilling. Jeg aborterede din tvillingebror og forsøgte også at abortere dig. Åh, jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde og det er min bøn, at du måske engang vil være i stand til at tilgive mig. Jeg elsker dig og trænger mere end noget til, at du forstår, at du er velkommen i vor familie.”

Det var et næsten dødbringende slag for sarah af modtage den tiltænkte dødsdom af hendes egen mors mund.

Nu ser hun sin skæbne som et kald, et korstog mod det Amerika, der har 32 millioner ufødte på samvittigheden. Hver af dem havde et ansigt, et liv, en skaber, der elskede dem og dannede dem i sit billede. “i det land, som også skulle være mit, dræbes der en person som dig og mig hver tyvende sekund.”

At vende ryggen til denne elendighed er for sarah at vende ryggen til den jesus, der identificerede sig med “en af disse små.”

Naturligt falder det for hende at sammenligne sig selv med en uskyldig jøde, der nøgen og rippet for alt må gå den tunge gang gennem tysklands gader “into a room he knows he will never come out of” (ind i rum, som han aldrig skal forlade i levende live). Men i modsætning til ham var det mine egne forældre, “der førte mig ind i det rum,” siger hun.

Hovedrystende kommenterer hun sine abortforfægtende medsøstres slagord: “det er min krop. Det er mit valg!” “lad mig slå fast,” siger hun, “my mothers choice was my death sentence” (min mors valg var min dødsdom). Det drejer sig ikke ene og alene om en kvindes krop, men om kød og blod af et væsen som mig. Før en kvinde aner, at hun er gravid, har et barn 20 dage efter dets undfan
gelse et bankende hjerte. Vis mig blot en stump menneskevæv eller en fjernet kræftknude med et bankende hjerte.vis mig en lever eller en nyre, der har sin egen blodtype. Efter 8 uger har barnet sit eget smerteregister og har som følge deraf de bedste betingelser for at reagere på den abort i tiende til tolvte svangerskabsuge, som den altovervejende del af aborterede ufødte i Amerika udsættes for.

Hun frabeder sig at få prakket den løgn på, at det, der fjernes er en stump væv og at ingen i den anledning lider skade. Hun vil lige gøre opmærksom på: “i was there!” Jeg var der. Jeg opholdt mig kun et par centimeter fra min uskyldige tvillingebror, da hans lille krop blev flænget i stumper og stykker og bild mig ikke ind, at han ikke mærkede det. I 14 til 16 uger lå vi side om side. Det, der overgik ham, var også tiltænkt mig.

Som Kristus giver sit legeme som en offergave til os i den hellige nadver og ikke i egenkærlighed reserverer dette legeme for sig selv, må kvinden anse det for den største gave af verden at kunne stille sit legeme til rådighed for moderskabet i en tidsbegrænset del af sit liv.”

Det ufatteligt magtfulde i dette budskab er ikke blot den fuldvægtige dokumentation af det forlængst videnskabeligt, til overmål dokumenterede “abortion-survivor-syndrom”, som et samfundsrepræsentativt udvalg for nyligt jordede som en abortmodstanderopfindelse, da elisabeth sukkot ansøgte om pengemidler til en kortlæggelse af dette problem. Sådan sidder løgnen, fordægtigheden, inkompetencen og gemenheden til højbords i den offentlige forvaltning. Til overmål stadfæster Danmark sin stilling som et etisk u-land – altså det magtfulde i dette budskab er ikke blot en bekræftelse af abortion-survivor-syndromet, men også identifikationsnøglen. Abort er ikke en akademisk problemstilling, en nøgtern afvejning af fordele og ulemper ved for eksempel en øresundsforbindelse, men en fysisk og psykisk, omkostningstung, i mange tilfælde ulægelig belastning for ofrene. Vi ser først abort som en syndflodstrussel mod alt levende, når vi med Sarah Smith oplever os selv som potentielle ofre, “at den tvillingebror, der blev aborteret ligeså nemt kunne have været dig og mig.”

Smukt og ædelt er det blandt andet over internet og hjemmeside at kæmpe for de 50 drenge og piger, der i dagens Danmarks hver dag må lade livet, men blodig virkelighed bliver den ultimative forkastelse først, når den føles på egen krop.

Livets væsentlige grænsedragning går mellem det akademiske og det eksistentielle, mellem tilskuerpladsen og arenaen, mellem gladiatorernes kamp på liv og død – og tidsfordriv for en kejser, der med en håndbevægelse kan udløse et forlystelsessygt publikums kildrende spænding.

Man har fortalt mig, at en fotograf havde taget opstilling på en gade i Chicago, hvor han høfligt spurgte folk, om han måtte tage et billede af dem, hvorfor man naturligvis forhørte sig til, hvad han skulle bruge det til. “til den blender der,” sagde han og pegede på en skammel ved sin side og så fortsatte han: “Synes du måske , at du har fortjent en bedre skæbne end dette lands millioner af uretfærdigt udslettede drenge – og pigefostre!”

Men hvordan prisfastsætter man den ufødte? Hvorledes skal prisskiltet i vinduet til den aborterende verden se ud? Hvordan overbevise omgivelserne om, at et barn i anmarch er værdifuldt?

Kaj Munk erkendte problemet, der i en kontant verden ikke klares med besværgelsesformularer om dets uerstattelighed og uforligelighed, men råber på en eller anden form for synliggørelse. Han tog ikke i betænkning, hvad der navnlig skurrer fælt i emanciperede protestantøren, at sætte lighedstegn mellem børnebegrænsning og devaluering af barnet.

Kaj Munk ligger helt på linie med Moderkirken, der opfatter den principielt ved samleje totale udelukkelse af graviditet som væsensbeslægtet med abortanslaget mod barnet. Kaj Munk fastslår følgeligen: ”En selvfølge skal det være, at et hjems sundhed måles på børneflokkens tal. I de fattige ægteskaber må staten direkte hjælpe til med at bekræfte den visdom, at børn er en rigdom.” Selvvalgt barnløshed er altså en kraftig udmelding om, at børn ikke er en rigdom.

Selv bekræftede Kaj Munk den rigdom ved at få fem børn, et antal han gerne havde set fordoblet.

Når samfundet altså lukker øjne og pengepung for et dalende befolkningstal, når man altså ikke vil investere i børn, giver det ingen mening at hævde deres værdi.

Skal der betrædes andre veje til en opvurdering af barnet, ryger man hurtigt ud i et dilemma.

Hvad skal man eksempelvist sige, når en aborttilhænger for øjnene af en stor forsamling kammeratligt klapper en på skulderen og siger: ”i grunden er vi jo enige. Når det kommer til stykket, er det ufødte barn for jer og jeres forening jo heller ikke andet end et graviditetsprodukt eller en celleklump, for i mener jo ret beset ikke, at det skal have konsekvenser at slå sit ufødte barn ihjel, hverken første gang, anden gang eller tredje gang. Hvorfor skal en morder have op til seksten års fængsel for et enkelt mord, når i ikke engang vil foreslå tvangssterilisering af en kvinde med en stribe af fosterdrab bag sig eller vil i?

Så må jeg sige, at vestgoterne var mere konsekvente end i, for hos dem måtte ikke blot kvinden, der lod det ske, men også manden, der samtykkede og den person, der udførte aborten, lide døden. I Spanien blev i middelalderen den kvinde, der berøvede sit foster livet, levende begravet.”

Det er vanskeligt at imødegå dette udsagn fra en fransk jurist: “Hvis drab i alle andre tilfælde er uundskyldelige, er drab i dette tilfælde selvfølgelig også uundskyldeligt, og hvis begrundelserne for drab i dette tilfælde er forståelige, må begrundelserne for drab i alle andre tilfælde også være det.”

Denne smertefulde identifikationsproces, hvor man sætter sig i sin aborterede brors ellers søsters eller sågar i hele den aborterede menneskeheds sted, i særlig grad og logisk nok et tvillingefænomen, fylder mere og mere i de psykiatriske statistikker.

Det fjerde, tankevækkende moment i sarah smiths beretning er associationen til holocaust, de tyske jødeudryddelser, et tilbagevendende træk i oplevelsesbevidstheden hos overlevende fra abortattentater.

En overfølsom, næsten psykotisk, trettenårig, svejtsisk pige, hvis mor havde to frivillige aborter bag sig, havde med sine forældre aflagt koncentrationslejren Auschwitz et besøg. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på hende og i tiden derefter havde hun tilbagevendende mareridt om natten. Kolonner af nøgne kvindeskikkelser med børn på armene gled udtryksløst forbi hende og de ulasteligt uniformerede SS-soldater ind i gaskammererets gab. Døren faldt i med brag, og da den igen gik op mødte der hende et syn af forvredne ansigter og sammenfiltrede menneskebylter, mødre, der i deres sidste desperate stund havde krammet deres børn til ukendelighed. Gråden tog magten fra hende, og en styrtsø af tårer skyllede hende ind mellem ligene, som til hendes forundring forsvandt som ved et trylleslag. Hun var alene med disse kolde, klamme vægge, men udenfor blæste en mild forårsvind fuglekvidder og blomsterdufte ind til hende. Hun følte sig pludselig tyve år ældre. Hun gik udenfor og følte sig lettet. Jernbanesporene var gennemrustet. Toggangen var for tid og evighed indstillet. Nu holdt der biler. En ny kolonne var på vej ind i gaskammeret, livlige, velplejede, velklædte kvinder – alle med mave, alle gravide. Da de lidt efter kom ud, var de ikke længere med barn, men man kunne ikke se på deres ansigter, at de havde efterladt børnene bag den vidtåbentstående dør til friheden.

Kaj Munks stærkt udviklede kaldsbevidsthed, hans særstilling i den guddommelige husførelse umuliggjorde for ham enhver forestilling om, at han kunne være gået til grunde i utide.

Ta
nkevækkende og paradoksalt er det, at Danmarks fremtidige velfærd, opretholdelsen og videreførelsen af velfærdsstaten beror på de fremmedes, indvandrernes fødedygtighed. Formanden for arbejdsgiverforeningen, Hans Schou bebuder masseindførelse af arbejdskraft, hvis blandt andet standarden i sundhedssektoren skal opretholdes.

Som blandt andet den franske professor og Kaj Munk-specialist Marc Auchet har givet udtryk for, bundede Kaj Munks store mistænksomhed over for demokratierne i trediverne i deres magtesløshed over for en omsiggribende, omkostningsløs liderlighed, på et tidspunkt, hvor de i hans øjne livsbekræftende diktatorer belønnede og præmierede de kvinder, der gennem personlige ofre og afkald og et højt fødselstal tilførte deres lande rige løfter for en glorværdig fremtid. Aldrig har børnetilskuddet i klingende mønt været så stort forholdsmæssigt i Spanien som under Francos fascistiske regime.

I Danmark missionerede blandt andet Thit Jensen drabeligt for tobørnssystemet. Kvinder skulle ikke være fødemaskiner, og Poul Henningsen luftede højlydt sin foragt over for Julius Bomholt og Steincke, “der stadig hengir sig til ægteskabets værdifuldhed, borgerlig sædelighed, børnerigdom og andet svineri.” I tyskland var betegnelsen “Gebärmutter” (fødemor) et ridderslag til kvinden og på store plakater fra Hamburg til München lød opfordringen til de tyske kvinder: “schenke dem Führer ein Kind!” (giv Føreren et barn)! Det demokratiske Europa havde fået afsmag på børn og svedte samtidig angstens kolde sved over det tyske baby-boom, en umisforståelig og ildevarslende skrift på væggen. Frankrig forsøgte febrilsk at puste til den nationale selvopholdelsesdrift, men selvforkælelsen og egotrippet var i den grad gået gallerne i blodet, at frugten var overmoden, da Hitler rystede træet i 1940.

Historien bekræfter til overmål Kaj Munks fornemmelse af, at der er en dyb sammenhæng mellem et folks selvopholdelsesdrift, overlevelsesmuligheder og dets børnetal. Den engelske historiker Fernando Fernandez Armesto har begået en bestseller med titlen “millenium”, en slags fortsættelse af Oswald Spenglers berømte bog “Untergang des Abendlandes” (den vestlige verdens undergang). Armesto forudser, at Islams renaissance vil fortsætte i det næste årtusind, og denne profeti synes ikke helt hen i vejret. Som en hidsig advarselslampe blinker fødselsoverskuddet i de nordafrikanske lande – lige uden for Europas dør, hvor over 40 % af befolkningen er børn og unge mennesker.

Situationen minder påfaldende om forholdet mellem Frankrig og Tyskland i trediverne, om end med en anden rollebesætning.

Pessimistisk anskuer Fernandez-Armesto de vestlige demokratiers modstandskraft. En ny, autoritær eller fascistisk bølge vil slette dem af landkortet, dersom de ikke mander sig gevaldigt op til forsvar for den individuelle frihed, social retfærdighed og ikke mindst livets ukrænkelighed.

“Det bliver sværere for mine børn”, bekender Armesto, “at samle mod til at slås for en ufuldstændig humanisme, der er villig til at abortere uskyldigt liv, mens den lyser fred over kriminelle, eller som underminerer egne principper ved at bandlyse moralske absolutter som politisk ukorrekte.”

“Velmenende liberale”, hævder han,” vil fortsat slå et slag for abort og dødshjælp uden at forstå, at disse er forløbere for dødslejre og racehygiejne.”

Teologisk er der pudsigt nok også en sammenhæng mellem en betragtelig børneflok og troen på det evige liv. For det selvværd, der omsætter sig i et stort afkom eller med en ung mands ord: “Mig kan der ikke blive nok af”, er det ofte en uhyrlig tanke, at livet for så unik en skabning skulle standse ved graven. Selvfornægtelse er slægtfornægtelse og slægtsfornægtelse er selvfornægtelse.

Kaj Munk fortsætter og bekræfter, hvad talrige undersøgelser har vist: at en fredløsning eller ligefrem en kriminalisering af barnet som den hovedskyldige for de voksnes fortrædeligheder og nederlag (arbejdsløshed, karriereforlis, økonomisk ruin, brudte forhold o.s.v., O.s.v.), Den såkaldte scape-goat-effekt eller syndebukseffekt, altså at en fredløsning af barnet undgåeligt perverterer erotikken eller seksualiteten. En seksualitet, der bevidst udelukker forplantningen eller værre en seksualitet, der kalkulerer med barnet som et spildprodukt eller rent sex-affald, ikke blot dæmoniseres og degenererer, men perverterer ofte til en ren farce, i sin forvredenhed en næsten komisk eller tragikomisk størrelse. Kaj Munk skriver: “Et skær af latterlighed og flov komik må falde over de “ægteskaber” ( i gåseøjne), hvor erotikken, der er selve det bånd, som binder menneskeheden til livet, er lavet om til et legetøj, et gyngereb.”

Ingen som den store russiske forfatter Tolstoj (blandt andet i sin bog “Kreuzersonaten”) har problematiseret den fra forplantningen løsrevne seksualitet. Tilstrækkeligt videnskabeligt materiale dokumenterer, at den såkaldte seksuelle frihed og uforpligtethed ikke var det forjættende frihedsbrev til menneskeheden, men den lige vej til sønderskudte parforhold, frustrationer, uforløste gensidige forventninger og utopiske krav, præstationsangst, impotens, frigiditet, voksende masturbation og selvtilfredsstillelse og ligefrem seksual- og livslede.

Denne naive og overfladiske underkendelse af barnet som samlivets sejrskrans, dets consummatum er vor tids dyrekøbte grundvildfarelse. Kærligheden mellem to mennesker når ingen højere bekræftelse end i, hvad Kaj Munk kalder “vor lykkes levende stjerne-fangst.”

For Kaj Munk har barnet ligefrem en sakramental funktion, idet det helliger moderen uansat hendes moralske status.

Han fastslår: “Når en kvinde først er mor, er hun ikke længere en falden kvinde, ligegyldigt hvordan hun er blevet det. Jorden ejer ikke dyrebarere ord end ordet mor, det er simpelthen det eneste navn på jorden, der er helligt, og sådan vil vi agte dem, der har retten til at bære det. Stillet over for et antikt religionspolemisk rygte – måske af jødisk oprindelse, at “Jesus var et produkt af en forbindelse mellem Maria og en romersk officer”, erklærede Kaj Munk, “at om så var, diskvalificerede det ham ikke i hans øjne til at være Gudssøn.”

Dette tænkt som et dræbende udfald mod kristendommen kunne mere end noget andet understrege den guddommelige solidaritet med “toldere og syndere”, frelsen i skikkelse af en horeunge.

Han skriver: “Og hvad de uægte børn angår – ja, der må det med fornyet skarphed fastholdes, at en forfører er en slyngel, hvad køn så vedkommende end er af, og en forført en ynkværdig person, men i samme øjeblik den unge pige viser sig frugtsommelig, er der ikke længere tale om brøde eller ynkværdighed: thi hun er helliget af det liv, hun skal føde. I erkendelse af det bør staten havde opholdssteder, hvor sådanne kvinder hjælpes til rette, hvor de kan opholde sig under hele svangerskabet, om de vil, hvor de under lyse og kyndige og ærende forhold kan føde deres børn, og hvor de kan efterlade disse børn og besøge dem, så tidt det er dem muligt, hvis de ikke kan have dem med sig.

En stat, der kalder sig kristen har nemlig pligt, pligt, pligt til at gøre alt, hvad den evner, for at en kvinde skal opleve sin fødsel som sit livs rigeste stund.

Hvis en stat afgiver andre signaler eller foretager andre udmeldinger, kan den ikke smykke sig med kristennavn.

Tankevækkende er det, at Kaj Munk ikke tildeler kirken en opgave i den åndelige genfødelse af en abortforgræmmet menneskehed, men da han førte sit abortslag, havde to danske biskopper ikke konfirmeret en af den verdslige samfunds ubetinget værste udskejelser og nederdrægtigheder.

I dag har foreningen med obelisken rundet en milepæl. Vi har trukket alle abortens bagmænd frem ved håret, alle, der kynisk forsker og foretager aborter og lader andre
betale – ofte en uhyrlig pris.

En professor, der ved sin forskning helt og aldeles stiller sig i dødens tjeneste, fordi der ingen helbredelsesmuligheder er for det ufødte barn, fortjener ikke agtelse og anerkendelse, men må sortere under, hvad den angelsaksiske verden klassificerer som ”an enemy of the unborn” (en fjende af den ufødte).

En offentlig institution, for hvem den ufødte handicappede kun er et spørgsmål om kroner og ører, fortjener ikke agtelse og anerkendelse og må stemples som ”an enemy of the unborn” (en fjende af den ufødte).

Denne krig mod det hjælpeløse, prisgivne og ufærdige menneske er den sjofleste af alle krige i menneskehedens historie, for som en englænder klart formulerede det: ”Selv atombomber kan opfattes som en forsvarsforanstaltning, men ingen ved sin fulde tilregnelige fem kan stemple de udfødte som agressorer, mod hvilke man bør forsvare sig med næb og klør.”

Vejen hertil – til obelisken har været lang og tornestrøet, men en tak skal der lyde for den store, uegennyttige, ulønnede indsats, der har været ydet, men også en tak til foreningens solide bagland, der gennem fem år har vist os en bemærkelsesværdig tillid i udholdenhed.

I et opgør mellem stridende parter er det meget lærerigt at danne sig et udtryk af de sider af følelseslivet eller følelsesspektret, der aktiveres.

Vi har fået en klar fornemmelse af, med hvilke følelser Kaj Munk omfattede abortkartellet.

Som i forholdet til det Hitler-føjelige Danmark under besættelsen, ja, vel i grunden også til sine egne mordere var han ikke opfyldt af had, hævntørst eller uforsonlighed. Grundtonen var harme,sorg og græmmelse. I skuespillet ”En Almanakhistorie” skildres lægen doktor Houen, en genganger fra ”ordet” ikke uden sympati. Abort er Houen en uting, men i ekstreme, håbløse tilfælde vil han holde ventilen åben, må der være en overkogningssikring. Efter hans opfattelse vil det bjergskred, som et barn uden far i et snævert pietistisk milieu, retssag, fængselsstraf, avisskriverier, oppisket sensationsstemning omkring Borgensgård som rammen om dødeopvækkelsen, dette bjergskred vil rive den følsomme maren med sig i afgrunden, tage livet af hendes hjertesvage mor og knække hendes stolte, retskafne far. Sådan tilspidser dramatikeren Kaj Munk sagen gennem et af skuespillets bipersoner, men han, doktoren er ikke forfatterens talerør, for livet er ikke en handelsvare, uanset hvor mange tungtvejende grunde, der kommer på bordet.

Kendte Kaj Munk overhovedet til foragt over for sine modstandere, har jeg gentagne gange spurgt mig selv – navnlig efter den ubehagelige oplevelse, som nytårsaften beredte mig oppe ved stenen.

Jeg ville gøre mit til, at stenen ikke skulle skændes, eventuelt fjernes, og jeg havde nok forestillet mig, at der i givet fald kunne vanke knubs.

Som det måske er kommet en eller anden for øre, var jeg udsat for lettere korporlig overlast og slet skjulte trusler på livet, et aftaget slips, hvor løkken blev strammet mere og mere. Symbolikken var soleklar. I det tilbageværende hul var der i hvert fald ikke plads til min hals. I den slags situationer bliver jeg kold som is.

En inderlig og ukristelig foragt mod den muskelstærke, trediveårige mand, der truende stod over for mig, fyldte mig, for han rørte mig jo ikke, han kvalte mig jo ikke. Med udsigt til 10 år eller mere bag tremmerne kunne han styre sit had, sine agressioner. Han kunne holde fingrene fra mig som voksen mand, men som foster, som samme person i en ufuldstændigere udgave, som en, der ikke havde udfordret ham, ikke trådt hans tågede forestillinger over tæerne, havde han uden at blinke afsagt min dødsdom og ladet abortlægen fuldbyrde den.

I dette øjeblik på Møllebakken havde jeg respekteret ham, om han havde forgrebet sig på mig og taget sin straf. Det var i hvert fald format. Nu var han blot ynkelig og foragtelig.

Lad Kaj Munk få det sidste ord:

Ak, hvor jeg længes efter
At eje fred med en og hver
Og bruge sine kræfter
På lutter vennefærd.

Hvor længes man mod himlen,
Hvor fri fra alle jordens bånd,
Man fatter glad i vrimlen
Sin værste uvens hånd.

Men under himmellåget
Skal evig bølge røg og damp.
Så sandt du tror på noget,
Så vil det noget kamp.

At tro er det rebelske
At ville værn, at måtte trods.
Kun den, der ej kan elske,
Kan slippe for at slås.

Altså af kærlighed til dit medmenneske, har du pligt til at rive ham ud af vildfarelsen. Det er en barmhjertighedsforanstaltning ikke at lade ham blive i løgnen og selvbedraget og hærværket mod sig selv og sine omgivelser, men du skal holde dig fri af hadet.

Få dage, før Kaj Munk blev skudt, faldt ordene i Vedersø kirke: ”End ikke Hitler hader jeg!”

(For den, der ønsker en historisk redegørelse, henvises til Arne Munks bog: ”Kaj Munk og fosterdrabet”, Lohse Forlag)

Kelda: www.rettentilliv.dk

Evnisdagur 13. november 2004

www.tilflugten.dk

Yvirskriftin fyri fyrilestrarnar verða:

– Hví fáa nakrar kvinnur sálarligar trupuleikar av fosturtøku og aðrar ikki?

– Hvørja ávirkan hevur fosturtøka á familjuna?

Evnisdagurin verður eftir ætlan í Útvarpshøllini leygardagin 13. nov.

Byrja verður kl. 10.00. Kl. 12.00 verður ábit í Útvarpshøllini. Fyrilestrarnir enda uml. kl. 15.00.

Fyrilestrarnir og ábiti er ókeypis.

Øll eru hjartaliga vælkomin.

Føroya Pro Vita

Viðmerking til kjakið um fosturtøku

Bárður á Lakjuni: 25. oktober 2004

Ja, so kyknaði kjakið um fría fosturtøku í Føroyum enn einaferð – hesaferð við “góðari” hjálp niðan úr Danamørk. Eg havi stóran áhuga fyri hesum – hetta er jú eitt ómetaliga týdningarmikið og grundleggjandi etiskt/moralskt evni – og eg havi tískil eisini roynt at fylgt kjakinum, so frægt sum eg havi kunnað.
Sjálvur eri eg ikki fyri fosturtøku, og eg haldi tað vera óhugnaligt at síggja, hvussu fleiri av teimum – føroyingar sum danir – ið tala fyri hesi søk, orða seg, og hvussu tey annars føra sjónarmið síni fram. Við vøkrum orðum um “frælsi og ábyrgd”, og vælkendum “svadum” sum, t.d., at “kvinnan skal ráða yvir egnum kroppi” og haraftrat manipulerandi nýtslu av demokratinum, royna hesi menniskju av øllum alvi at rættvísgera hetta, at taka eitt fostur og gera enda á lívi tess.
Havi hesar síðstu dagarnar aftur og aftur spurt meg sjálvan, hvat tað er, ið “drívur” hesi menniskju. Hesi, ið arbeiða so hart, at ein skuldi trúð, tað stóð um lív. Ja, summi eru so ómetaliga íðin, at tey enntá ynskja at savna inn pening til onnur, soleiðis at slík, ið ikki er so “framkomin”, “siviliserað” og “demokratisk”, eisini skulu sleppa at eiga lut í “grundleggjandi rættinum” at fáa “fostrið fjernað”.
Havi so eisini roynt at hugsað um, hvørja veruliga áskoðan á og um lív í heilatikið, hesi menniskjuni hava, ið ynskja at fosturtøka skal verða fullkomiliga lóglig. Jú, nógv er sagt og skrivað millum ár og dag, og eisini hesar síðstu dagarnar er ymiskt komið fram – tó einki nýtt. Varð tó rættiliga skakkur av einum (og faktiskt fleiri) “argumenti”, eg hoyrdi frá Annitu á Fríðriksmørk – ið er fremsta politiska stríðskvinna fyri fríari fosturtøku í Føroyum – í 5’aranum hendan dagin. Hon segði nakað soleiðis…..”fosturtøka hevur eksisterað í so nógv, nógv hundrað ár undir óskipaðum/ólógligum forholdum….”. Sum um hetta var nakað sum helst argument fyri at lógliggera fría fosturtøku! Grát mítt elskaða land, sigi eg bara! Kann mann so eisini siga, t.d.: Børn hava verið misnýtt í so mong ár nú – vit legalisera tað bara….? Nei, sjálvsagt ikki!
Eg haldi, at kjakið frá teimum, ið eru fyri, er ómetaliga einsporað og merkt av ófatiligari egoismu. Tey seta einans kvinnuna og kropp hennara í fokus, og hugsa faktiskt als ikki um fosturið og kropp tess – um eg so má siga. Hvussu ber tað til, at hetta fullkomiliga hjálparleysa og veika verður so lítið virt? Og hvussu ber tað til, at tey menniskju, sum á einum “fronti” berjast fyri betri livikorum hjá gomlum og veikum, sosialum javnrættindum…o.s.fr., eru so fulkomiliga hamskift, tá ið tað snýr seg um rættindini hja tí veikasata veika um yvirhøvur at sleppa at liva? Eg skilji hetta ikki! Er tað møguligt at skilja hetta? Er nakar sum helst høpi í slíkari avskeplaðari áskoðan? Er hetta ikki dupultmoralur av fyrstu skuffu?
Argumentini og prógvini fyri slíkari áskoðan mugu, ið hvussu er, vera ómetaliga sterk og haldgóð, tí annars kann ein ikki loyva sær at hava eina so totalt tvíbýtta og skizofrena støðu viðvíkjandi lívinum.
Tí ynski eg at seta ljóskastaran á nakrar grundleggjandi spurningar, sum øll eiga og skulu hugsa um:

Nær byrjar lívið?
Hetta er ómetaliga týdningarmikið at fáa at vita. Læknavísindin er mest sum á einum máli um (og hvat annað skuldi hon verið?), at lívið byrjar í tí løtuni, tá eggið verður gitið. Júst í tí løtuni, tá sáðkyknan og eggið renna saman, byrjar eitt nýtt og serstakt lív, sum heldur á at liva og mennast, um tað ikki av eini ella aðrari orsøk doyr – ella verður dripið. Tað, sum eg her sigi, er ikki bygt á “fundamentalistiskt religiøst møsn og propaganda”, men heilt einfalt á læknavísindaligar veruleikar.
Og skuldi minsti ivi verið um, hvørt lívið veruliga byrjar tá, átti so ikki ivin at komið fostrinum til góða? Meini so við: Um tú finnur onkran, og tú ivast í, hvørt viðkomandi er deyður ella livandi, hvat er tá rættast at gera? At royna at bjarga honum, ella bara ganga út frá, at hann er deyður og síðani fara tín veg? Sjálvsagt eigur minsti ivi at koma lívinum til góðar, tí annars siga vit: Hetta er møguliga ella møguliga ikki eitt barn, og tí er tað í lagi at taka lívið…..og tá eru vit, sum menniskju og samfelag í heila tikið, komin óhugnaliga langt út! Hvat verður tað næsta?

Er bert talan um eitt lív?
Tað verður av summum ført fram, at fostrið bert er ein partur av kvinnuni, og at tað ikki er øðrvísi enn, t.d., ein hond, bein, pirra…o.s.fr. Hetta er jú als ikki sannleikin – og so langt ífrá. Eins væl og mamman hevur fostrið sínar egnu og heilt serligu arvaeginleikar – sum eru heilt ólíkir teimum, ið mamman hevur – hetta er staðfest læknavísindaliga. Ja, hetta nýggja lívið hevur faktiskt heilt frá byrjan av allar arvaeginleikarnar, ið skulu til, fyri at tað skal kunna vaksa og mennast alla lívstíð sína.
Tað sæst “á øllum brøgdum”, at tá tosað verður um, hvørt talan er um eitt ella tvey lív, so er einki at ivast í: Talan er um tvey ymisk lív! Í USA, t.d., er ikki loyvi at avrætta eina kvinnu, ið er við barn. Hví? Jú, grundin er tann, at tað ófødda verður mett at vera serstakur skapningur, og tískil hevur tað rætt til at liva. Hvussu ber hetta til, kann ein spyrja? Er tað ikki frí fosturtøka har yviri? Jú! Skil tann, ið skilja kann! Hetta vísir bara enn eitt dømi um avskeplaða, skizofrena og dupultmoralska hugburðin, eg nevndi omanfyri.

Hevur kvinnan rætt at ráða yvir egnum kroppi?
Hetta, at kvinnan skal ráða yvir egnum kroppi, verður nýtt sum størsta og besta argumentið í stríðnum fyri fríari fosturtøku – men hvat merkir hesin setningurin í veruleikanum? Umleið 17000 skrásettar fosturtøkur verða framdar í Danmark um árið, eftir ynski frá kvinnum, ið “ráða yvir egnum kroppi”. Havandi í huga, at umleið helvtin av hesum 17000 fostrum eru kvennkyn, so verða also á leið 8-9000 kvinnur frátiknar rættin til lívið – um árið! Ein og hvør kvinna hevur møguleikan at fáa allar sínar grundleggjandi tørvir nøktaðar, hóast hon er “uppá vegin” – hví í allari víðu verð verður tað so hildið so hánt um rættin hjá ófødda gentubarninum – hvar er rópið um rættin til egnan kropp vorðið av?
Eg kann siga, at eg ráði yvir mínum egna kroppi, men gevur tað mær so rætt til, t.d., at sláa onkran niður ella at stjala við mínum hondum? Sjálvsagt ikki! Nei, spurningurin má vera hesin: Er tað, eg geri við mínum kroppi, til ampa fyri nakran annan – og tað er fosturtøka í allar hægstu grad – so er tað, eg geri, sjálvsagt ikki rætt – tað sigur seg sjálvt! Haldi eisini, at tað er sera áhugavert, at somu kvinnur, ið hava bart og enn berjast fyri javnstøðu millum kynini, kunnu loyva sær at taka allan rætt frá tí ófødda – hvar er logikkurin?
Mín áheitan skal tí vera, at politiski myndugleikin í landi okkara ongantíð fer at loyva fríari fosturtøku – tað má bara ikki henda. Rætturin, hvørt eitt menniskja skal sleppa at liva ella ei, kann ikki latast upp í hendurnar á einstøku kvinnuni, tí talan er ikki um privata søk – her er talan um at loyva einum menniskja at taka eitt annað mennskjalív, “viss tað følist” neyðugt. Jú, hetta er veruliga “the bottom line” – vit fáa eina lóg, sum loyvir, ja, loyvir einum menniskja at gera enda á einum øðrum – ófatiligt! Ófatiligt at nakar kann stríðast fyri slíkari søk, og so haraftrat nevna tað “framkomið” og “siviliserað”! Nei, heldur áttu vit øll – og politikararnir fyrst og fremst – at stríðst fyri rættinum til lívið, og heldur roynt at skapt góðar og virðiligar karmar – bæði fyri kvinnuna og barnið. Hetta er virðilig søk at stríðast fyri!

Bárður á Lakjuni,
Leirvík

Kelda: Dimma og Sosialurin

Tíðindi frá Respekt For Menneskeliv (RFM-nyt)

Føroya Pro Vita vónar at tilfarið kann verða til upplýsing og hjálp hjá lesaranum. Tað kann henda at okkurt av tilfarinum ikki er í tráð við sjónarmiðini hjá Føroya Pro Vita.

RFM Nyt efterår 2004:

– Folketinget: Hvornår er et barn et barn?

– Statistik: Aborttallet er stabilt

http://www.rfm.dk/efteraar2004.pdf

RFM Nyt forår 2004:

– Anders Fogh Rasmussen: “Danskere får for få børn”

– Naser Khader: “Færinger er Nordens Muslimer”

http://www.rfm.dk/foraar2004.pdf

Gir ikke fosteret rett til liv

Av Jostein Sandsmark, Dagen.no

Med 14 mot tre stemmer har Menneskerettsdomstolen i Strasbourg slått fast at et ufødt barn ikke kommer inn under retten til liv etter Den europeiske konvensjonen om menneskerettigheter. Ut ifra en felleseuropeisk forståelse kan fosteret i beste fall sies å «tilhøre menneskeslekten», mener rettens flertall.

De argumenterer med at det ikke fins noen europeisk enighet, verken juridisk eller vitenskapelig, om når menneskelivet begynner. Avgjørelsen om livets begynnelse må avgjøres på nasjonalt plan og ikke på et europeisk nivå, fremholder flertallet.
Fosterets potensial og evne til å bli et menneske gjør imidlertid at det har krav på et visst vern, mener dommerne. Vernet skal skje i navnet til den menneskelige verdighet. Men det betyr ikke at det ufødte barnet kan gjøres til en juridisk person med en egen rett til liv, presiserer de 14 dommerne.

Norsk pengestøtte
Dommene fra Strasbourg gjelder over nasjonale rettsavgjørelser i Europarådets 45 medlemsland, blant dem Norge.
Dagen omtalte den forestående rettssaken 31. desember i fjor. Nå er dommen falt, og utfallet ble slik aborttilhengerne håpet:
– Avgjørelsen vil sikre de mange abortlovene, og den vil verne kvinners rett til liv, helse og selvbestemmelse, heter det i en uttalelse fra britiske Family Planning Association (FPA).

FPA hadde på forhånd skrevet til Menneskerettsdomstolen og advart mot å gi det ufødte barnet status som en juridisk person. Det er FPAs moderorganisasjon, International Planned Parenthood Federation, som de to Bondevik-regjeringene har støttet med 40-45 millioner kroner i året.

Prinsippavgjørelsen i Strasbourg kom i forbindelse med en konkret sak som først hadde vandret til topps i det franske rettsapparatet. I 1991 kom to kvinner med likt vietnamesisk etternavn samtidig til et sykehus i Lyon. Den ene kvinnen, som var gravid i sjette måned, skulle bare gjennomgå en ordinær sjekk. Den andre skulle
ha fjernet en spiral.

Men legen tok feil av de to. Manglende franskkunnskap hos den første kvinnen gjorde at misforståelsen ikke ble umiddelbart oppklart.
Da legen tok for seg kvinnen som han feilaktig trodde skulle ha fjernet spiralen, kom han i skade for å stikke hull på fosterhinnen. Det skal ha gjort en såkalt terapeutisk abort nødvendig.

Dødsfallet til det ufødte barnet førte til at det ble reist tiltale mot legen for uaktsomt drap. Første franske rettsinstans frikjente ham, den neste fant ham skyldig, før høyesterett frikjente ham.

Hele 17 dommere
Høyesterett mente at et foster ikke er et menneske som har rett til beskyttelse etter Frankrikes kriminallov.

Den nå 36 år gamle kvinnen som mistet barnet, brakte deretter saken inn for domstolen i Strasbourg. 36-åringen argumenterte med at også ufødte barn kommer inn under menneskerettigheten til liv, og at en stat dermed er forpliktet av Menneskerettskonvensjonen til å dømme legens handling som kriminell. Dette fikk hun altså ikke medhold i.

Saken ble likevel sett som så prinsipielt viktig i Strasbourg at retten ble satt med hele 17 dommere. Det skjer bare når det fremmes seriøse spørsmål om tolkningen av Menneskerettskonvensjonen, eller når kjennelsen kan komme til å avvike fra gjeldende rettspraksis.

Publisert 23.07.2004

Cora Sandel om «selvbestemt abort»

Kvinners rett
Da slåss vel Cora Sandel for kvinners rett til å fjerne fosteret de går med «som en hvilken som helst annen lidelse», for å referere et argument fra 1970-tallet da slike inngrep ble legalisert i Norge?
Det motsatte viser seg å være tilfelle. Hos denne forfatterinnen går kvinnekampen ut på å beskytte og bevare de ufødte barn, ikke å ta livet av dem. Sterkest settes forholdet på spissen i en novelle som jeg snart skal komme tilbake til.
Allerede i «Alberte og Jakob» blir temaet anslått. Den gravide ungjenta Palmine bedriver tøffe øvelser på bom i småbyens turnforening: «Noe fryktelig holder på å skje, noe stridende mot all natur, alle instinkter. Det var som om noe mykt og lite og vernløst ble knust og tråkket på. Allting stanset, en torde ikke puste, ikke se, noe kved og jamret seg dypt inne i en.»

Og i trilogiens siste del, Bare Alberte (1939), vitner tittelpersonen om den verste gru hun kan tenke seg: «Å ødelegge sin kropp, den friske kroppen som uskadd hadde båret henne gjennom mange ting, tålt kulde og andre savn. Stolthet og instinkt reiste seg voldsomt i henne.
Ikke for ingenting hadde hun sett Liesel ligge der, ydmyket og ødelagt, gråtende og bitter.»
Videre: «Hva kan ikke en mann formå mot en? Ta barnet ut av ens liv kan han, fysisk og psykisk, født og ufødt. Hans er makten.»

«Mange takk, doktor»
Mellom de to siste Alberte-bøkene utgav Cora Sandel novellesamlingen «Mange takk, doktor» i 1935.
En av disse historiene bærer samme navn som boktittelen og er, for å si det med Odd Solumsmoen, «et flammende innlegg mot abortus provocatus».
Den kvinnelige hovedpersonen er maler, 25 år gammel, og gift med en kollega. Forfatterinnen har ikke gitt dem noe navn.
Det er vanskelige tider; bildene deres blir ikke solgt. Ingen av dem har foreldre å støtte seg til, og de har skaffet seg en betydelig gjeld på halsen. Huset de bor i utenfor Oslo, har de leid.

«Penger, penger, penger! Ikke sin egen kropp en gang eier den som ikke har dem. Men de som har, rister vemodig på hodet, fulle av bittersøt livsvisdom: Penger er ikke alt …»
I en tid har hun nå visst at et barn er på vei. Fortvilet sitter hun hjemme mens han er ute. Så kommer han.
«Nå, hva har du holdt på med?»
«Ingen ting. Sittet her.»
«Du gjør det da så uhyggelig for deg selv som bare mulig! (…) Men sånn er vel kvinnfolk. Det er vel deres natur.»
Den skrekkslagne barnefaren kjører hardt på abort som løsning.
«Jeg må si det om igjen, for tyvende gang, hvordan skulle det bli med oss? Vi – og du selv? Arbeidet ditt? Nå, du var så godt i gang. (…) Jeg for min del fikk jo gå ut på veiarbeide. Stå og pusle med maling! Huset fikk vi gå fra. Vi har endelig en gang fått ordentlig tak over hodet, et bra atelier, men -. Vi fikk bo i skogen.»

To sterke menn
«Samtalene på puten om kvelden. Hjelp fantes, det var bare å oppsøke den. Det er ikke middelalder lenger, det er opplyste tider. Han hadde hørt om flere, de gikk der fri og franke …»
Han har allerede sørget for å «informere» venner og bekjente om at hun er dratt til Hønefoss på besøk til en tante.
«Han går. Da åpner hun øynene og får et glimt av hvordan han strekker seg like utenfor døren. Bare litt, bare et sekund. Som efter en god marsj, et velgjort hverv. Og foran stundende hvile.»

Ganske snart skjønner hun at hun står alene mot to menn. Sammen med ektemannen står en lege som er villig til å gjøre folk illegale tjenester for en ekstraskilling. Å vente noen støtte fra denne duoen kan både hun selv og fosteret hennes spare seg.
Men er hun selv noe bedre, hun som nå lar det skje? Nei, hun er verre. Både kroppen og sjelen varslet fra, vegret seg og krympet seg. Men de var to menn, og hun bare én kvinne, og overmakten ble for stor.

En mors reaksjon
Slik rundes historien av: «Det er tatt fra henne. Noe bæres bort i en bøtte.
Da reiser hun seg og ser. I beste velmening vil de hindre henne. De får ikke gjort det.
Noe drept, noe bitte lite og blodig, små lemmer.
Hun sier ingen ting, bare legger seg igjen. Men de er øyeblikkelig om henne. Hun må ikke ta det sånn. Hvorfor skulle hun nå også? Hun hadde da ikke behøvd?
Hun svarer ikke. For der fins ikke ord. En følelse flenget henne opp til bunnen, skar som et lyn gjennom henne. En fortvilet trang til å lune og varme, verne om og beskytte, ømhet og raseri. Noe hadde søkt seg ly hos henne, noe aldeles hjelpeløst. Der går de med det.
Det er ikke til å tale om.

Hun lukker øynene, ligger og hører dem si oppmuntrende ting. Hun har vært kjekk, og nå er det da over. Nå kommer rolige tider igjen, arbeide, alt det gamle. Snart er hun oppe og i full gang. Om noen måneder er det vårutstilling.
Hun tenker: De lyver. Over er det aldri. Det er uopprettelig. Mer er dødt enn de aner. Riktig snill igjen blir jeg aldri mere, ikke på den gamle måten. Det blir å late sånn. Så langt det er klokt og fordelaktig.
Hun åpner øynene et øyeblikk og sier korrekt: ‹Mange takk, doktor.›»

I 1960, 25 år efter at denne boken kom ut, skrev Eugenia Kielland, en av våre fremste litteraturkritikere: «Jeg husker ennå som var det i går det bilde av ubotelig anger og sorg som prentet seg inn i meg da jeg leste «Mange takk, doktor» – om den unge kvinnen som hadde latt seg bevege av sin mann til å ta bort fosteret hun bar på.
De «hadde ikke råd» til å få barn, det passet ikke i hans planer, kom i veien på alle vis – så lar hun seg gli inn i det, for siden da det er «lykkelig» overstått å kjenne seg som en levende død, avstumpet, lammet.
Vi har stelt så meget med slike spørsmål siden den tid at vi på en måte er herdet. Men Cora Sandels novelle har beholdt sin slagkraft. Les den, alle som tenker over spørsmålet om kunstig abort.»

Slik lød Eugenia Kiellands ord i 1960. Hun døde i 1969, Cora Sandel i 1974. Ingen av dem fikk altså oppleve loven om «selvbestemt abort».
Mon tro hva de ville ha sagt om saken i 2004?

Gunnar Bonsaksen
PREDIKANT

Kelda: Dagen.no

Artikkelens adresse: http://www.dagen.no/show_art.cgi?art=5782
Publisert: 26.04.2004

Prevensjonssprøyte kan gi beinskjørhet

Av Jostein Sandsmark

Det gjelder prevensjonssprøyten Depo-Provera fra firmaet Pfizer.

Konklusjonen kommer fra den medisinske forskeren Abbey B. Berenson ved University of Texas i USA.

Hun har ledet en undersøkelse på 191 unge kvinner, hvor 47 brukte Depo-Provera, andre tok p-piller, mens andre igjen benyttet ikke-hormonelle prevensjonsmidler. Resultatene av undersøkelsen er nylig offentliggjort i det medisinske tidsskriftet Obstetrics and Gynecology:

l Ved 12 måneders bruk av Depo-Provera-injeksjonen hadde kvinnene i gjennomsnitt et 2,5 prosents tap av tettheten i skjelettet.

l Fortsatte bruken i 12 måneder til, økte tapet med ytterligere 3,2 prosent – til totalt 5,7 prosent for alle de 24 månedene.

Også norsk innrømmelse
Til sammenligning hadde p-pille-brukerne en gjennomsnittlig svekkelse av sin beinbygning på 2,6 prosent i løpet av 24 måneder.

«Bruk av preparatet er en mulig risikofaktor for utvikling av osteoporose,» heter det i den norske produktomtalen av Depo-Provera.

– Preparatet er tenkt brukt over lang tid. Derfor er det kritisk nødvendig med ytterligere studier som følger brukere av denne metoden over lengre perioder, og som avgjør om disse endringene kan reverseres. Slik kan leger få gi presise råd til sine pasienter om denne metoden, skriver Berenson og hennes kolleger.

Kan gi tidligaborter
I den norske produktomtalen opplyses det også at preparatet kan forårsake tidlige aborter ved at befruktede egg eller tidligfostre hindres i å feste seg i livmoren: «Endometriets histologi forandres og gjør det uegnet for implantering av et befruktet egg.»

Men hovedintensjonen skal være å hemme eggløsning og «spermienes passasje».

Her i Norge mener både produsent og helsevesen at en spesialist, en poliklinikk eller et sykehus bør være inne i bildet når en kvinne begynner med preparatet.

Misdannede fostre
«Risiko ved bruk under graviditet er ikke fullstendig avklart. Det er rapportert tilfeller av misdannelser hos barn eksponert for progestogener in utero. Preparatet bør ikke brukes av gravide,» står det videre i produktomtalen.

Der heter det også at preparatet følger morsmelk, «men risiko for påvirkning av barnet er lite sannsynlig med terapeutiske doser. Preparatet bør likevel ikke brukes under amming uten i samråd med lege.»

Andre bivirkninger kan være alvorlig leversykdom og underlivsblødninger. Også kvalme, magesmerter, bein- og ryggsmerter, nedstemthet, svimmelhet, uro, søvnproblemer, hodepine, vektøkning og brystspenninger kan forekomme.

Les mer om dette i dagens avis

Publisert 11.06.2004

Vi elsker jer kvinder!!! 4/11-2003

Vi elsker jer kvinder. Vi kan ikke andet end elske jer. I kvinder, i hvem vi er undfanget. I kvinder, som har båret os. I kvinder, som har født os. I kvinder, som har givet os bryst. Har trøstet os. Sat plaster på os. Opmuntret os. Rejst os, når vi er faldet. Taget os ved hånden og har ledt os. Lad det være sagt højt og klart og tydeligt: Vi elsker jer.

I tog os alvorligt og I kendte jeres etiske ansvar. Nogle af jer stod alene. Nogle af jer var under pres. Nogle af jer kendte øjeblikke, hvor alt gik i sort. Men I skrev jer ind i historien ‘for livet’ (pro vita). Andre opfordrer os i disse tider til at skrive ‘for livet’ (Amnesty International), men I – vores mødre – har allerede gjort det i gerning, da I gav os husly de første ni måneder. Et brev i kød og blod. Vi kan simpelthen ikke andet end elske jer og takke jer!!! Og den tak gælder også alle jer, der stod på vore mødres side og støttede dem, når de var trængt. I, der kæmpede imod dobbeltmoralen og hykleriet, der bl.a. siger, at bare det ikke opdages, gør det ikke noget.

Elskede kvinder: Vel var vi i jeres krop, men I vidste, at vi ikke var jeres krop, en gevækst, der efter behag kunne fjernes. Vi var ikke jeres krop, men jeres børn. Helt fra begyndelsen. Fra undfangelsen af.

I vidste, at det var nonsens, at I skulle have to hjerter, der slog, fire arme og fire ben, der mere og mere tydeligt kunne mærkes allesammen, for ikke at tale om fire nyrer, fire øjne, fire ører, to næser, to munde, osv. Og havde vi en eller anden skavank, ja, så elskede I os også trods denne skavank. Fik vi lov til at leve fem minutter, en time, ti timer eller 70 år, så var, er og bliver vi dog jeres børn og I vores mødre. Og mistede I os undervejs – før vi så dagens lys – så var jeres kærlighed ikke mindre, ej heller jeres sorg. I kæmpede, I stred, I bar byrden – for vor skyld. Vi elsker jer.

Vi takker jer for, at I ikke tænkte som ‘Kvinnufelagið í Havn’ jf. Sosialurin, Fregnir og Dimmalætting d. 31/10-2003. Vi takker jer for, at I ikke bekrigede os med p-piller, mini-piller, spiraler eller fortrydelsespiller – der alle kunne have taget vort liv (1). Vi takker jer for, at I ikke satte ind med medicinske eller kirurgiske aborter. Vi takker jer for, at fødslen ikke blev sat i gang, blot for at vi skulle dø.Vi takker jer for, at vi kunne vokse op i bevidstheden om, at vi ikke lige så godt kunne have mødt bøddelens hånd, hvis nu omstændighederne havde været nogle andre. Vi takker jer for, at vi ikke med jeres gode vilje, har mistet nogle af vore søskende. Vi takker jer for, at vi i ét og alt har kunnet stole på jeres omsorg fra vort livs begyndelse, da æg og sædcelle smeltede sammen. Vi elsker jer kvinder – mødre.

Er vores kærlighed og tak til jer vores mødre ‘stein oman á byrðu’ for andre, nemlig alle dem, der ikke handlede som jer, så vil vi gerne sige: ‘Den sten oveni byrden’ kommer vi ikke udenom. Men vi stopper ikke her, hvor andre tilsyneladende vil stoppe, nemlig ved Guds lov, der afslører og dømmer synden. Vi kender også evangeliet. Der er tilgivelse at få for den, der angrer sin synd. Også et drab. Ikke blot stenen skal væk men også byrden jf. Matt 12,28. Gid ‘Kvinnufelagið í Havn’ kendte både loven og evangeliet.

Peter O.K. Olofson

Klaksvig

1) Læs bl.a. apotekets pjece om ‘Fyribyrging’.

Dimmalætting og Sosialurin d. 4/11-2003

Fortrydelsespillen

Det ufødte barn står svagt i det danske samfund. Det ringeagtes med love, der tillader, at man slår det ihjel, hvis det er for stor en belastning, eller man bare ikke vil have det. Det underlægges kvalitetstests, der skal sikre, at forældre og samfund slipper for handicappede børn. Det beskyttes kun halvhjertet, selv når det er blevet så stort, at det ville kunne overleve, hvis det blev født ved en for tidlig fødsel.
Det ufødte liv har ingen absolut værdi. Dets eksistens er gjort afhængig af omstændigheder. Har det nu en ordentlig far, forstyrrer det sin mors uddannelse eller karriere, eller vækker det bare ikke de rigtige følelser? Det er gjort til syndebuk. Tillægges uden videre skylden for, at kvinden står svagere end manden og derfor ikke kan opnå fuld ligestilling.
Den groteske sandhed er, at livmoderen er det farligste sted, et dansk barn kan opholde sig, og den statistik ser ikke ud til at blive rettet lige med det samme. En ny pille er nemlig blevet hverdag: Fortrydelsespillen. Nu er det lille, nye liv blevet noget, man kan tage en pille for. En pille, man nu kan købe på apoteket sammen med hovedpinetabletterne, hvis man er bange for at den nat, der gav tømmermænd også resulterede i en graviditet.

En pille, der tager liv

Fortrydelsespillen er en meget kraftig hormonpille af typen mini-piller. Der skal tages to piller, med 12 timers mellemrum, og hormonindholdet i hver pille svarer til indholdet i 25 stk. minipiller. Pillerne påvirker livmoderens slimhinden således, at et muligt befrugtet æg – et nyt liv – forhindres i at sætte sig fast, vokse og udvikle sig. Dvs. er man blevet gravid, får man en meget tidlig abort.
På trods af dette præsenteres pillen som prævention, og det gentages igen og igen, at pillen ikke har noget med abort at gøre. Producentens patientvejledning til den nye fortrydelsespille, NorLevo, starter med ordene: NorLevo er en ny nødprævention. Og derefter: Måden hvorpå NorLevo virker er ikke fuldstændig kendt. Men man mener, at NorLevo forhindrer, at ægget befrugtes, ved at hæmme ægløsningen. Desuden kan NorLevo også forhindre, at ægget sætter sig fast i livmoderen. Derfor forebygger NorLevo graviditet. Det er derfor ingen abortpille! Apotekerforeningen og foreningen Sex og Samfund argumenterer i en fælles pjece på samme måde: Nødprævention er en behandling, der bruges til at forhindre graviditet efter et ubeskyttet samleje. Behandlingen forårsager ikke abort, men forhindrer ægget i at sætte sig fast i livmoderen.
Prævention, graviditet og abort er hermed blevet nøgleord man manipulerer med et forsøg på at gøre fortrydelsespillen etisk acceptabel. Ved at definere graviditet, som noget, der først opstår, når ægget har sat sig fast i livmoderen, kan man samtidig kalde indgreb før dette tidspunkt for prævention, og indgreb efter dette tidspunkt abort. På den måde undgår man etisk problematisering.
Problemet er bare, at denne definition af graviditet er kunstig og i klar modstrid med den folkelige definition, nemlig at graviditeten starter ved barnets undfangelse. Det er jo netop den kendsgerning, at det nye liv er blevet til, der giver denne pille en etisk dimension.
Producenter, forhandlere og tilhængere manipulerer med de kvinder, de gerne vil have til at købe og bruge pillen.

Pillens historie

Fortrydelsespillen er som ide lige så gammel som p-pillen. Da man opdagede, at en ekstra tilførsel af kvindelige kønshormoner forstyrrede den balance, der gjorde kvinden frugtbar, fandt man snart ud af, at dette også var tilfældet, selvom befrugtningen havde fundet sted. I 60””””erne eksperimenterede man med store doser østrogen, men de gav for mange bivirkninger til, at metoden blev brugbar.
I begyndelsen af 70””””erne begyndte man at lave kombinationspræparater. Det var p-piller med begge de kvindelige kønshormoner, østrogen og gestagen. Med kombinationspræparaterne blev fortrydelsespillen pludselig en praktisk mulighed.
Det var den canadiske gynækolog Yuzpe, der udviklede den metode, der indtil for nylig var den mest anvendte. Metoden blev derfor kaldt Yuzpes-regime. Man brugte ganske enkelt 4 almindelige p-piller af denne kombinationstype. Enten kunne lægen klippe 4 piller ud af en almindelig p-pille pakke, eller kvinden kunne få ordineret en hel pakke p-piller, hvori der så var til nogle gange.
Denne metode har været anvendt i det stille siden midten af 70””””erene. Man skønner, at ca. 3000 kvinder hvert år har fået en sådan “pillekur” af egen læge. Lægen behøvede ikke en særlig tilladelse til at benytte p-pillerne på denne måde. Viden om metoden har gået fra mund til mund, og lægen har måske foreslået pillerne til en kvinde, der har ringet efter et råd. Man har i mange år brugt en øjeblikkelig opsætning af en spiral til samme formål, så den tankegang, at livet kunne afbrydes umiddelbart efter undfangelsen, er meget gammel.
I 1987 lavede medicinalfirmaet SCHERING på opfordring en særlig pakning med 4 tabletter i, og man kaldte produktet Tetragynon. Schering sælger i forvejen den type p-piller, der blev brugt i Yuzpes-regime, så det var kun et spørgsmål om indpakning. Den danske sundhedsstyrelse pressede imidlertid firmaet for at få dem til at søge om tilladelse til at gøre pillen receptfri. Men det ville Schering ikke – man mente ikke, at det var forsvarligt, på grund af pillernes høje østrogenindhold og de bivirkninger, det gav. Derfor trak man produktet tilbage(Politiken 28. juni 1995). Det havde nu heller ikke givet det store salg – fortrydelsespillen var ikke rigtig slået bredt igennem.
1995 lancerede firmaet dog pillen igen – stadig på recept – og denne gang med megen medieomtale. Det var i mellemtiden blevet mere almindeligt at tale om, at aborttallet var for højt, og den debat blev fortrydelsespillen hurtigt en del af. København Sund By, et projekt under Københavns kommune, lavede en stort anlagt annoncekampagne, der reklamerede for brug af fortrydelsespillen. Kampagnen var meget udfordrende og provokerende. Teksten i reklamen lød: “Måske er jeg gravid, men jeg skal hverken have barn eller abort”. Foreningen Forældre og Fødsel anmeldte kampagnen til Sundhedsstyrelsen. Man fandt reklamen dybt uetisk: “Det er ikke en måde at formidle et sådant budskab på. Det er foruroligende og useriøst, at det offentlige sælger en abortmetode til unge kvinder, som om det er slik, man kan spise”(Politiken 22.6. 95). Man må dog krediterer kampagnen for ikke at lægge skjul på, at fortrydelsespillen bruges, når kvinden er blevet gravid! Kampagnen blev anmeldt på, at den reklamerede for receptpligtig medicin – for det er ikke tilladt i Danmark.
Sundhedsstyrelsen havde dog to kasketter på i den sag, idet de selv havde været med til at godkende annoncen. Kampagnen fik derfor lov til at fortsætte. Forbudet gjaldt ikke i dette tilfælde. Men medieomtalen fik salget til at stige, og massive oplysningskampagner til skoler og ungdomsgrupper gjorde, at fortrydelsespillen blev almindelig kendt.

Men ønsket om en fortrydelsespille uden recept var fortsat meget varmt for de danske sundhedsmyndigheder. Derfor blev det modtaget med begejstring, da undersøgelser for et par år siden viste, at en ny type piller, med samme effekt som fortrydelsespillen efter Yuzpes-regime, gav færre géner ved indtagelsen. Den nye type indeholder kun det ene af de to kvindelige hormoner – gestagenet – men til gengæld i en større dosis. Også denne fortrydelsespille kunne lægen selv udskrive i de såkaldte mini-piller, men det var både dyrt og besværligt, når man skulle tage så mange piller (50 stk ialt).
Medicinalfirmaer begyndte hurtigt at producere pillen i en mere brugervenlig udgave og at søge om tilladelse til at sælge pillen i håndkøb i de lande, hvor man havde vist interesse for pillen. I løbet af år 2000 blev den nye type fortrydelsespille derfor godkendt til håndkøbssalg i England, Frankrig, Sverige og Norge. Og maj 2001 blev dette præ
parat også godkendt af lægemiddelstyrelsen til salg i håndkøb i Danmark.
Firmaet Nycomed, der stod klar til at markedsføre pillen i DK, fik lov til at sende pillen ud på landets apoteker en måned senere. Håndkøbspillen hedder NorLevo.

Men vi har nok ikke set den sidste fortrydelsespille endnu. En væsentlig ulempe ved den nuværende fortrydelsespille er nemlig – set fra tilhængeres synsvinkel – at den skal tages senest tre døgn efter det ubeskyttede samleje for at have effekt. Derfor har man eksperimenteret med det aktive stof i abortpillen (mifepriston, som bruges ved den medicinske abort), og man har fundet ud af, at det standser graviditeten effektivt, også selv om det tages senere end de 3 dage efter et ubeskyttet samleje. Mifepriston er et antigraviditetshormon (et antiprogesteron), der nedbryder fosterets næringstilførsel – både før og efter, det har vokset sig ind i livmoderen.
Måske bliver dette den foretrukne fortrydelsespille i en ikke så fjern fremtid. Vi vil måske opleve den totalt privatiserede abort, hvor man tager en pille, der passer i doseringen til graviditetens længde og klarer problemet hjemme. Graviditeten vil være under total kontrol, men af hvem?

Fakta om pillen

Fortrydlesespillen er målrettet til den, der ikke vil have barn, men alligevel har haft et ubeskyttet samleje, eller har brugt prævention, der svigtede. Vil en pige have en fortrydelsespille køber hun den på apoteket. Der vil være to tabletter i pakken. Den ene skal hun tage med det samme og den anden 12 timer senere.

Virkningsmekanisme

Der er stor usikkerhed om den nøjagtige virkningsmekanisme, men den kan formodentlig deles op i tre: 1: Hormonerne påvirker ægløsningen. Det kan naturligvis kun ske, hvis ægløsningen ikke allerede har fundet sted. Der sker en af to ting: Enten hæmmes ægløsningen og en befrugtningen forhindres eller også fremprovokeres ægløsningen med en utilsigtet befrugtning som følge.
2: Hormonernes påvirkning af livmoderslimhinden. Normalt ændrer livmorslimhinden udseende i løbet af menstruationscyklus. Umidddelbart efter en menstruation er slimhinden glat og tynd, men efter ægløsningen vokser den sig tyk og blød – bliver foldet og ujævn, klar til at tage imod det befrugtede æg. Fortrydelsespillens hormondosis får slimhindens vægge til at blive glatte og uden folder i utide – et befrugtet æg vil ikke kunne sætte sig fast, men vil blive skyllet ud.
3: Sekretet i livmoderhalsen gøres tykt og uigennemtrængeligt for sædceller. Denne effekt har dog ringe betydning for virkningen, idet pillen først tages efter samlejet.

Effektivitet

Ved et ubeskyttet samleje på et tilfældigt tidspunkt i kvindens cyklus vil der være 8 % chance for graviditet. Hvis en kvinde tager NorLevo som foreskrevet vil hendes chance for fortsat at være gravid være reduceret til godt 1 %. 6 -7 ud af 8 liv er blevet standset – det omregner man til 85% sikkerhed.

Bivirkninger

Fortrydelsespillen giver hormonelle gener: kvalme, opkast, blødningsforstyrrelser. Man kender ikke pillernes effekt på langt sigt.

Salg

Undersøgelser viser at kvinder ved god besked om pillen – selv helt unge kvinder, men man kender kun salgstal for den gamle fortrydelsespille, Tetragynon.
Salget af Tetragynon er steg markant siden 1995.
I Danmark er salget steget fra ca. 9.000 stk i 1995 til 30.000 stk (1999)
På Færøerne gør befolkningsunderlaget at det er tal af en helt anden kategori, men alligevel med samme tendens: salget er steget fra 5 stk (1995) til 86 stk (2000)
Hvis man omregner til antal brugere pr. 1000 kvinder er tallene således:
Færøerne: 8 ud af 1000 kvinder bruger pillen.
Danmark: salget svinger meget: København 31 ud af 1000; Bornholm 8 ud af 1000.

Brugerprofil

Langt de fleste brugere er kvinder under 25 år.
Tal fra Landsapoteket fra år 2000 viser at en tredjedel af pillerne sælges til piger under 15 år.
En dansk undersøgelse foretaget blandt kvinder der har fået recept på pillerne viser, at hver femte har brugt pillerne mere end en gang i løbet af tre år.
Undtaget fra alle disse tal er dog kvinder/piger, der har fået den gamle fortrydelsespille udleveret som almindelige p-piller – på den gammeldags facon.( det er billigere) samt piger, der har fået pillerne på de særlige klinikker, der er i København. Ingen har noget overblik over forbruget denne vej.
NorLevo har færre bivirkninger, og man kan købe den direkte på apoteket uden at skulle gøre rede for sin situation over for en læge. Disse to ting taler for, at vi formodentlig vil se et øget salg i den kommende tid.

Manglende reaktion fra fagfolk

Det er i grunden mærkeligt at f.eks. læger ikke har protesteret mere imod den nye håndkøbs-godkendelse, idet det fra en rent faglig synsvinkel er en væsentlig forringelse af den unge piges sikkerhed og sundhed, at hun uden recept kan købe stærke hormoner og kommer udenfor lægens rækkevide. Lægen spiller jo en væsentlig rolle, når det gælder vejledning om fremtidig prævention eller når der rejses mistanke om overgreb på og svigt af unge piger. Også det ubesvarede spørgsmål om pillens langtidseffekt burde få læger til at råbe vagt i gevær.
Den almindelige holdning udtrykte formanden for folketingets sundhedsudvalg Yvonne Herløv Andersen til Politiken(18. 12. 2000): Jeg tror at den danske befolkning er så velinformeret, at den sagtens kan forvalte pillen i håndkøb.
Denne tillid er slående – den har man ikke har når det f.eks. gælder almindelig penicillin – og det viser blot, at dette område er anderledes end alle andre. Fagfolk lukker øjnene i tavs accept.

Kvindekamp med piller

Fortrydelsespillens fortalere anser pillen for et fremskridt i et kvindesags-perspektiv. Forkvinden for foreningen Sex og Samfund, Hanne Risør, argumenterede i Politiken (18. 12. 2000) for den receptfri fortrydelsespille på denne måde: Det har den fordel, at hvis du har været til fest i weekenden og kun har brugt hovedet halvt, så kan du gå på apoteket med det samme og få pillen. Du skal ikke rende til nogen vagtlæge først. I sidste ende vil det betyde, at kvinderne er fuldt ansvarlige for deres liv. Fortrydelsespillen skulle altså give kvinder fuld kontrol over deres liv! Give dem mulighed for at være ansvarlige med tilbagevirkende kraft. Give dem frihed fra deres egen biologi!
Hvor ynkeligt, hvor trist! Hvorfor har kvinder så lidt respekt for deres evne til at undfange og bære et barn – dette livsvilkår, der netop er kvindens eget! Hvorfor opfatte det som et stort problem – en fejlkonstruktion, der behøver justeringer, kemisk og kirurgisk indgriben? Hvorfor fremstille sig selv som offer for denne frugtbarhed i stedet for at være stolt over den – og kæmpe for plads til den i samfundet?! Hvor er hunløven blevet af???
Med denne villighed til at tilpasse sin biologi til mandens vil der aldrig blive rimelige og ligeværdige kår for kvinder – kvinder, der får børn. På denne måde vil kvinder aldrig vinde den respekt, man så stærkt higer efter. For hvilken frihed giver fortrydelsespillen – har pigen altid et frit valg? – eller spiller muligheden for at kunne købe en fortrydelsespille ind, når hun skal overtales til kun at “bruge hovedet halvt”?
Har kvinden altid et frit valg imellem barn og abort? Nej. For et barn er ikke en privatsag – det er ikke kun en sag mellem hende og barnet. Var det dét, ville der ikke være mange aborter. Nej, pigen skal være “fornuftig” tænke på sin uddannelse, på sit job, på de muligheder barnet vil få med denne mand som far osv. Men nu behøver hun altså først at være fornuftig bagefter. Fortrydelsespillen pålægger igen kvinden at tage det fulde ansvar for både mandens og kvindens frie, uforpligtende samliv. Hele regningen sendes til hende – pillerne eller aborten, hvis fosteret overlever første gang. Tankerne omkring
det, der kunne have været. Dette har intet med frihed at gøre.
I 1999 blev der offentliggjort en interview-undersøgelse fra Uppsala, som led i svenskernes diskussion af, om man skulle tillade den receptfri fortrydelsespille (Scandinavian Journal of Sexology – Vol. 2, no. 4.) Undersøgelsen blev foretaget blandt studerende unge kvinder 19 – 20 år. Undersøgelsen viste, at de unge kvinder ikke var særligt begejstrede for, at pillen skulle komme i håndkøb. Dels var man bekymret for, at det skulle medføre et overforbrug, hvis fortrydelsespillen blev let at få fat i. Dels var man enige om, at mændene let kunne bruge den lette tilgang til fortrydelsespillerne til at presse kvinder til et ikke planlagt, ubeskyttet samleje, et pres som det kunne være svært at modstå. Sverige har indført pillen i håndkøb, undersøgelsen fik ingen vægt.
Man får den stærke mistanke, at det ikke er kvindernes frihed og sundhed, der er den egentlige motivation for myndighederne i markedsføringen af fortrydelsespillerne. I England ser vi allerede skræmmende eksempler på, at fortrydelsespillerne uddeles af skolesundhedsplejersker, uden forældrene får noget at vide. Den livsstil de unge kastes ud i, godt hjulpet på vej af aggressiv sexualundervisning, kommercielt TV og en kærlighedsløs hverdag, må for alt i verden ikke resultere i børn. I Danmark ser man en tendens til, at gravide teenagere vælger deres børn – og man kan ikke lide det. I denne sammenhæng lanceres fortrydelsespillen i håndkøb!

Nej til fortrydelsespillen

For kvindens skyld og for livets skyld må vi sige NEJ til fortrydelsespillen.
Livet starter ved befrugtningen. Enhver afbrydelse af dette liv er at sidestille med en abort. Der findes ikke noget andet tidspunkt eller nogen anden grænse. Det er et medicinsk faktum. I befrugtningsøjeblikket får det enkelte menneske det sæt gener, det bærer til sin død. Biologisk er det tidlige foster en klart selvstændig organisme. Allerede inden det sætter sig fast i livmoderen er det begyndt at producere det særlige hormon, der forhindrer den kommende menstruation (hcg). Fosteret er en gæst i sin mors organisme, det sørger for sig selv. Ingen læge er det mindste i tvivl om dette. Ifølge Genevedeklarationen, som blev vedtaget af verdenslægeforeningen, september 1948, lover lægen højtideligt at nære den højeste respekt for menneskets liv fra undfangelsen, selv under trusler. Hvor er denne respekt henne i dag?
Det var ved den gradvise indførelse af fri abort, at man skiftede kurs. Det ufødte livs værdi blev gradbøjet efter alder og evne til at vække medfølelse. Læger kastede sig ud i den ene fantasifulde floskel efter den anden – fosteret er bare et punktum, det er kun en klat slim – for at retfærdiggøre det grundlæggende svigt. Siden da er det ene overgreb fulgt efter det andet. Forskning og salg af fosterceller, forskning på befrugtede æg, gentjek af befrugtede æg for arvelige sygdomme med alle de misbrug det kan føre med sig, kloning af et nyt individ med det formål at skabe reservedele til et sygt menneske osv. Og det hele sker med befolkningens velsignelse, for man er blevet overlistet af det bedrag, at det ikke er rigtig liv endnu. Nu har dette bedrag givet os en fortrydelsespille i håndkøb.
Der er ingen anden vej ud af dette end at starte forfra. Vi må genindføre respekten for livet – fra undfangelsen. Lad os begynde med at sige NEJ til fortrydelsespillen.

Læge og landssekretær Kerstin Hoffmann
Retten til Liv
Sekretariat: Stubbevej 9B, Østby, 4050 Skibby
Telf: 4752 4484 Fax: 4752 4494
E-mail: jegvilleve@rettentilliv.dk
Hjemmeside: www.rettentilliv.dk

Áðrenn tú velur fosturtøku

Úr faldarinum:

“Áðrenn tú velur fosturtøku.”


Við barn – og hvat so?

Ert tú við barn?

Flestu sum fáa at vita, at tær eru við barn gerast glaðar. Men tó ikki allar. Nakrar gerast skelkaðar. Tær hava ikki yvirlit yvir hvussu tær kunna fáa hetta barnið. Serliga um ein er heilt ung. Kanska stendur ein einsamøll við hesum barninum. Ella ein noyðist at gevast við eini útbúgving. Og hvussu við tí fíggjarliga. Og øllum tí praktiska.

Hvør skal avgera?

Møguliga er tú ein av teimum, ið meta fosturtøku sum eina loysn, her og nú. Kanska metir tú, at tað eru eingir aðrir møguleikar eftir. At støðutakanin longu er framd fyri teg. Av øðrum. Av honum, ið ikki vil verða pápi beint nú. Ella foreldrunum, ið hugsa um tína framtíð. Ella – um tú ikki ert ung longur – av teimum, ið halda at eingin meining er í, at tú skalt aftur verða mamma.

Statt ikki einsamøll við trupulleikanum.

Tað er ikki lætt at verða tann, ið skal taka hesa tungu avgerð. Tá avgerðin er tikin og framd, vendist ikki aftur. Tann støða tú ert í, ger tað ikki lættari. Tað er sum tú ert ikki við teg sjálva. Tað er tó heilt vanligt at tú ikki kennir teg væl tilpassar á morgni, tolir ikki nógv av, og ert úti av javnvág. Heldur teg ikki kunna koma yvir nakað.
Tú kennir teg einsamalla við trupulleikanum. Men soleiðis nýtist tað ikki at verða. Sjálvt um tað sýnist sum um at eingin av næstringunum vilja tosa við teg um hetta, so er tað nakað, ið tú mást hugsa um. Tú hevur krav um at fáa hjálp frá tí almennu skipanini. Og tú kanst fáa hjálp frá privatpersónum, t.d. ráðgevarunum í Føroya Pro Vita. ( Ráðgevarar hjá Pro Vita)

Gev tær góða tíð.

Møguliga skal avgerin takast um heilt stutta tíð. Men tú hevur hóast alt tíð til at hugsa teg um. Avgerðin tú tekur hevur ikki bert týdning fyri næstu mánaðirnar, men fyri restina av lívi tínum.

Barn títt er longu livandi.

Lívið hjá tínum barni byrjar við gitingini – tá egg og sáðkykna sameinast. Allir teir eginleikar, ið barn títt arvar – eginleikar uttaná og innaní – er avgjørdur frá hesi stund. Áðrenn fyrsti mánaðin er farin, er longu eitt hjarta ið slær.

Myndin vísir eitt barn, ið er 5 vikur gamalt og 1,2 cm langt. Legg til merkis, at longu kunnu armar og bein síggjast, og hesi byrja at veksa frá hesi tíð.

8 vikur gamalt kann tað lítla barnið longu taka um lutir, ið verða lagdir í hondina á tí.
Tað suttar tummil, rørir seg og er ført fyri at kenna pínu.

Hvat sigur lógin?

Í Føroyum hava vit í meginregluni ikki “fría” fosturtøku, tað vil siga at tað skulu nakrar treytir verða uppfyltar fyri at ein kann fáa framda eina fosturtøku.
Umframt at treytirnar skulu verða uppfyltar, skulu eisini tveir læknar viðmæla at fosturtøkan verður framd.

Hóast hesar treytir, sýnist tað sum tað ikki er so stór forðing fyri at ynski um fosturtøku verður játtað, og tað sýnist sum læknarnir í Føroyum hava rættiliga nógv at siga hesum viðvíkjandi.
Hagtølini vísa at læknar ofta viðmæla fosturtøku.

So lítlir eru føturnir tá 10 vikur eru farnar. Men teir eru fullkomnir í skapi.

Hvat hendir undir eini fosturtøku?

Flestu fosturtøkur verða framdar millum 7. og 12. viku. Mest vanligi hátturin í hesum tíðarskeiði er útsúgvingarhátturin. Í stuttum er mannagongdin tann at lívmóðurhálsurin verður víðkaður og eitt plastikrør verður koyrt inn í lívmóðurina.
Síðan verður barnið sogið út gjøgnum rørið við undirtrýsti. Í smálutum.

Aftana 12. viku er vanligt at geva eina sproytu við einum evni, ið kallast prostaglandin. Hetta setur føðingina í gongd. Barnið verður so føtt, ofta deyðføtt. Men barnið kann eisini verða livandi. Men tað fær onga viðgerð sum kann halda barninum livandi.

12 vikur. Barnið kennir ljós, ljóð og tað at ein rørir við tað. Øll gøgn eru nú komin uppá pláss. Heilin og sodningarleiðin eru ment. Nú skal barnið bert vaksa til tað verður føtt.

Er nakar vandi fyri heilsuni?

Fosturtøka kann geva heilsutrupulleikar. Hvussu ofta tað hendir er torført at áseta neyvt.

Tey hagtøl, ið verða førd á sjúkrahúsinum, siga at trupulleikar standast í 3-5% av førunum, um fosturtøkan verður framd í 8. til 12. viku. Seinni er vandin størri.

Ein av avleiðingunum av fosturtøku kann vera stórar bløðingar, ið vísir at læknin ikki hevur fingið alt út. So noyðist ein aftur á sjúkrahúsið fyri at verða útskava.

Ein annar vanligur trupulleiki er undirlívsbruni. T.v.s. bruni í eggjaleiðarunum og lívmóðurini. Ein slíkur bruni kann viðføra at eggjaleiðararnir lata seg aftur, sum ger at tað seinni kann gerast toført at gerast við barn.

Í heilt fáum førum hendir at lívmóðurin fær skaða av tólunum, ið læknin nýtir, og hetta kann geva trupulleikar við seinni barnburði.

Um long tíð er liðin síðan fosturtøka er framd, er sjálvsagt trupult at áseta neyvt, um tað er fosturtøkan, ið einsamøll hevur skuldina av møguligum trupulleikum seinni.

Tað finnast nógvar útlendskar kanningar, ið benda á eitt møguligt samband ímillum fosturtøku og ymiskar trupulleikar við seinni barnsburði: ov tíðliga føðing, at ein missur barnið, barnsburð uttanfyri lívmóður, v.m.

Sálarligir trupulleikar

Gerst ein tunglyntur aftaná fosturtøku? Tað er ikki semja um hetta. Tað sigur seg sjálvt, at tað er trupult at máta. Kenslur eru so ymiskar, frá persón til persón.
Nakrar kanningar, ið gjørdar eru í Danmark, vísa at tær flestu kenna seg lættari beint aftaná fosturtøkuna. “Nú er tað yvirstaðið.” Men hvussu er seinni?
Her vísa royndirnar m.a. úr USA, at nógvar kvinnur hava álvarsligar sálarligar trupulleikar, árini aftaná. Sálarfrøðingar tosa í dag beinleiðis um eitt “post abort-syndrom” ella “eftir-fostutøku-eyðkenni”, og nógvar ráðgevingarstovur til at hjálpa teimum eru settar á stovn.
Mangan er tað tó torført at áseta røttu sjúkuavgerð, tí tað higartil hevur verið vanlig hugsan, at ein ikki hevur sálarligar trupulleikar aftaná fosturtøku. Tí aftra kvinnur seg mangan at viðganga orsøkina til sálartrupulleikarnar, og tí fáa tær heldur ikki røttu viðgerð.
Føroya Pro Vita bjóðar ráðgeving og stuðul til kvinnur, ið hava tað trupult við seg sjálva eftir fosturtøku.

Amerikanska tíðarritið Life Magazine hevði hesa mynd á forsíðuni, av einum óføddum barni, ið var 18 vikur gamalt. Einar tvær vikur seinni, kunnu tær flestu merkja at barnið rørir seg. Barnið vigar í 20. viku uml. 500 gram.

Ein annar útvegur

Tú hevur loyvi at halda at tað er trupult. Tú hevur loyvi at halda, at tú ikki serliga væl kann átaka tær ábyrgdina av einum barni í løtuni. Sjálvt við tí hjálp tú kanst fáa frá tí almenna og eisini privat.

Men so er ein annar útvegur. Tú kanst føða barn títt og burtættleiða tað.

Nógv halda, at tað kensluliga er ein torfør avgerð, men hugsa tó um …

at tú l
oyvir barni tínum at liva
at tú gleðir tvey onnur menniskju, ið ikki sjálv kunna fáa børn
at barnið hjá tær hevur sera góðar møguleikar at fáa eitt gott lív, tí ættleiðingarkrøvini eru sera strong
at heilsuvandin í sambandi við barnsburð og føðing er minni enn í samband við fosturtøku
at tú, tá ein tíð er umliðin, hevur tað betri við at vita at barnið hjá tær livir og hevur tað gott
Tú skalt eisini vita at um tú avgert at burtættleiða nú, men angrar tað aftaná føðingina, hevur tú ikki mist rættindini til at hava títt barn.

At fáa eitt barn.

“Eg haldi ikki eg eri før fyri at geva mínum barnið nakran góðan uppvøkstur”. Soleiðis eru tað mangar, ið siga sum grundgeving fyri fosturtøku.

Jú, tað kann verða trupult. Eisini um tú ert einlig mamma. Samfelagið er kanska ikki serliga barnavinarligt.

Men vit hava ikki loyvi at vísa ábyrgdina frá okkum. Títt barn er títt barn – líka mikið um samfelagið ger nógv ella lítið fyri teg.

Hugsa eisini um at tín sosiala og fíggjarliga støða skjótt kann broytast til tað betra um nøkur ár. Tað hendir jú so nógv í tilveruni, sum ein ikki veit um frammanundan – tíbetur.

Tað sum tú óttast í dag, er kanska tað tú gleðist yvir í morgin.

At fáa eitt barn merkir eisini at tú verður ámint um, at tað eru onnur virði í tilveruni enn bert tað materiella.

Børn hugsa ikki um sosialt støði – tað er nakað tey læra av okkum vaksnu. Børn eru krevjandi á heilt ein annan hátt.

Tey krevja foreldranna umhugsan, umsorg og kærleika. Tað er m.a. tí, at tað er so trupult – og frálíkt – at hava børn.

Men børn ikki bert kreva. Tey geva meir enn vit kunna máta í peningi. Tey geva seg sjálvi, kærleika, umsorgan, og so alt tað álit tey geva okkum og alla gleði ein fær at eiga børn.

Hvat gert tú nú.

?

Tú skalt sjálvandi fyrst umhugsa tína støðu gjølla. Royn í tíni familju, ella har tú ert, at finna tey menniskju, ið kunna hjálpa tær á ein og annan hátt.

Tú kanst eisini fara á Almannastovuna og biðja um at sleppa at tosa við ein Sosialráðgeva. Hesin kann so greiða tær frá hvussu tín støða vil verða, fíggjarliga, eina og viðv. útbúgving, íbúð, stovnsplássi til barnið o.s.fr.
Tú skalt minnast, at tú hevur møguleika at taka onkran við tær til slíka samrøðu.

Heldur tú at úrslitið ikki er serliga gott, so fell ikki í fátt, og gevst ikki á hendur.

Ring ella skriva til okkara. Samband til okkara bindur teg ikki til nakað. Avgerðin verður altíð tín. Tey fólk, ið tú tosar við, hava tagnarskyldu og tann ráðgeving og stuðul tú fært kostar einki.