Viðmerking til kjakið um fosturtøku

Bárður á Lakjuni: 25. oktober 2004

Ja, so kyknaði kjakið um fría fosturtøku í Føroyum enn einaferð – hesaferð við “góðari” hjálp niðan úr Danamørk. Eg havi stóran áhuga fyri hesum – hetta er jú eitt ómetaliga týdningarmikið og grundleggjandi etiskt/moralskt evni – og eg havi tískil eisini roynt at fylgt kjakinum, so frægt sum eg havi kunnað.
Sjálvur eri eg ikki fyri fosturtøku, og eg haldi tað vera óhugnaligt at síggja, hvussu fleiri av teimum – føroyingar sum danir – ið tala fyri hesi søk, orða seg, og hvussu tey annars føra sjónarmið síni fram. Við vøkrum orðum um “frælsi og ábyrgd”, og vælkendum “svadum” sum, t.d., at “kvinnan skal ráða yvir egnum kroppi” og haraftrat manipulerandi nýtslu av demokratinum, royna hesi menniskju av øllum alvi at rættvísgera hetta, at taka eitt fostur og gera enda á lívi tess.
Havi hesar síðstu dagarnar aftur og aftur spurt meg sjálvan, hvat tað er, ið “drívur” hesi menniskju. Hesi, ið arbeiða so hart, at ein skuldi trúð, tað stóð um lív. Ja, summi eru so ómetaliga íðin, at tey enntá ynskja at savna inn pening til onnur, soleiðis at slík, ið ikki er so “framkomin”, “siviliserað” og “demokratisk”, eisini skulu sleppa at eiga lut í “grundleggjandi rættinum” at fáa “fostrið fjernað”.
Havi so eisini roynt at hugsað um, hvørja veruliga áskoðan á og um lív í heilatikið, hesi menniskjuni hava, ið ynskja at fosturtøka skal verða fullkomiliga lóglig. Jú, nógv er sagt og skrivað millum ár og dag, og eisini hesar síðstu dagarnar er ymiskt komið fram – tó einki nýtt. Varð tó rættiliga skakkur av einum (og faktiskt fleiri) “argumenti”, eg hoyrdi frá Annitu á Fríðriksmørk – ið er fremsta politiska stríðskvinna fyri fríari fosturtøku í Føroyum – í 5’aranum hendan dagin. Hon segði nakað soleiðis…..”fosturtøka hevur eksisterað í so nógv, nógv hundrað ár undir óskipaðum/ólógligum forholdum….”. Sum um hetta var nakað sum helst argument fyri at lógliggera fría fosturtøku! Grát mítt elskaða land, sigi eg bara! Kann mann so eisini siga, t.d.: Børn hava verið misnýtt í so mong ár nú – vit legalisera tað bara….? Nei, sjálvsagt ikki!
Eg haldi, at kjakið frá teimum, ið eru fyri, er ómetaliga einsporað og merkt av ófatiligari egoismu. Tey seta einans kvinnuna og kropp hennara í fokus, og hugsa faktiskt als ikki um fosturið og kropp tess – um eg so má siga. Hvussu ber tað til, at hetta fullkomiliga hjálparleysa og veika verður so lítið virt? Og hvussu ber tað til, at tey menniskju, sum á einum “fronti” berjast fyri betri livikorum hjá gomlum og veikum, sosialum javnrættindum…o.s.fr., eru so fulkomiliga hamskift, tá ið tað snýr seg um rættindini hja tí veikasata veika um yvirhøvur at sleppa at liva? Eg skilji hetta ikki! Er tað møguligt at skilja hetta? Er nakar sum helst høpi í slíkari avskeplaðari áskoðan? Er hetta ikki dupultmoralur av fyrstu skuffu?
Argumentini og prógvini fyri slíkari áskoðan mugu, ið hvussu er, vera ómetaliga sterk og haldgóð, tí annars kann ein ikki loyva sær at hava eina so totalt tvíbýtta og skizofrena støðu viðvíkjandi lívinum.
Tí ynski eg at seta ljóskastaran á nakrar grundleggjandi spurningar, sum øll eiga og skulu hugsa um:

Nær byrjar lívið?
Hetta er ómetaliga týdningarmikið at fáa at vita. Læknavísindin er mest sum á einum máli um (og hvat annað skuldi hon verið?), at lívið byrjar í tí løtuni, tá eggið verður gitið. Júst í tí løtuni, tá sáðkyknan og eggið renna saman, byrjar eitt nýtt og serstakt lív, sum heldur á at liva og mennast, um tað ikki av eini ella aðrari orsøk doyr – ella verður dripið. Tað, sum eg her sigi, er ikki bygt á “fundamentalistiskt religiøst møsn og propaganda”, men heilt einfalt á læknavísindaligar veruleikar.
Og skuldi minsti ivi verið um, hvørt lívið veruliga byrjar tá, átti so ikki ivin at komið fostrinum til góða? Meini so við: Um tú finnur onkran, og tú ivast í, hvørt viðkomandi er deyður ella livandi, hvat er tá rættast at gera? At royna at bjarga honum, ella bara ganga út frá, at hann er deyður og síðani fara tín veg? Sjálvsagt eigur minsti ivi at koma lívinum til góðar, tí annars siga vit: Hetta er møguliga ella møguliga ikki eitt barn, og tí er tað í lagi at taka lívið…..og tá eru vit, sum menniskju og samfelag í heila tikið, komin óhugnaliga langt út! Hvat verður tað næsta?

Er bert talan um eitt lív?
Tað verður av summum ført fram, at fostrið bert er ein partur av kvinnuni, og at tað ikki er øðrvísi enn, t.d., ein hond, bein, pirra…o.s.fr. Hetta er jú als ikki sannleikin – og so langt ífrá. Eins væl og mamman hevur fostrið sínar egnu og heilt serligu arvaeginleikar – sum eru heilt ólíkir teimum, ið mamman hevur – hetta er staðfest læknavísindaliga. Ja, hetta nýggja lívið hevur faktiskt heilt frá byrjan av allar arvaeginleikarnar, ið skulu til, fyri at tað skal kunna vaksa og mennast alla lívstíð sína.
Tað sæst “á øllum brøgdum”, at tá tosað verður um, hvørt talan er um eitt ella tvey lív, so er einki at ivast í: Talan er um tvey ymisk lív! Í USA, t.d., er ikki loyvi at avrætta eina kvinnu, ið er við barn. Hví? Jú, grundin er tann, at tað ófødda verður mett at vera serstakur skapningur, og tískil hevur tað rætt til at liva. Hvussu ber hetta til, kann ein spyrja? Er tað ikki frí fosturtøka har yviri? Jú! Skil tann, ið skilja kann! Hetta vísir bara enn eitt dømi um avskeplaða, skizofrena og dupultmoralska hugburðin, eg nevndi omanfyri.

Hevur kvinnan rætt at ráða yvir egnum kroppi?
Hetta, at kvinnan skal ráða yvir egnum kroppi, verður nýtt sum størsta og besta argumentið í stríðnum fyri fríari fosturtøku – men hvat merkir hesin setningurin í veruleikanum? Umleið 17000 skrásettar fosturtøkur verða framdar í Danmark um árið, eftir ynski frá kvinnum, ið “ráða yvir egnum kroppi”. Havandi í huga, at umleið helvtin av hesum 17000 fostrum eru kvennkyn, so verða also á leið 8-9000 kvinnur frátiknar rættin til lívið – um árið! Ein og hvør kvinna hevur møguleikan at fáa allar sínar grundleggjandi tørvir nøktaðar, hóast hon er “uppá vegin” – hví í allari víðu verð verður tað so hildið so hánt um rættin hjá ófødda gentubarninum – hvar er rópið um rættin til egnan kropp vorðið av?
Eg kann siga, at eg ráði yvir mínum egna kroppi, men gevur tað mær so rætt til, t.d., at sláa onkran niður ella at stjala við mínum hondum? Sjálvsagt ikki! Nei, spurningurin má vera hesin: Er tað, eg geri við mínum kroppi, til ampa fyri nakran annan – og tað er fosturtøka í allar hægstu grad – so er tað, eg geri, sjálvsagt ikki rætt – tað sigur seg sjálvt! Haldi eisini, at tað er sera áhugavert, at somu kvinnur, ið hava bart og enn berjast fyri javnstøðu millum kynini, kunnu loyva sær at taka allan rætt frá tí ófødda – hvar er logikkurin?
Mín áheitan skal tí vera, at politiski myndugleikin í landi okkara ongantíð fer at loyva fríari fosturtøku – tað má bara ikki henda. Rætturin, hvørt eitt menniskja skal sleppa at liva ella ei, kann ikki latast upp í hendurnar á einstøku kvinnuni, tí talan er ikki um privata søk – her er talan um at loyva einum menniskja at taka eitt annað mennskjalív, “viss tað følist” neyðugt. Jú, hetta er veruliga “the bottom line” – vit fáa eina lóg, sum loyvir, ja, loyvir einum menniskja at gera enda á einum øðrum – ófatiligt! Ófatiligt at nakar kann stríðast fyri slíkari søk, og so haraftrat nevna tað “framkomið” og “siviliserað”! Nei, heldur áttu vit øll – og politikararnir fyrst og fremst – at stríðst fyri rættinum til lívið, og heldur roynt at skapt góðar og virðiligar karmar – bæði fyri kvinnuna og barnið. Hetta er virðilig søk at stríðast fyri!

Bárður á Lakjuni,
Leirvík

Kelda: Dimma og Sosialurin

Tíðindi frá Respekt For Menneskeliv (RFM-nyt)

Føroya Pro Vita vónar at tilfarið kann verða til upplýsing og hjálp hjá lesaranum. Tað kann henda at okkurt av tilfarinum ikki er í tráð við sjónarmiðini hjá Føroya Pro Vita.

RFM Nyt efterår 2004:

– Folketinget: Hvornår er et barn et barn?

– Statistik: Aborttallet er stabilt

http://www.rfm.dk/efteraar2004.pdf

RFM Nyt forår 2004:

– Anders Fogh Rasmussen: “Danskere får for få børn”

– Naser Khader: “Færinger er Nordens Muslimer”

http://www.rfm.dk/foraar2004.pdf

Gir ikke fosteret rett til liv

Av Jostein Sandsmark, Dagen.no

Med 14 mot tre stemmer har Menneskerettsdomstolen i Strasbourg slått fast at et ufødt barn ikke kommer inn under retten til liv etter Den europeiske konvensjonen om menneskerettigheter. Ut ifra en felleseuropeisk forståelse kan fosteret i beste fall sies å «tilhøre menneskeslekten», mener rettens flertall.

De argumenterer med at det ikke fins noen europeisk enighet, verken juridisk eller vitenskapelig, om når menneskelivet begynner. Avgjørelsen om livets begynnelse må avgjøres på nasjonalt plan og ikke på et europeisk nivå, fremholder flertallet.
Fosterets potensial og evne til å bli et menneske gjør imidlertid at det har krav på et visst vern, mener dommerne. Vernet skal skje i navnet til den menneskelige verdighet. Men det betyr ikke at det ufødte barnet kan gjøres til en juridisk person med en egen rett til liv, presiserer de 14 dommerne.

Norsk pengestøtte
Dommene fra Strasbourg gjelder over nasjonale rettsavgjørelser i Europarådets 45 medlemsland, blant dem Norge.
Dagen omtalte den forestående rettssaken 31. desember i fjor. Nå er dommen falt, og utfallet ble slik aborttilhengerne håpet:
– Avgjørelsen vil sikre de mange abortlovene, og den vil verne kvinners rett til liv, helse og selvbestemmelse, heter det i en uttalelse fra britiske Family Planning Association (FPA).

FPA hadde på forhånd skrevet til Menneskerettsdomstolen og advart mot å gi det ufødte barnet status som en juridisk person. Det er FPAs moderorganisasjon, International Planned Parenthood Federation, som de to Bondevik-regjeringene har støttet med 40-45 millioner kroner i året.

Prinsippavgjørelsen i Strasbourg kom i forbindelse med en konkret sak som først hadde vandret til topps i det franske rettsapparatet. I 1991 kom to kvinner med likt vietnamesisk etternavn samtidig til et sykehus i Lyon. Den ene kvinnen, som var gravid i sjette måned, skulle bare gjennomgå en ordinær sjekk. Den andre skulle
ha fjernet en spiral.

Men legen tok feil av de to. Manglende franskkunnskap hos den første kvinnen gjorde at misforståelsen ikke ble umiddelbart oppklart.
Da legen tok for seg kvinnen som han feilaktig trodde skulle ha fjernet spiralen, kom han i skade for å stikke hull på fosterhinnen. Det skal ha gjort en såkalt terapeutisk abort nødvendig.

Dødsfallet til det ufødte barnet førte til at det ble reist tiltale mot legen for uaktsomt drap. Første franske rettsinstans frikjente ham, den neste fant ham skyldig, før høyesterett frikjente ham.

Hele 17 dommere
Høyesterett mente at et foster ikke er et menneske som har rett til beskyttelse etter Frankrikes kriminallov.

Den nå 36 år gamle kvinnen som mistet barnet, brakte deretter saken inn for domstolen i Strasbourg. 36-åringen argumenterte med at også ufødte barn kommer inn under menneskerettigheten til liv, og at en stat dermed er forpliktet av Menneskerettskonvensjonen til å dømme legens handling som kriminell. Dette fikk hun altså ikke medhold i.

Saken ble likevel sett som så prinsipielt viktig i Strasbourg at retten ble satt med hele 17 dommere. Det skjer bare når det fremmes seriøse spørsmål om tolkningen av Menneskerettskonvensjonen, eller når kjennelsen kan komme til å avvike fra gjeldende rettspraksis.

Publisert 23.07.2004

Cora Sandel om «selvbestemt abort»

Kvinners rett
Da slåss vel Cora Sandel for kvinners rett til å fjerne fosteret de går med «som en hvilken som helst annen lidelse», for å referere et argument fra 1970-tallet da slike inngrep ble legalisert i Norge?
Det motsatte viser seg å være tilfelle. Hos denne forfatterinnen går kvinnekampen ut på å beskytte og bevare de ufødte barn, ikke å ta livet av dem. Sterkest settes forholdet på spissen i en novelle som jeg snart skal komme tilbake til.
Allerede i «Alberte og Jakob» blir temaet anslått. Den gravide ungjenta Palmine bedriver tøffe øvelser på bom i småbyens turnforening: «Noe fryktelig holder på å skje, noe stridende mot all natur, alle instinkter. Det var som om noe mykt og lite og vernløst ble knust og tråkket på. Allting stanset, en torde ikke puste, ikke se, noe kved og jamret seg dypt inne i en.»

Og i trilogiens siste del, Bare Alberte (1939), vitner tittelpersonen om den verste gru hun kan tenke seg: «Å ødelegge sin kropp, den friske kroppen som uskadd hadde båret henne gjennom mange ting, tålt kulde og andre savn. Stolthet og instinkt reiste seg voldsomt i henne.
Ikke for ingenting hadde hun sett Liesel ligge der, ydmyket og ødelagt, gråtende og bitter.»
Videre: «Hva kan ikke en mann formå mot en? Ta barnet ut av ens liv kan han, fysisk og psykisk, født og ufødt. Hans er makten.»

«Mange takk, doktor»
Mellom de to siste Alberte-bøkene utgav Cora Sandel novellesamlingen «Mange takk, doktor» i 1935.
En av disse historiene bærer samme navn som boktittelen og er, for å si det med Odd Solumsmoen, «et flammende innlegg mot abortus provocatus».
Den kvinnelige hovedpersonen er maler, 25 år gammel, og gift med en kollega. Forfatterinnen har ikke gitt dem noe navn.
Det er vanskelige tider; bildene deres blir ikke solgt. Ingen av dem har foreldre å støtte seg til, og de har skaffet seg en betydelig gjeld på halsen. Huset de bor i utenfor Oslo, har de leid.

«Penger, penger, penger! Ikke sin egen kropp en gang eier den som ikke har dem. Men de som har, rister vemodig på hodet, fulle av bittersøt livsvisdom: Penger er ikke alt …»
I en tid har hun nå visst at et barn er på vei. Fortvilet sitter hun hjemme mens han er ute. Så kommer han.
«Nå, hva har du holdt på med?»
«Ingen ting. Sittet her.»
«Du gjør det da så uhyggelig for deg selv som bare mulig! (…) Men sånn er vel kvinnfolk. Det er vel deres natur.»
Den skrekkslagne barnefaren kjører hardt på abort som løsning.
«Jeg må si det om igjen, for tyvende gang, hvordan skulle det bli med oss? Vi – og du selv? Arbeidet ditt? Nå, du var så godt i gang. (…) Jeg for min del fikk jo gå ut på veiarbeide. Stå og pusle med maling! Huset fikk vi gå fra. Vi har endelig en gang fått ordentlig tak over hodet, et bra atelier, men -. Vi fikk bo i skogen.»

To sterke menn
«Samtalene på puten om kvelden. Hjelp fantes, det var bare å oppsøke den. Det er ikke middelalder lenger, det er opplyste tider. Han hadde hørt om flere, de gikk der fri og franke …»
Han har allerede sørget for å «informere» venner og bekjente om at hun er dratt til Hønefoss på besøk til en tante.
«Han går. Da åpner hun øynene og får et glimt av hvordan han strekker seg like utenfor døren. Bare litt, bare et sekund. Som efter en god marsj, et velgjort hverv. Og foran stundende hvile.»

Ganske snart skjønner hun at hun står alene mot to menn. Sammen med ektemannen står en lege som er villig til å gjøre folk illegale tjenester for en ekstraskilling. Å vente noen støtte fra denne duoen kan både hun selv og fosteret hennes spare seg.
Men er hun selv noe bedre, hun som nå lar det skje? Nei, hun er verre. Både kroppen og sjelen varslet fra, vegret seg og krympet seg. Men de var to menn, og hun bare én kvinne, og overmakten ble for stor.

En mors reaksjon
Slik rundes historien av: «Det er tatt fra henne. Noe bæres bort i en bøtte.
Da reiser hun seg og ser. I beste velmening vil de hindre henne. De får ikke gjort det.
Noe drept, noe bitte lite og blodig, små lemmer.
Hun sier ingen ting, bare legger seg igjen. Men de er øyeblikkelig om henne. Hun må ikke ta det sånn. Hvorfor skulle hun nå også? Hun hadde da ikke behøvd?
Hun svarer ikke. For der fins ikke ord. En følelse flenget henne opp til bunnen, skar som et lyn gjennom henne. En fortvilet trang til å lune og varme, verne om og beskytte, ømhet og raseri. Noe hadde søkt seg ly hos henne, noe aldeles hjelpeløst. Der går de med det.
Det er ikke til å tale om.

Hun lukker øynene, ligger og hører dem si oppmuntrende ting. Hun har vært kjekk, og nå er det da over. Nå kommer rolige tider igjen, arbeide, alt det gamle. Snart er hun oppe og i full gang. Om noen måneder er det vårutstilling.
Hun tenker: De lyver. Over er det aldri. Det er uopprettelig. Mer er dødt enn de aner. Riktig snill igjen blir jeg aldri mere, ikke på den gamle måten. Det blir å late sånn. Så langt det er klokt og fordelaktig.
Hun åpner øynene et øyeblikk og sier korrekt: ‹Mange takk, doktor.›»

I 1960, 25 år efter at denne boken kom ut, skrev Eugenia Kielland, en av våre fremste litteraturkritikere: «Jeg husker ennå som var det i går det bilde av ubotelig anger og sorg som prentet seg inn i meg da jeg leste «Mange takk, doktor» – om den unge kvinnen som hadde latt seg bevege av sin mann til å ta bort fosteret hun bar på.
De «hadde ikke råd» til å få barn, det passet ikke i hans planer, kom i veien på alle vis – så lar hun seg gli inn i det, for siden da det er «lykkelig» overstått å kjenne seg som en levende død, avstumpet, lammet.
Vi har stelt så meget med slike spørsmål siden den tid at vi på en måte er herdet. Men Cora Sandels novelle har beholdt sin slagkraft. Les den, alle som tenker over spørsmålet om kunstig abort.»

Slik lød Eugenia Kiellands ord i 1960. Hun døde i 1969, Cora Sandel i 1974. Ingen av dem fikk altså oppleve loven om «selvbestemt abort».
Mon tro hva de ville ha sagt om saken i 2004?

Gunnar Bonsaksen
PREDIKANT

Kelda: Dagen.no

Artikkelens adresse: http://www.dagen.no/show_art.cgi?art=5782
Publisert: 26.04.2004

Prevensjonssprøyte kan gi beinskjørhet

Av Jostein Sandsmark

Det gjelder prevensjonssprøyten Depo-Provera fra firmaet Pfizer.

Konklusjonen kommer fra den medisinske forskeren Abbey B. Berenson ved University of Texas i USA.

Hun har ledet en undersøkelse på 191 unge kvinner, hvor 47 brukte Depo-Provera, andre tok p-piller, mens andre igjen benyttet ikke-hormonelle prevensjonsmidler. Resultatene av undersøkelsen er nylig offentliggjort i det medisinske tidsskriftet Obstetrics and Gynecology:

l Ved 12 måneders bruk av Depo-Provera-injeksjonen hadde kvinnene i gjennomsnitt et 2,5 prosents tap av tettheten i skjelettet.

l Fortsatte bruken i 12 måneder til, økte tapet med ytterligere 3,2 prosent – til totalt 5,7 prosent for alle de 24 månedene.

Også norsk innrømmelse
Til sammenligning hadde p-pille-brukerne en gjennomsnittlig svekkelse av sin beinbygning på 2,6 prosent i løpet av 24 måneder.

«Bruk av preparatet er en mulig risikofaktor for utvikling av osteoporose,» heter det i den norske produktomtalen av Depo-Provera.

– Preparatet er tenkt brukt over lang tid. Derfor er det kritisk nødvendig med ytterligere studier som følger brukere av denne metoden over lengre perioder, og som avgjør om disse endringene kan reverseres. Slik kan leger få gi presise råd til sine pasienter om denne metoden, skriver Berenson og hennes kolleger.

Kan gi tidligaborter
I den norske produktomtalen opplyses det også at preparatet kan forårsake tidlige aborter ved at befruktede egg eller tidligfostre hindres i å feste seg i livmoren: «Endometriets histologi forandres og gjør det uegnet for implantering av et befruktet egg.»

Men hovedintensjonen skal være å hemme eggløsning og «spermienes passasje».

Her i Norge mener både produsent og helsevesen at en spesialist, en poliklinikk eller et sykehus bør være inne i bildet når en kvinne begynner med preparatet.

Misdannede fostre
«Risiko ved bruk under graviditet er ikke fullstendig avklart. Det er rapportert tilfeller av misdannelser hos barn eksponert for progestogener in utero. Preparatet bør ikke brukes av gravide,» står det videre i produktomtalen.

Der heter det også at preparatet følger morsmelk, «men risiko for påvirkning av barnet er lite sannsynlig med terapeutiske doser. Preparatet bør likevel ikke brukes under amming uten i samråd med lege.»

Andre bivirkninger kan være alvorlig leversykdom og underlivsblødninger. Også kvalme, magesmerter, bein- og ryggsmerter, nedstemthet, svimmelhet, uro, søvnproblemer, hodepine, vektøkning og brystspenninger kan forekomme.

Les mer om dette i dagens avis

Publisert 11.06.2004

Vi elsker jer kvinder!!! 4/11-2003

Vi elsker jer kvinder. Vi kan ikke andet end elske jer. I kvinder, i hvem vi er undfanget. I kvinder, som har båret os. I kvinder, som har født os. I kvinder, som har givet os bryst. Har trøstet os. Sat plaster på os. Opmuntret os. Rejst os, når vi er faldet. Taget os ved hånden og har ledt os. Lad det være sagt højt og klart og tydeligt: Vi elsker jer.

I tog os alvorligt og I kendte jeres etiske ansvar. Nogle af jer stod alene. Nogle af jer var under pres. Nogle af jer kendte øjeblikke, hvor alt gik i sort. Men I skrev jer ind i historien ‘for livet’ (pro vita). Andre opfordrer os i disse tider til at skrive ‘for livet’ (Amnesty International), men I – vores mødre – har allerede gjort det i gerning, da I gav os husly de første ni måneder. Et brev i kød og blod. Vi kan simpelthen ikke andet end elske jer og takke jer!!! Og den tak gælder også alle jer, der stod på vore mødres side og støttede dem, når de var trængt. I, der kæmpede imod dobbeltmoralen og hykleriet, der bl.a. siger, at bare det ikke opdages, gør det ikke noget.

Elskede kvinder: Vel var vi i jeres krop, men I vidste, at vi ikke var jeres krop, en gevækst, der efter behag kunne fjernes. Vi var ikke jeres krop, men jeres børn. Helt fra begyndelsen. Fra undfangelsen af.

I vidste, at det var nonsens, at I skulle have to hjerter, der slog, fire arme og fire ben, der mere og mere tydeligt kunne mærkes allesammen, for ikke at tale om fire nyrer, fire øjne, fire ører, to næser, to munde, osv. Og havde vi en eller anden skavank, ja, så elskede I os også trods denne skavank. Fik vi lov til at leve fem minutter, en time, ti timer eller 70 år, så var, er og bliver vi dog jeres børn og I vores mødre. Og mistede I os undervejs – før vi så dagens lys – så var jeres kærlighed ikke mindre, ej heller jeres sorg. I kæmpede, I stred, I bar byrden – for vor skyld. Vi elsker jer.

Vi takker jer for, at I ikke tænkte som ‘Kvinnufelagið í Havn’ jf. Sosialurin, Fregnir og Dimmalætting d. 31/10-2003. Vi takker jer for, at I ikke bekrigede os med p-piller, mini-piller, spiraler eller fortrydelsespiller – der alle kunne have taget vort liv (1). Vi takker jer for, at I ikke satte ind med medicinske eller kirurgiske aborter. Vi takker jer for, at fødslen ikke blev sat i gang, blot for at vi skulle dø.Vi takker jer for, at vi kunne vokse op i bevidstheden om, at vi ikke lige så godt kunne have mødt bøddelens hånd, hvis nu omstændighederne havde været nogle andre. Vi takker jer for, at vi ikke med jeres gode vilje, har mistet nogle af vore søskende. Vi takker jer for, at vi i ét og alt har kunnet stole på jeres omsorg fra vort livs begyndelse, da æg og sædcelle smeltede sammen. Vi elsker jer kvinder – mødre.

Er vores kærlighed og tak til jer vores mødre ‘stein oman á byrðu’ for andre, nemlig alle dem, der ikke handlede som jer, så vil vi gerne sige: ‘Den sten oveni byrden’ kommer vi ikke udenom. Men vi stopper ikke her, hvor andre tilsyneladende vil stoppe, nemlig ved Guds lov, der afslører og dømmer synden. Vi kender også evangeliet. Der er tilgivelse at få for den, der angrer sin synd. Også et drab. Ikke blot stenen skal væk men også byrden jf. Matt 12,28. Gid ‘Kvinnufelagið í Havn’ kendte både loven og evangeliet.

Peter O.K. Olofson

Klaksvig

1) Læs bl.a. apotekets pjece om ‘Fyribyrging’.

Dimmalætting og Sosialurin d. 4/11-2003

Fortrydelsespillen

Det ufødte barn står svagt i det danske samfund. Det ringeagtes med love, der tillader, at man slår det ihjel, hvis det er for stor en belastning, eller man bare ikke vil have det. Det underlægges kvalitetstests, der skal sikre, at forældre og samfund slipper for handicappede børn. Det beskyttes kun halvhjertet, selv når det er blevet så stort, at det ville kunne overleve, hvis det blev født ved en for tidlig fødsel.
Det ufødte liv har ingen absolut værdi. Dets eksistens er gjort afhængig af omstændigheder. Har det nu en ordentlig far, forstyrrer det sin mors uddannelse eller karriere, eller vækker det bare ikke de rigtige følelser? Det er gjort til syndebuk. Tillægges uden videre skylden for, at kvinden står svagere end manden og derfor ikke kan opnå fuld ligestilling.
Den groteske sandhed er, at livmoderen er det farligste sted, et dansk barn kan opholde sig, og den statistik ser ikke ud til at blive rettet lige med det samme. En ny pille er nemlig blevet hverdag: Fortrydelsespillen. Nu er det lille, nye liv blevet noget, man kan tage en pille for. En pille, man nu kan købe på apoteket sammen med hovedpinetabletterne, hvis man er bange for at den nat, der gav tømmermænd også resulterede i en graviditet.

En pille, der tager liv

Fortrydelsespillen er en meget kraftig hormonpille af typen mini-piller. Der skal tages to piller, med 12 timers mellemrum, og hormonindholdet i hver pille svarer til indholdet i 25 stk. minipiller. Pillerne påvirker livmoderens slimhinden således, at et muligt befrugtet æg – et nyt liv – forhindres i at sætte sig fast, vokse og udvikle sig. Dvs. er man blevet gravid, får man en meget tidlig abort.
På trods af dette præsenteres pillen som prævention, og det gentages igen og igen, at pillen ikke har noget med abort at gøre. Producentens patientvejledning til den nye fortrydelsespille, NorLevo, starter med ordene: NorLevo er en ny nødprævention. Og derefter: Måden hvorpå NorLevo virker er ikke fuldstændig kendt. Men man mener, at NorLevo forhindrer, at ægget befrugtes, ved at hæmme ægløsningen. Desuden kan NorLevo også forhindre, at ægget sætter sig fast i livmoderen. Derfor forebygger NorLevo graviditet. Det er derfor ingen abortpille! Apotekerforeningen og foreningen Sex og Samfund argumenterer i en fælles pjece på samme måde: Nødprævention er en behandling, der bruges til at forhindre graviditet efter et ubeskyttet samleje. Behandlingen forårsager ikke abort, men forhindrer ægget i at sætte sig fast i livmoderen.
Prævention, graviditet og abort er hermed blevet nøgleord man manipulerer med et forsøg på at gøre fortrydelsespillen etisk acceptabel. Ved at definere graviditet, som noget, der først opstår, når ægget har sat sig fast i livmoderen, kan man samtidig kalde indgreb før dette tidspunkt for prævention, og indgreb efter dette tidspunkt abort. På den måde undgår man etisk problematisering.
Problemet er bare, at denne definition af graviditet er kunstig og i klar modstrid med den folkelige definition, nemlig at graviditeten starter ved barnets undfangelse. Det er jo netop den kendsgerning, at det nye liv er blevet til, der giver denne pille en etisk dimension.
Producenter, forhandlere og tilhængere manipulerer med de kvinder, de gerne vil have til at købe og bruge pillen.

Pillens historie

Fortrydelsespillen er som ide lige så gammel som p-pillen. Da man opdagede, at en ekstra tilførsel af kvindelige kønshormoner forstyrrede den balance, der gjorde kvinden frugtbar, fandt man snart ud af, at dette også var tilfældet, selvom befrugtningen havde fundet sted. I 60””””erne eksperimenterede man med store doser østrogen, men de gav for mange bivirkninger til, at metoden blev brugbar.
I begyndelsen af 70””””erne begyndte man at lave kombinationspræparater. Det var p-piller med begge de kvindelige kønshormoner, østrogen og gestagen. Med kombinationspræparaterne blev fortrydelsespillen pludselig en praktisk mulighed.
Det var den canadiske gynækolog Yuzpe, der udviklede den metode, der indtil for nylig var den mest anvendte. Metoden blev derfor kaldt Yuzpes-regime. Man brugte ganske enkelt 4 almindelige p-piller af denne kombinationstype. Enten kunne lægen klippe 4 piller ud af en almindelig p-pille pakke, eller kvinden kunne få ordineret en hel pakke p-piller, hvori der så var til nogle gange.
Denne metode har været anvendt i det stille siden midten af 70””””erene. Man skønner, at ca. 3000 kvinder hvert år har fået en sådan “pillekur” af egen læge. Lægen behøvede ikke en særlig tilladelse til at benytte p-pillerne på denne måde. Viden om metoden har gået fra mund til mund, og lægen har måske foreslået pillerne til en kvinde, der har ringet efter et råd. Man har i mange år brugt en øjeblikkelig opsætning af en spiral til samme formål, så den tankegang, at livet kunne afbrydes umiddelbart efter undfangelsen, er meget gammel.
I 1987 lavede medicinalfirmaet SCHERING på opfordring en særlig pakning med 4 tabletter i, og man kaldte produktet Tetragynon. Schering sælger i forvejen den type p-piller, der blev brugt i Yuzpes-regime, så det var kun et spørgsmål om indpakning. Den danske sundhedsstyrelse pressede imidlertid firmaet for at få dem til at søge om tilladelse til at gøre pillen receptfri. Men det ville Schering ikke – man mente ikke, at det var forsvarligt, på grund af pillernes høje østrogenindhold og de bivirkninger, det gav. Derfor trak man produktet tilbage(Politiken 28. juni 1995). Det havde nu heller ikke givet det store salg – fortrydelsespillen var ikke rigtig slået bredt igennem.
1995 lancerede firmaet dog pillen igen – stadig på recept – og denne gang med megen medieomtale. Det var i mellemtiden blevet mere almindeligt at tale om, at aborttallet var for højt, og den debat blev fortrydelsespillen hurtigt en del af. København Sund By, et projekt under Københavns kommune, lavede en stort anlagt annoncekampagne, der reklamerede for brug af fortrydelsespillen. Kampagnen var meget udfordrende og provokerende. Teksten i reklamen lød: “Måske er jeg gravid, men jeg skal hverken have barn eller abort”. Foreningen Forældre og Fødsel anmeldte kampagnen til Sundhedsstyrelsen. Man fandt reklamen dybt uetisk: “Det er ikke en måde at formidle et sådant budskab på. Det er foruroligende og useriøst, at det offentlige sælger en abortmetode til unge kvinder, som om det er slik, man kan spise”(Politiken 22.6. 95). Man må dog krediterer kampagnen for ikke at lægge skjul på, at fortrydelsespillen bruges, når kvinden er blevet gravid! Kampagnen blev anmeldt på, at den reklamerede for receptpligtig medicin – for det er ikke tilladt i Danmark.
Sundhedsstyrelsen havde dog to kasketter på i den sag, idet de selv havde været med til at godkende annoncen. Kampagnen fik derfor lov til at fortsætte. Forbudet gjaldt ikke i dette tilfælde. Men medieomtalen fik salget til at stige, og massive oplysningskampagner til skoler og ungdomsgrupper gjorde, at fortrydelsespillen blev almindelig kendt.

Men ønsket om en fortrydelsespille uden recept var fortsat meget varmt for de danske sundhedsmyndigheder. Derfor blev det modtaget med begejstring, da undersøgelser for et par år siden viste, at en ny type piller, med samme effekt som fortrydelsespillen efter Yuzpes-regime, gav færre géner ved indtagelsen. Den nye type indeholder kun det ene af de to kvindelige hormoner – gestagenet – men til gengæld i en større dosis. Også denne fortrydelsespille kunne lægen selv udskrive i de såkaldte mini-piller, men det var både dyrt og besværligt, når man skulle tage så mange piller (50 stk ialt).
Medicinalfirmaer begyndte hurtigt at producere pillen i en mere brugervenlig udgave og at søge om tilladelse til at sælge pillen i håndkøb i de lande, hvor man havde vist interesse for pillen. I løbet af år 2000 blev den nye type fortrydelsespille derfor godkendt til håndkøbssalg i England, Frankrig, Sverige og Norge. Og maj 2001 blev dette præ
parat også godkendt af lægemiddelstyrelsen til salg i håndkøb i Danmark.
Firmaet Nycomed, der stod klar til at markedsføre pillen i DK, fik lov til at sende pillen ud på landets apoteker en måned senere. Håndkøbspillen hedder NorLevo.

Men vi har nok ikke set den sidste fortrydelsespille endnu. En væsentlig ulempe ved den nuværende fortrydelsespille er nemlig – set fra tilhængeres synsvinkel – at den skal tages senest tre døgn efter det ubeskyttede samleje for at have effekt. Derfor har man eksperimenteret med det aktive stof i abortpillen (mifepriston, som bruges ved den medicinske abort), og man har fundet ud af, at det standser graviditeten effektivt, også selv om det tages senere end de 3 dage efter et ubeskyttet samleje. Mifepriston er et antigraviditetshormon (et antiprogesteron), der nedbryder fosterets næringstilførsel – både før og efter, det har vokset sig ind i livmoderen.
Måske bliver dette den foretrukne fortrydelsespille i en ikke så fjern fremtid. Vi vil måske opleve den totalt privatiserede abort, hvor man tager en pille, der passer i doseringen til graviditetens længde og klarer problemet hjemme. Graviditeten vil være under total kontrol, men af hvem?

Fakta om pillen

Fortrydlesespillen er målrettet til den, der ikke vil have barn, men alligevel har haft et ubeskyttet samleje, eller har brugt prævention, der svigtede. Vil en pige have en fortrydelsespille køber hun den på apoteket. Der vil være to tabletter i pakken. Den ene skal hun tage med det samme og den anden 12 timer senere.

Virkningsmekanisme

Der er stor usikkerhed om den nøjagtige virkningsmekanisme, men den kan formodentlig deles op i tre: 1: Hormonerne påvirker ægløsningen. Det kan naturligvis kun ske, hvis ægløsningen ikke allerede har fundet sted. Der sker en af to ting: Enten hæmmes ægløsningen og en befrugtningen forhindres eller også fremprovokeres ægløsningen med en utilsigtet befrugtning som følge.
2: Hormonernes påvirkning af livmoderslimhinden. Normalt ændrer livmorslimhinden udseende i løbet af menstruationscyklus. Umidddelbart efter en menstruation er slimhinden glat og tynd, men efter ægløsningen vokser den sig tyk og blød – bliver foldet og ujævn, klar til at tage imod det befrugtede æg. Fortrydelsespillens hormondosis får slimhindens vægge til at blive glatte og uden folder i utide – et befrugtet æg vil ikke kunne sætte sig fast, men vil blive skyllet ud.
3: Sekretet i livmoderhalsen gøres tykt og uigennemtrængeligt for sædceller. Denne effekt har dog ringe betydning for virkningen, idet pillen først tages efter samlejet.

Effektivitet

Ved et ubeskyttet samleje på et tilfældigt tidspunkt i kvindens cyklus vil der være 8 % chance for graviditet. Hvis en kvinde tager NorLevo som foreskrevet vil hendes chance for fortsat at være gravid være reduceret til godt 1 %. 6 -7 ud af 8 liv er blevet standset – det omregner man til 85% sikkerhed.

Bivirkninger

Fortrydelsespillen giver hormonelle gener: kvalme, opkast, blødningsforstyrrelser. Man kender ikke pillernes effekt på langt sigt.

Salg

Undersøgelser viser at kvinder ved god besked om pillen – selv helt unge kvinder, men man kender kun salgstal for den gamle fortrydelsespille, Tetragynon.
Salget af Tetragynon er steg markant siden 1995.
I Danmark er salget steget fra ca. 9.000 stk i 1995 til 30.000 stk (1999)
På Færøerne gør befolkningsunderlaget at det er tal af en helt anden kategori, men alligevel med samme tendens: salget er steget fra 5 stk (1995) til 86 stk (2000)
Hvis man omregner til antal brugere pr. 1000 kvinder er tallene således:
Færøerne: 8 ud af 1000 kvinder bruger pillen.
Danmark: salget svinger meget: København 31 ud af 1000; Bornholm 8 ud af 1000.

Brugerprofil

Langt de fleste brugere er kvinder under 25 år.
Tal fra Landsapoteket fra år 2000 viser at en tredjedel af pillerne sælges til piger under 15 år.
En dansk undersøgelse foretaget blandt kvinder der har fået recept på pillerne viser, at hver femte har brugt pillerne mere end en gang i løbet af tre år.
Undtaget fra alle disse tal er dog kvinder/piger, der har fået den gamle fortrydelsespille udleveret som almindelige p-piller – på den gammeldags facon.( det er billigere) samt piger, der har fået pillerne på de særlige klinikker, der er i København. Ingen har noget overblik over forbruget denne vej.
NorLevo har færre bivirkninger, og man kan købe den direkte på apoteket uden at skulle gøre rede for sin situation over for en læge. Disse to ting taler for, at vi formodentlig vil se et øget salg i den kommende tid.

Manglende reaktion fra fagfolk

Det er i grunden mærkeligt at f.eks. læger ikke har protesteret mere imod den nye håndkøbs-godkendelse, idet det fra en rent faglig synsvinkel er en væsentlig forringelse af den unge piges sikkerhed og sundhed, at hun uden recept kan købe stærke hormoner og kommer udenfor lægens rækkevide. Lægen spiller jo en væsentlig rolle, når det gælder vejledning om fremtidig prævention eller når der rejses mistanke om overgreb på og svigt af unge piger. Også det ubesvarede spørgsmål om pillens langtidseffekt burde få læger til at råbe vagt i gevær.
Den almindelige holdning udtrykte formanden for folketingets sundhedsudvalg Yvonne Herløv Andersen til Politiken(18. 12. 2000): Jeg tror at den danske befolkning er så velinformeret, at den sagtens kan forvalte pillen i håndkøb.
Denne tillid er slående – den har man ikke har når det f.eks. gælder almindelig penicillin – og det viser blot, at dette område er anderledes end alle andre. Fagfolk lukker øjnene i tavs accept.

Kvindekamp med piller

Fortrydelsespillens fortalere anser pillen for et fremskridt i et kvindesags-perspektiv. Forkvinden for foreningen Sex og Samfund, Hanne Risør, argumenterede i Politiken (18. 12. 2000) for den receptfri fortrydelsespille på denne måde: Det har den fordel, at hvis du har været til fest i weekenden og kun har brugt hovedet halvt, så kan du gå på apoteket med det samme og få pillen. Du skal ikke rende til nogen vagtlæge først. I sidste ende vil det betyde, at kvinderne er fuldt ansvarlige for deres liv. Fortrydelsespillen skulle altså give kvinder fuld kontrol over deres liv! Give dem mulighed for at være ansvarlige med tilbagevirkende kraft. Give dem frihed fra deres egen biologi!
Hvor ynkeligt, hvor trist! Hvorfor har kvinder så lidt respekt for deres evne til at undfange og bære et barn – dette livsvilkår, der netop er kvindens eget! Hvorfor opfatte det som et stort problem – en fejlkonstruktion, der behøver justeringer, kemisk og kirurgisk indgriben? Hvorfor fremstille sig selv som offer for denne frugtbarhed i stedet for at være stolt over den – og kæmpe for plads til den i samfundet?! Hvor er hunløven blevet af???
Med denne villighed til at tilpasse sin biologi til mandens vil der aldrig blive rimelige og ligeværdige kår for kvinder – kvinder, der får børn. På denne måde vil kvinder aldrig vinde den respekt, man så stærkt higer efter. For hvilken frihed giver fortrydelsespillen – har pigen altid et frit valg? – eller spiller muligheden for at kunne købe en fortrydelsespille ind, når hun skal overtales til kun at “bruge hovedet halvt”?
Har kvinden altid et frit valg imellem barn og abort? Nej. For et barn er ikke en privatsag – det er ikke kun en sag mellem hende og barnet. Var det dét, ville der ikke være mange aborter. Nej, pigen skal være “fornuftig” tænke på sin uddannelse, på sit job, på de muligheder barnet vil få med denne mand som far osv. Men nu behøver hun altså først at være fornuftig bagefter. Fortrydelsespillen pålægger igen kvinden at tage det fulde ansvar for både mandens og kvindens frie, uforpligtende samliv. Hele regningen sendes til hende – pillerne eller aborten, hvis fosteret overlever første gang. Tankerne omkring
det, der kunne have været. Dette har intet med frihed at gøre.
I 1999 blev der offentliggjort en interview-undersøgelse fra Uppsala, som led i svenskernes diskussion af, om man skulle tillade den receptfri fortrydelsespille (Scandinavian Journal of Sexology – Vol. 2, no. 4.) Undersøgelsen blev foretaget blandt studerende unge kvinder 19 – 20 år. Undersøgelsen viste, at de unge kvinder ikke var særligt begejstrede for, at pillen skulle komme i håndkøb. Dels var man bekymret for, at det skulle medføre et overforbrug, hvis fortrydelsespillen blev let at få fat i. Dels var man enige om, at mændene let kunne bruge den lette tilgang til fortrydelsespillerne til at presse kvinder til et ikke planlagt, ubeskyttet samleje, et pres som det kunne være svært at modstå. Sverige har indført pillen i håndkøb, undersøgelsen fik ingen vægt.
Man får den stærke mistanke, at det ikke er kvindernes frihed og sundhed, der er den egentlige motivation for myndighederne i markedsføringen af fortrydelsespillerne. I England ser vi allerede skræmmende eksempler på, at fortrydelsespillerne uddeles af skolesundhedsplejersker, uden forældrene får noget at vide. Den livsstil de unge kastes ud i, godt hjulpet på vej af aggressiv sexualundervisning, kommercielt TV og en kærlighedsløs hverdag, må for alt i verden ikke resultere i børn. I Danmark ser man en tendens til, at gravide teenagere vælger deres børn – og man kan ikke lide det. I denne sammenhæng lanceres fortrydelsespillen i håndkøb!

Nej til fortrydelsespillen

For kvindens skyld og for livets skyld må vi sige NEJ til fortrydelsespillen.
Livet starter ved befrugtningen. Enhver afbrydelse af dette liv er at sidestille med en abort. Der findes ikke noget andet tidspunkt eller nogen anden grænse. Det er et medicinsk faktum. I befrugtningsøjeblikket får det enkelte menneske det sæt gener, det bærer til sin død. Biologisk er det tidlige foster en klart selvstændig organisme. Allerede inden det sætter sig fast i livmoderen er det begyndt at producere det særlige hormon, der forhindrer den kommende menstruation (hcg). Fosteret er en gæst i sin mors organisme, det sørger for sig selv. Ingen læge er det mindste i tvivl om dette. Ifølge Genevedeklarationen, som blev vedtaget af verdenslægeforeningen, september 1948, lover lægen højtideligt at nære den højeste respekt for menneskets liv fra undfangelsen, selv under trusler. Hvor er denne respekt henne i dag?
Det var ved den gradvise indførelse af fri abort, at man skiftede kurs. Det ufødte livs værdi blev gradbøjet efter alder og evne til at vække medfølelse. Læger kastede sig ud i den ene fantasifulde floskel efter den anden – fosteret er bare et punktum, det er kun en klat slim – for at retfærdiggøre det grundlæggende svigt. Siden da er det ene overgreb fulgt efter det andet. Forskning og salg af fosterceller, forskning på befrugtede æg, gentjek af befrugtede æg for arvelige sygdomme med alle de misbrug det kan føre med sig, kloning af et nyt individ med det formål at skabe reservedele til et sygt menneske osv. Og det hele sker med befolkningens velsignelse, for man er blevet overlistet af det bedrag, at det ikke er rigtig liv endnu. Nu har dette bedrag givet os en fortrydelsespille i håndkøb.
Der er ingen anden vej ud af dette end at starte forfra. Vi må genindføre respekten for livet – fra undfangelsen. Lad os begynde med at sige NEJ til fortrydelsespillen.

Læge og landssekretær Kerstin Hoffmann
Retten til Liv
Sekretariat: Stubbevej 9B, Østby, 4050 Skibby
Telf: 4752 4484 Fax: 4752 4494
E-mail: jegvilleve@rettentilliv.dk
Hjemmeside: www.rettentilliv.dk

Áðrenn tú velur fosturtøku

Úr faldarinum:

“Áðrenn tú velur fosturtøku.”


Við barn – og hvat so?

Ert tú við barn?

Flestu sum fáa at vita, at tær eru við barn gerast glaðar. Men tó ikki allar. Nakrar gerast skelkaðar. Tær hava ikki yvirlit yvir hvussu tær kunna fáa hetta barnið. Serliga um ein er heilt ung. Kanska stendur ein einsamøll við hesum barninum. Ella ein noyðist at gevast við eini útbúgving. Og hvussu við tí fíggjarliga. Og øllum tí praktiska.

Hvør skal avgera?

Møguliga er tú ein av teimum, ið meta fosturtøku sum eina loysn, her og nú. Kanska metir tú, at tað eru eingir aðrir møguleikar eftir. At støðutakanin longu er framd fyri teg. Av øðrum. Av honum, ið ikki vil verða pápi beint nú. Ella foreldrunum, ið hugsa um tína framtíð. Ella – um tú ikki ert ung longur – av teimum, ið halda at eingin meining er í, at tú skalt aftur verða mamma.

Statt ikki einsamøll við trupulleikanum.

Tað er ikki lætt at verða tann, ið skal taka hesa tungu avgerð. Tá avgerðin er tikin og framd, vendist ikki aftur. Tann støða tú ert í, ger tað ikki lættari. Tað er sum tú ert ikki við teg sjálva. Tað er tó heilt vanligt at tú ikki kennir teg væl tilpassar á morgni, tolir ikki nógv av, og ert úti av javnvág. Heldur teg ikki kunna koma yvir nakað.
Tú kennir teg einsamalla við trupulleikanum. Men soleiðis nýtist tað ikki at verða. Sjálvt um tað sýnist sum um at eingin av næstringunum vilja tosa við teg um hetta, so er tað nakað, ið tú mást hugsa um. Tú hevur krav um at fáa hjálp frá tí almennu skipanini. Og tú kanst fáa hjálp frá privatpersónum, t.d. ráðgevarunum í Føroya Pro Vita. ( Ráðgevarar hjá Pro Vita)

Gev tær góða tíð.

Møguliga skal avgerin takast um heilt stutta tíð. Men tú hevur hóast alt tíð til at hugsa teg um. Avgerðin tú tekur hevur ikki bert týdning fyri næstu mánaðirnar, men fyri restina av lívi tínum.

Barn títt er longu livandi.

Lívið hjá tínum barni byrjar við gitingini – tá egg og sáðkykna sameinast. Allir teir eginleikar, ið barn títt arvar – eginleikar uttaná og innaní – er avgjørdur frá hesi stund. Áðrenn fyrsti mánaðin er farin, er longu eitt hjarta ið slær.

Myndin vísir eitt barn, ið er 5 vikur gamalt og 1,2 cm langt. Legg til merkis, at longu kunnu armar og bein síggjast, og hesi byrja at veksa frá hesi tíð.

8 vikur gamalt kann tað lítla barnið longu taka um lutir, ið verða lagdir í hondina á tí.
Tað suttar tummil, rørir seg og er ført fyri at kenna pínu.

Hvat sigur lógin?

Í Føroyum hava vit í meginregluni ikki “fría” fosturtøku, tað vil siga at tað skulu nakrar treytir verða uppfyltar fyri at ein kann fáa framda eina fosturtøku.
Umframt at treytirnar skulu verða uppfyltar, skulu eisini tveir læknar viðmæla at fosturtøkan verður framd.

Hóast hesar treytir, sýnist tað sum tað ikki er so stór forðing fyri at ynski um fosturtøku verður játtað, og tað sýnist sum læknarnir í Føroyum hava rættiliga nógv at siga hesum viðvíkjandi.
Hagtølini vísa at læknar ofta viðmæla fosturtøku.

So lítlir eru føturnir tá 10 vikur eru farnar. Men teir eru fullkomnir í skapi.

Hvat hendir undir eini fosturtøku?

Flestu fosturtøkur verða framdar millum 7. og 12. viku. Mest vanligi hátturin í hesum tíðarskeiði er útsúgvingarhátturin. Í stuttum er mannagongdin tann at lívmóðurhálsurin verður víðkaður og eitt plastikrør verður koyrt inn í lívmóðurina.
Síðan verður barnið sogið út gjøgnum rørið við undirtrýsti. Í smálutum.

Aftana 12. viku er vanligt at geva eina sproytu við einum evni, ið kallast prostaglandin. Hetta setur føðingina í gongd. Barnið verður so føtt, ofta deyðføtt. Men barnið kann eisini verða livandi. Men tað fær onga viðgerð sum kann halda barninum livandi.

12 vikur. Barnið kennir ljós, ljóð og tað at ein rørir við tað. Øll gøgn eru nú komin uppá pláss. Heilin og sodningarleiðin eru ment. Nú skal barnið bert vaksa til tað verður føtt.

Er nakar vandi fyri heilsuni?

Fosturtøka kann geva heilsutrupulleikar. Hvussu ofta tað hendir er torført at áseta neyvt.

Tey hagtøl, ið verða førd á sjúkrahúsinum, siga at trupulleikar standast í 3-5% av førunum, um fosturtøkan verður framd í 8. til 12. viku. Seinni er vandin størri.

Ein av avleiðingunum av fosturtøku kann vera stórar bløðingar, ið vísir at læknin ikki hevur fingið alt út. So noyðist ein aftur á sjúkrahúsið fyri at verða útskava.

Ein annar vanligur trupulleiki er undirlívsbruni. T.v.s. bruni í eggjaleiðarunum og lívmóðurini. Ein slíkur bruni kann viðføra at eggjaleiðararnir lata seg aftur, sum ger at tað seinni kann gerast toført at gerast við barn.

Í heilt fáum førum hendir at lívmóðurin fær skaða av tólunum, ið læknin nýtir, og hetta kann geva trupulleikar við seinni barnburði.

Um long tíð er liðin síðan fosturtøka er framd, er sjálvsagt trupult at áseta neyvt, um tað er fosturtøkan, ið einsamøll hevur skuldina av møguligum trupulleikum seinni.

Tað finnast nógvar útlendskar kanningar, ið benda á eitt møguligt samband ímillum fosturtøku og ymiskar trupulleikar við seinni barnsburði: ov tíðliga føðing, at ein missur barnið, barnsburð uttanfyri lívmóður, v.m.

Sálarligir trupulleikar

Gerst ein tunglyntur aftaná fosturtøku? Tað er ikki semja um hetta. Tað sigur seg sjálvt, at tað er trupult at máta. Kenslur eru so ymiskar, frá persón til persón.
Nakrar kanningar, ið gjørdar eru í Danmark, vísa at tær flestu kenna seg lættari beint aftaná fosturtøkuna. “Nú er tað yvirstaðið.” Men hvussu er seinni?
Her vísa royndirnar m.a. úr USA, at nógvar kvinnur hava álvarsligar sálarligar trupulleikar, árini aftaná. Sálarfrøðingar tosa í dag beinleiðis um eitt “post abort-syndrom” ella “eftir-fostutøku-eyðkenni”, og nógvar ráðgevingarstovur til at hjálpa teimum eru settar á stovn.
Mangan er tað tó torført at áseta røttu sjúkuavgerð, tí tað higartil hevur verið vanlig hugsan, at ein ikki hevur sálarligar trupulleikar aftaná fosturtøku. Tí aftra kvinnur seg mangan at viðganga orsøkina til sálartrupulleikarnar, og tí fáa tær heldur ikki røttu viðgerð.
Føroya Pro Vita bjóðar ráðgeving og stuðul til kvinnur, ið hava tað trupult við seg sjálva eftir fosturtøku.

Amerikanska tíðarritið Life Magazine hevði hesa mynd á forsíðuni, av einum óføddum barni, ið var 18 vikur gamalt. Einar tvær vikur seinni, kunnu tær flestu merkja at barnið rørir seg. Barnið vigar í 20. viku uml. 500 gram.

Ein annar útvegur

Tú hevur loyvi at halda at tað er trupult. Tú hevur loyvi at halda, at tú ikki serliga væl kann átaka tær ábyrgdina av einum barni í løtuni. Sjálvt við tí hjálp tú kanst fáa frá tí almenna og eisini privat.

Men so er ein annar útvegur. Tú kanst føða barn títt og burtættleiða tað.

Nógv halda, at tað kensluliga er ein torfør avgerð, men hugsa tó um …

at tú l
oyvir barni tínum at liva
at tú gleðir tvey onnur menniskju, ið ikki sjálv kunna fáa børn
at barnið hjá tær hevur sera góðar møguleikar at fáa eitt gott lív, tí ættleiðingarkrøvini eru sera strong
at heilsuvandin í sambandi við barnsburð og føðing er minni enn í samband við fosturtøku
at tú, tá ein tíð er umliðin, hevur tað betri við at vita at barnið hjá tær livir og hevur tað gott
Tú skalt eisini vita at um tú avgert at burtættleiða nú, men angrar tað aftaná føðingina, hevur tú ikki mist rættindini til at hava títt barn.

At fáa eitt barn.

“Eg haldi ikki eg eri før fyri at geva mínum barnið nakran góðan uppvøkstur”. Soleiðis eru tað mangar, ið siga sum grundgeving fyri fosturtøku.

Jú, tað kann verða trupult. Eisini um tú ert einlig mamma. Samfelagið er kanska ikki serliga barnavinarligt.

Men vit hava ikki loyvi at vísa ábyrgdina frá okkum. Títt barn er títt barn – líka mikið um samfelagið ger nógv ella lítið fyri teg.

Hugsa eisini um at tín sosiala og fíggjarliga støða skjótt kann broytast til tað betra um nøkur ár. Tað hendir jú so nógv í tilveruni, sum ein ikki veit um frammanundan – tíbetur.

Tað sum tú óttast í dag, er kanska tað tú gleðist yvir í morgin.

At fáa eitt barn merkir eisini at tú verður ámint um, at tað eru onnur virði í tilveruni enn bert tað materiella.

Børn hugsa ikki um sosialt støði – tað er nakað tey læra av okkum vaksnu. Børn eru krevjandi á heilt ein annan hátt.

Tey krevja foreldranna umhugsan, umsorg og kærleika. Tað er m.a. tí, at tað er so trupult – og frálíkt – at hava børn.

Men børn ikki bert kreva. Tey geva meir enn vit kunna máta í peningi. Tey geva seg sjálvi, kærleika, umsorgan, og so alt tað álit tey geva okkum og alla gleði ein fær at eiga børn.

Hvat gert tú nú.

?

Tú skalt sjálvandi fyrst umhugsa tína støðu gjølla. Royn í tíni familju, ella har tú ert, at finna tey menniskju, ið kunna hjálpa tær á ein og annan hátt.

Tú kanst eisini fara á Almannastovuna og biðja um at sleppa at tosa við ein Sosialráðgeva. Hesin kann so greiða tær frá hvussu tín støða vil verða, fíggjarliga, eina og viðv. útbúgving, íbúð, stovnsplássi til barnið o.s.fr.
Tú skalt minnast, at tú hevur møguleika at taka onkran við tær til slíka samrøðu.

Heldur tú at úrslitið ikki er serliga gott, so fell ikki í fátt, og gevst ikki á hendur.

Ring ella skriva til okkara. Samband til okkara bindur teg ikki til nakað. Avgerðin verður altíð tín. Tey fólk, ið tú tosar við, hava tagnarskyldu og tann ráðgeving og stuðul tú fært kostar einki.

Fyrilestur hjá Helge Hoffman

Jeg vil først sige tak for invitationen til at komme her og tale. Det har allerede været en stor oplevelse for os og vores børn at besøge Færøerne.

Jeg blev bedt om at se lidt frem i tiden. Da jeg satte mig ned og begyndte at arbejde med dette foredrag, gik det imidlertid op for mig, at man ikke kan se frem uden også at se tilbage. Det gik også op for mig, at jeg ikke er profet.

Det jeg så vil prøve på i det følgende er at skitsere den tendens, den udvikling, den åndelige strømning, om man vil, der gør sig gældende i vores tid, og som sandsynligvis også vil bestemme udviklingen mange år frem i tiden. Til sidst vil jeg så også give nogle konkrete bud på udviklingen i den nærmeste fremtid, men jeg vil ikke forsøge at forudsige i detaljer, hvad der vil ske længere fremme i tiden. Det ville være tåbeligt af mig.
Fremtiden har det jo med at overraske. Den allerbedste overraskelse ville naturligvis være, at Kristus kom igen i morgen og skabte en ny jord og befriede os fra at beskæftige med alle de problemer, som synden og døden skaber for os i denne verden. Men så heldige kan vi jo dårligt regne med at være.

Det vil nok fremgå af min beskrivelse, at jeg bor i Danmark og ikke på Færøerne. Det må forsamlingen bære over med.
Jeg har en fornemmelse af, at udviklingen på mange områder ikke er helt så fremskreden her på øerne, som den er i Danmark. Og det har I såmænd kun grund til at glæde jer over.
Blandt andet ved jeg, at loven om fri abort, som blev indført i DK i 1973, ikke gælder her på øerne. Det er jo en velsignelse i sig selv, selv om jeg kan forstå, at den lov I har, administreres ret liberalt.

Men lad os nu kaste os ud i det.

Det vi skal beskæftige os med i dag er mennesket og menneskesynet – vores opfattelse af os selv. Menneskesynet er afgørende for, hvordan vi indretter os i samfundet, hvordan vi omgås og behandler hinanden, hvad vi prioriterer og regner for vigtigt. Hvor er vi så på vej hen som mennesker på Færøerne, i Danmark, i den vestlige verden som helhed? Hvad er det for et menneskesyn, der hersker i dag, hvor kommer det fra, og hvor vil det føre os hen?

Hvis vi gik hen og spurgte folk på gaden – her på Færøerne eller i Danmark – ville så godt som alle, vi mødte, sikkert mene, at mennesket er meget værdifuldt. Vi kunne måske endda få folk til at skrive under på, at menneskelivet er helligt, selv om forskellige mennesker ville lægge forskellige betydninger i ordet helligt.
Alle synes umiddelbart enige om at menneskeligt liv er værdi­fuldt. Det er noget vi skal værne om og søge at bevare. Hvis et menneskes liv er i fare, er det andre menneskers opgave at forsøge at redde det menneske, så det kan leve videre. Liv er et gode. Døden er et onde.

Hvor stammer nu denne opfattelse fra?

Vi har selvfølgelig et personligt ønske om at leve – Det vi kalder vores selvopholdelsesdrift. Denne drift kan selvfølgelig forklare, at vi opfatter vores eget liv som værdifuldt og bevaringsværdigt.
Men det følger ikke heraf, at andre menneskers liv også er noget, vi vurderer højt. Andre mennesker kan selvfølgelig have betydning for os. De kan være vigtige for os på den måde, at de hjælper os til at opretholde livet eller leve behageligt. Men det kan lige så godt være modsat. I mange tilfælde ville det være nemmere og mere behageligt for os, hvis visse mennesker ikke eksisterede. Langt de fleste af vores medmennesker kunne vi for den sags skyld være ligeglade med. Over 1 milliard kinesere findes der, og hvis det bare gælder min egen overlevelse og mit eget velbehag, så kunne det for mig være det samme, hvis de ikke fandtes.
Men hvorfor mener vi så, at vi har en vis pligt til at hjælpe ethvert menneske i nød – også en kineser? Hvorfor opfatter langt de fleste af os ethvert menneske som værdifuldt?

For mig at se stammer dette menneskesyn fra den tro og virkelig­hedsforståelse, som nu i tusind år eller mere har været vores – på Færøerne, i Danmark, i Europa. Det stammer fra kristendommen.
Ifølge kristendommen er mennesket skabt i en almægtig og kærlig Guds billede. Det er dette, der giver ethvert menneske en medført værdighed og værdi – dette og intet andet.
Ifølge det kristne menneskesyn kan man derfor ikke sige: Dette menneske har større værdi end andre. Man kan ikke sige: Dette menneske har mindre værdi. Og man kan slet ikke sige: Jeg har selv størst værdi.

Men hvad nu med de folk på gaden, som vi spurgte før?
Har de gjort sig klart, hvorfor de selv og de fleste andre i denne del af verden regner menneskeliv for værdifuldt og bevaringsværdigt? Opfatter de deres egen holdning som kristen?
Jeg tvivler. mange mennesker har sikkert kun en tåget forestil­ling om årsagen til deres egen holdning på dette punkt. For dem er det blot en del af deres børnelærdom, noget selvindlysende.
Selvfølgelig skal man redde en mand, der er ved at drukne.
Selvfølgelig skal de rige lande sende nødhjælp til en hungerkata­strofe i Afrika.
Det vil ethvert anstændigt menneske vel mene?
Javel, men hvorfor skal vi være anstændige? Hvem eller hvad definerer anstændighed som et gode, en kvalitet?
Jeg tror, de fleste danskere i dag vil blive svar skyldig.

Dengang kristendommen havde sejret over hedenskabet og beherskede hele Europa, vidste man godt, hvorfor man skulle redde andre menneskers liv.
Det skulle man, fordi mennesket var skabt i Guds billede, og fordi Gud havde befalet os at gøre det. “Du skal elske din næste”.
Dengang troede stort set alle mennesker på Gud. Alle var enige om, at tilværelsens vilkår var, som de beskrives i Bibelen, og at det var Gudsforholdet, der definerede, hvem vi var som mennesker, og hvordan vi burde leve med hinanden.

I dag er det anderledes. Europa er ikke længere kristent. Tværtimod synes de kristne ofte at stå i opposition til samfun­det. Det hænger naturligvis sammen med, at de kristne i dag udgør et mindretal.
Det er svært at give præcise tal for det, men jeg tror roligt vi kan sige, at i Danmark er det højst 10% af befolkningen, der tror på den Gud som beskrives i Bibelen.
På Færøerne står det måske knap så dårligt til. Alligevel har I vel ligesom jeg en klar fornemmelse af, at kristendommen længe har været på retur og stadig er det.
Men når vi ikke er kristne, hvad er vi så? Hvad har taget kristendommens plads, hvilke konsekvenser har det fået, og hvilke konsekvenser vil det få?

For at finde svaret på det spørgsmål må vi gå tilbage til det syttende og attende århundrede, hvor en ny filosofi, en ny livsanskuelse vandt frem. Humanismen kalder vi den.
Mange forskellige tænkere og filosoffer – kristne såvel som ateister – var med til at give humanismen udtryk. Vi har ikke tid til at komme nærmere ind på det historiske i denne forbindelse.
Nok må det være at konstatere, at humanismens helt grundlæggende ide var en tro på mennesket. En tro på at mennesket var værdi­fuldt og godt. En tro på at mennesket – forstået som alle mennesker i fællesskab – ville være i stand til at frembringe en verden, hvor ondskab, uretfærdighed og undertrykkelse ikke herskede, og hvor alle mennesker havde lige muligheder og levede i fred med hinanden. Den franske revolutions kampråb – frihed, lighed, broderskab – udtrykker noget af den grundlæggende tanke. Den amerikanske uafhængighedserklæring og menneskerettighedschar­teret er også stærke udtryk for den humanistiske filosofi.

Hvad menneskesyn angår var humanismen på sin vis et barn af kristendommen. Mennesket var værdifuldt.
På den anden side fremstod humanismen som et korrektiv, eller ligefrem en modsætning til kristendommen.
Det, der i virkeligheden skete, var, at mennesket ranede Guds trone. I den traditionelle, kristne opfattelse var det Gud, der formede menneskets fremtid, og mennesket kunne kun i ydmyghed tage imod. Men det ville man
nu ikke længere stille sig tilfreds med. Nu var det menneskets tur til at forme fremtiden, og derfor måtte Gud vige pladsen. I første omgang klarede man problemet ved at tildele Gud en mere passiv rolle som den skabende Gud, der nu havde trukket sig tilbage og mere eller mindre lod verden sejle sin egen sø. Deismen kaldte man den nye teologi, som man her skræddersyede til humanismen.
Men for at fylde Guds plads ud måtte mennesket samtidig tildeles en mere suveræn status. Mennesket måtte ophøjes til et ideal, ligesom Gud havde været et ideal. Mennesket havde ikke sin magt og værdi i kraft af Gud. Nej, mennesket var nu magtfuldt og værdifuldt i kraft af sig selv.
Den afgørende forskel bestod i, at humanismen regnede mennesket for værdifuldt og godt, hvor kristendommen regner mennesket for værdifuldt, men ondt. Ifølge Bibelen er det kun Gud, der er god, og mennesket er i oprør mod Gud, mennesket er i synden, mennesket er i ondskaben.

Kristendommen og humanismen er enige om det grundlæggende problem: Mennesker dør og lider over hele verden. Mennesker påfører hinanden skade, undertrykker hinanden og dræber hinanden. Løsningen på problemet bliver derimod meget forskellig på grund af den ændring i både Guds og menneskers status, som humanismen proklamerer.
I kristendommen sætter Gud os under ansvar for vort medmenneske, vor næste. Vi skal begrænse ondskaben og lidelsen ved at hjælpe andre mennesker, der hvor vi har muligheden. Den grundlæggende tilstand menneskets syndighed, er vi derimod ikke i stand til at gøre noget ved – det kan kun Gud, og det vil han gøre i hans time og på hans måde.
I humanismen derimod er Gud sat fra magten. I hans sted har vi sat det gode menneske. Derfor må det nu være menneskets opgave ikke bare at hjælpe vores næste, men også at rette op på det grundlæggende problem. Det må nu blive menneskets opgave at skabe en verden uden ondskab, uden lidelse.
Og det sidste: afskaffelsen af grundproblemet bliver naturligvis det vigtigste for humanismen. Hvis vi kan skabe en fremtidig verden uden ondskab og lidelse, hvor alle mennesker er lykkelige, hvad betyder så et enkelt menneske her og nu?
Er det enkelte menneske i virkeligheden ikke noget, vi om nødvendigt kan og bør ofre til fordel for de mange – til fordel for virkeliggørelsen af vores ophøjede mål? Tankegangen ligger lige for.
Hvor humanisterne i begyndelsen fokuserede på det enkelte menneske – dets rettigheder og dets krav på beskyttelse – blev man derfor hurtigt tilbøjelige til at lægge vægten på mennesket som ideal, menneskeheden. Vejet op mod summen af alle menneskers fremtidige lykke betyder det enkelte menneske ikke så meget.

Denne tendens blev i det nittende århundrede forstærket af en anden åndelig strømning, som har haft stor betydning for den moderne tankegang: darwinismen.
Darwinismen var i udgangspunktet en videnskabelig teori. Teorien går som bekendt ud på, at livet oprindeligt udviklede sig af dødt stof, og at alle nulevende og uddøde livsformer – planter, dyr og mennesket – har udviklet sig af hinanden ved tilfældige små ændringer og ved hjælp af et almengyldigt princip om den stærkestes overlevelse. Survival of the fittest.
Princippet siger, at planter og dyr ville kæmpe om lys, vand, føde og bosteder, og den organisme som ved en tilfældighed var blevet lidt bedre udrustet end de øvrige ville overleve. De mindre egnede ville gå til grunde. Sådan var mennesket opstået og nået til den førerposition, det nu indtog.
Darw blev dog hurtigt andet og mere end en videnskabelig teori.
I mange menneskers opfattelse gav darwinismen Gud dødsstødet. Med humanismen var der ikke længere brug for Gud til at styre begivenhederne, og med darwinismen var der heller ikke brug for Gud som skaber. Han kunne nu helt afskaffes.
Som ‘Guds banemand’ blev der darwinismen en næsten lige så stor ærefrygt til del, som Gud selv havde nydt. Der var ingen grund til at tro, at udviklingen ikke skulle fortsætte. Det ville den utvivlsomt gøre, og hvorfor skulle den ikke have lov til det? Udviklingen havde jo frembragt mennesket, som var godt. Hvis den fortsatte, ville den vel frembringe noget endnu bedre – i første omgang et bedre menneske.
Darwinismen fik derfor næsten profetisk status. Den blev ophøjet til et evigt princip, en universel sandhed. Mange af de tidlige evolutionister udviste en næsten religiøs begejstring og lovpriste udviklingslæren næsten som en guddom.

Et bedre menneske. En bedre verden.

Her kunne humanismen og darwinismen mødes og finde sammen om et fælles mål. Darwinismen fik derved også karakter af en videnska­belig bekræftelse på humanismens idealer.
Umiddelbart kunne darw. ellers se ud til at reducere mennesket til noget mindre. Hvis vi kun var dyr – højtudviklede dyr ganske vist, men dog dyr – hvad blev der så af al vores ære og værdig­hed?
Problemet var dog ikke væsentligt. Det indebar blot en yderligere drejning i den retning, humanismen allerede havde taget. Man var jo allerede begyndt at indstille sig på det: Der var ingen Gud. Mennesket var ikke skabt i Guds billede. Mennesket havde den værdi, mennesket selv tilskrev det.
Darwinismen gjorde os til dyr, men gav os lidt af værdigheden tilbage: Vi var særligt fine dyr, særligt dygtige dyr. Faktisk var vi de allerfineste og allerdygtigste dyr – udviklingens foreløbige højdepunkt. Vi var så fine og kloge, at vi kunne erkende den proces, der havde frembragt os, og blive udviklingens medarbejdere.
På den måde faldt darwinismen fint i tråd med den humanisme, der var godt i gang med at frigøre sig endeligt fra kristendommen. Det var ikke mennesket som individ, men mennesket som art, der betød noget. Det gjaldt om at nå frem til det højere, det bedre.
Den nye filosofi, det nye menneskesyn, indebar så også, at det svage og ufuldkomne måtte gå til grunde. Det måtte man imidlertid i første omgang ignorere eller udskyde. Den kristne moral havde dog stadig for godt fat i folk, til at man kunne drage konsekven­sen fuldt ud.
Ligesom det varede en rum tid, før vi tog konsekvensen af kristendommen og holdt op med rutinemæssigt at slå hinanden ihjel, således skulle det vare en rum tid, før vi tog konsekven­sen af darwinismen og begyndte at gøre det igen. Nu er vi så begyndt. Fri abort kan vel dårligt beskrives som andet end rutinemæssigt mord. Den darwinistiske tankegang er for alvor slået igennem i den fri abort: Hvis det svage og ufuldkomne står i vejen for udviklingen, må det fjernes, ikke sandt? Vi skal beskæftige os mere med den frie abort lidt senere.

Når jeg taler om darwinismen og udv. kan jeg ikke lade være med at konstatere, at udv. som videnskabelig teori er uholdbar, ja, direkte fejlagtig. Jo mere vi forsker i jordens historie, jo større videnskabelig viden vi får, jo mere soleklart bliver det, at livet ikke har udviklet sig af sig selv, og at det ikke KAN udvikle sig af sig selv. Det vil føre for vidt at komme ind på det her, men enhver med interesse for emnet kan relativt hurtigt forvisse sig om, at udv. er et videnskabeligt fossil. Det kræver ingen doktorgrad, men kun almindelig sund fornuft og et vist kendskab til videnskabens resultater.

Det er et sidespring, men det fortæller os noget om, hvor indarbejdet darwinismen er i det moderne verdensbillede, det moderne menneskesyn. Når man ikke kan bekvemme sig til at forkaste udviklingslæren, er det fordi den er blevet en fast bestanddel af den humanistiske/ateistiske filosofi. Man kan ikke og vil ikke undvære darwinismen. Frem for alt ønsker man ikke at komme i den situation, hvor man må erkende, at der findes en skaber, en Gud. Det ville i den humanistiske darwinismes øjne være et vældigt tilbageskridt, der kunne få uoverskuelige konsekvenser. Så er menneskets formåen jo straks igen reduceret til noget mindre, og idealbilledet af det suveræne menneske, der selv kan frembringe en bedre verden, vil krakelere.

Men den væsentligste konstatering i forbinde
lse med menneskesynet er altså, at darwinismen og humanismen er gået op i en højere ateistisk enhed, og har fundet sammen om dette: Det er menneske­hedens fremtid, dens overlevelse, dens udvikling, dens opadstigen mod noget større og bedre, det gælder. Det enkelte menneske er af mindre betydning. Det kan ofres og bør ofres, hvis det tjener dette ophøjede formål.

En humanist, der ikke er fulgt med tiden, og ikke har lagt den kristne moral helt bag sig, ville måske sige: Hov hov! Sådan kan vi da ikke gøre. Mennesket er måske nok et dyr, men vi er nogle særligt fine dyr, som også tager os af de svage.
Før eller senere vil denne humanist imidlertid blive stillet over for spørgsmålet: Hvorfor? Og så vil han blive svar skyldig.
Hvorfor skulle menneskedyret – som det eneste dyr – søge at beskytte og bevare de svage individer i flokken? Hvad fint er der egentlig ved det? Er det ikke snarere dumt? Er det ikke hen­synsløst over for vores efterkommere? Vil det ikke standse udviklingen frem mod det nye og bedre menneskelige samfund?
Her har vi fat i humanismens grundlæggende problem. Her ser vi årsagen til at den menneskelighed man ønsker at fremelske, bliver til umenneskelighed. Hvis det sande, det gode, det rigtige, det anstændige – hvis det ikke stadfæstes af en instans, der står over mennesket – hvis det ikke stadfæstes af Gud – så svæver det frit i luften – så savner det begrundelse.
Humanismen, som den har allieret sig med darwinismen og ateismen, er derfor ikke noget bolværk mod menneskets syndighed. Den kan ikke værne os mod det rå menneskesyn, som synden avler, og som nu er ved at vinde frem. Humanister kan være gode mennesker – bedre end så mange kristne måske. Men det holder ikke. Når en humanist handler godt og kærligt, så gør han det på grund af den moral, han har arvet fra kristendommen. Hvis han erkender det, så vil han blive kristen. Hvis han ikke erkender det, så vil han spille fallit. Måske vil han klare at dø med noget af sin godhed i behold. Men hans børn vil arve mindre af den, end han selv gjorde, og det samfund han efterlader vil være mere menneske­fjendsk end det, han blev født ind i.

Den sidste sandhed om humanismen er efter min mening, at den er et skalkeskjul, der skal dække over den rene og skære egoisme.
Der findes vel blandt humanisterne store idealister, som virkelig tror på humanismens idealer, men mon ikke selv de skeler til, hvilke fordele deres holdning kan give dem selv? Det tror jeg i hvert fald de fleste gør.
Det synes jeg også fremgår i dag. Der råbes ikke længere så højt om de gyldne humanistiske målsætninger. Det var noget, man havde brug for i starten til det store stormløb mod kristendommen. Nu har humanismen sejret. Gud er afskaffet, og mennesket har frihed til at søge sine egne egoistiske mål – også på bekostning af andre.

Men lad os først endnu en gang slå fast, hvor vi står i dag.

Kristendommen er ikke længere det fremherskende. Den er blevet erstattet af en ateistisk alliance mellem humanismen og darwinis­men. Kristendommen spores stadig tydeligt i lovgivningen og i den almindelige folkelige moral, men det må nødvendigvis smuldre, når fundamentet er væk.
Den darw. logik er ved at sætte sig igennem, og det enkelte menneskes liv er ikke længere så ukrænkeligt i menneskers bevidsthed. Mennesket besidder ikke længere den værdighed og uendelige værdi, som kristendommen vil tilskrive det.
Det enkelte menneske er ikke længere noget absolut værdifuldt. Mennesket som individ er af mindre betydning. Mennesket som ideal, mennesket som race, menneskeheden og dens fremtid – det er nu den absolutte værdi.
Så langt, så godt, eller rettere: Så skidt.

Når der ingen Gud er til at fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert, må den ateistiske humanisme forsøge at måle sig frem til, hvad der er bedst.
Humanisterne vil måle dette både kvantitativt – og kvalitativt, og man vil lægge vægten på det sidste. Vi husker, at det enkelte menneskes liv er af mindre betydning. Der eksisterer naturligvis en fornemmelse af, at ti menneskers liv er mere vigtigt end et menneskes, men KUN, hvis vi i begge tilfælde taler om meningsful­de liv. Dette er vigtigt. Der er forskel på menneskers værdi. Det ligger i selve troen på fremskridtet og udviklingen. Det menneske der har nået et højt stadie i udv. har større værdi, end det menneske, der befinder sig på et lavere stadie. Det menneske der fremmer udviklingen har større værdi end det menneske der hæmmer udv.

Vi skal nu prøve at se lidt på, hvilke konsekvenser den darwi­nistiske humanisme har fået og får for os i dag.
For mig at se er det desværre kun alt for indlysende, i hvad retning udviklingen går, og jeg tror, det vil gå stærkt i de kommende år.
Der hvor vi først og fremmest vil mærke konsekvenserne af det ændrede menneskesyn er på det medicinske område. Det må også være det, der primært interesserer os her i dag på Pro Vitas årsmøde.
Det første, der springer i øjnene, er naturligvis den fri abort, som i år kan fejre sit 28-års jubilæum i Danmark.
Det er helt indlysende, at vi har den darwinistisk-humanistiske tankegang at takke for den fri abort.
Det svage liv, det liv vi ikke har brug for, det liv der vil begrænse vores egne udfoldelsesmuligheder – det har vi givet os selv ret til at slå ihjel – som foster.
Vi skal ganske vist vride argumentationen lidt for at få aborten til at være et skridt mod en bedre verden og en mere lykkelig menneskehed – men det kan gøres. Rødstrømperne udråbte i hvert fald aborten til en stor frigørelse, et stort fremskridt for den kvindelige del af menneskeheden.
Mere nærliggende er det at se den fri abort for den rene og skære egoisme, som det nye menneskesyn har banet vejen for.
Abortens fortalere i 1973 var imidlertid godt klar over, at det primært gjaldt om at berolige folks samvittighed. Den kristne moral sad stadig godt fast i de fleste.
Vi kender alle de to væsentligste argumenter, der blev fremført:
– aborterne finder alligevel sted illegalt under farlige forhold
– Det, vi fjerner er ikke et barn, det er bare en celleklump, en slimklat
I dag ved vi, at disse argumenter ikke holder. Det indrømmer selv abort-tilhængerne. Nye undersøgelser viser, at antallet af illegale aborter før indførelsen af den frie abort i Danmark, ikke var tilnærmelsesvist så stort som antallet af legale aborter efter loven blev indført. Samtidig er sygehuslæger og andre nu begyndt at tale åbent om, at det er et barn, man slår ihjel ved en abort.
Nogle abort-modstandere har villet udlægge denne indrømmelse som en sejr. I virkeligheden er det præcis det modsatte. Hvis indrømmelsen var et udtryk for anger og var ledsaget af en vilje til at indstille drabene, så ville der være tale om et fremskridt. Men når man åbent tilstår, at man slår børn ihjel, og stadig går ind for fri abort, så er det kun et vidnesbyrd om en yderligere forråelse.
Nu hvor den fri abort regnes for sikker, får den humanistiske, darwinistiske, egoistiske tankegang, der ligger til grund, lov til at komme til udtryk: Den yngel, der ikke tjener vores formål, den slår vi ihjel, og vi viger ikke tilbage for at råbe fra tagene, at vi gør det.
Den fri aborts vældige betydning som banebryder for den nye tankegang vil fremgå, når vi nu skal vurdere den sandsynlige udvikling på det medicinske område.

Den fri abort er en kendsgerning – i Danmark i hvert fald. Hvad mere har vi så i vente? Lad os se på nogle af de områder, hvor man i dag gør fremskridt på det medicinske område, og hvor etiske spørgsmål trænger sig på.
Vi kunne for det første opholde os lidt ved spørgsmålet om organtransplantation. Det er efterhånden blevet muligt for os at redde menneskers liv ved at erstatte deres defekte organer med organer fra andre mennesker. I de fleste tilfælde vil dette naturligvis indebære donorens død. Som det er nu, tager man da også kun organer fra d
øde personer. Med det nye hjernedødskriterium har man sikret sig, at der er flere døde at tage af. Men det er stadig ikke nok. Mange mennesker dør, mens de står på venteliste til en operation.
Lad os nu forestille os en hjerneskadet person, der på grund af sin skade lever som en grøntsag, men hvis øvrige organer er sunde og raske. Man ville nemt kunne argumentere for, at denne persons liv er meningsløst. Vi kan så spørge: Hvorfor slår vi ikke den person ihjel og bruger hans organer til at redde andre, hvis tilværelse har en mening?
Ifølge den humanistisk-darwinistiske tankegang ville dette faktisk være det eneste rigtige at gøre. Det svage, det unyttige er kun en klods om benet på alle os andre. Hvis vi kunne skille os af med det og samtidig forlænge livet for nogle nyttige individer, hvorfor så ikke?
Tiden er moden til et forslag som dette, der for så vidt blot er en videreudvikling af hjernedødskriteriet.

Men måske når vi ikke at se dette forslag fremsat. Den medicinske udvikling kan snart gå hen og overflødiggøre transplantationer i traditionel forstand. De teknikker, der muliggør dette, er det næste, vi skal kigge på.
Genterapi og kloning er de nye magtfulde redskaber i lægeviden­skabens hænder. Med disse teknikker vil man efter alt at dømme kunne erstatte defekte organer, kurere folkesygdomme som demens, korrigere genetiske defekter, måske endda udvikle en kur mod sygdomme som kræft og AIDS. Man vil kunne forlænge og forbedre livet for utallige mennesker.
Det eneste problem med disse nye teknikker er, at for rigtigt at kunne udvikle og bruge dem, vil man være nødt til forbruge levende fostre – fostre som man manipulerer med, skærer i og derefter lader gå til.
Der er desværre al mulig grund til at tro, at man meget hurtigt vil overvinde sine etiske betænkeligheder og legalisere enhver form for forskning på fostre.
Vi står over for et skoleeksempel på praktisk anvendelse af den humanistisk-darwinistiske filosofi. Løfterne om en ny og bedre verden, en stærkere og mere lykkelig menneskehed, er simpelthen så store, at ethvert hensyn til individet må tilsidesættes.
Og især et foster kan man da ikke tage hensyn til. Der vil gå tusindvis af fostre til, ja, men det gør der jo i forvejen. Hvert år bliver 15-20.000 fostre aborteret i Danmark uden anden grund, end at vi ikke vil have dem. Hvorfor skulle vi så afholde os fra at bruge fostre her, hvor deres død vil tjene et godt og ophøjet formål?
Såden vil enhver kritik hurtigt blive manet i jorden. Den fri abort har allerede banet vejen. Har man legaliseret aborten, har man i virkeligheden ingen vægtige argumenter for at forbyde forskning på fostre og brug af fostre som reservedelslagre.

Eutanasi

Det sidste jeg vil tage frem her er diskussionen om aktiv dødshjælp – eutanasi, som det kaldes.
Her er det også umiddelbart indlysende, hvad den humanistisk-darwinistiske tankegang vil medføre. Hvis et menneske lider voldsomt, har et efter alle objektive kriterier meningsløst liv og måske alligevel snart skal dø, hvorfor skulle vi så ikke hjælpe det på vej? Er der nogen fornuft i at holde liv i et menneske, som kun er en belastning for sine omgivelser, og hvis liv er lidelsesfyldt og – i vores øjne – meningsløst? Selvfølge­lig er der ikke det. Det svage og unyttige, det der hindrer eller sinker os i vores stadige kamp for en ny og bedre fremtid – det må vi skille os af med.
Det figenblad, man forsøger at dække sig med her, er, at man kun vil dræbe folk, hvis de selv ønsker det.
Men holder den begrundelse? Har vi visdom til at afgøre, hvornår et menneske ønsker at dø? Man kan sikkert finde mange mennesker, der på et tidspunkt i deres liv har udtrykt et ønske om at dø, men som bagefter har levet et langt meningsfuldt liv.
Og hvordan sikrer vi os, at mennesker ikke lader sig presse til at udtrykke et dødsønske? Bare det, at dødshjælp er en mulighed, er et pres i sig selv. ældre mennesker eller handicappede, som har svært ved at klare sig selv, kan hurtigt komme til at føle sig som en belastning for deres omgivelser. Det kan hurtigt komme til at ligge i luften, at det ville være mest hensynsfuldt af disse mennesker at lade sig ombringe.
Det er yderst tvivlsomt om vi gør folk en tjeneste ved at tilbyde dem dødshjælp.
Tilbage står så den usminkede humanistisk-darwinistiske tanke om, at vi bør give dødshjælp af hensyn til menneskeheden, af hensyn til os selv. Og det er jo straks mere indlysende. Alle de udslidte og defekte mennesker, der skal have hjælp til alting, lægger jo beslag på store ressourcer, som kunne bruges langt bedre i menneskehedens tjeneste.

Og også her spiller aborten efter min mening en rolle. Når vi aborterer børn med større eller mindre fysiske defekter, gør vi det jo også af hensyn til børnene – de vil få et dårligt liv – af hensyn til de pårørende – det vil være for stor en belastning for forældrene – og af hensyn til samfundsøkonomien – ressourcer­serne kan bruges bedre. Det sidste taler vi måske ikke så højt om endnu, men der er vist ingen tvivl, om at det også spiller en væsentlig rolle for holdningen. Og de økonomiske argumenter er ved at komme på banen. I Danmark har en læge for nylig fremlagt en undersøgelse, der viser, hvor meget billigere, det vil være for samfundet at slå alle mongolbørn ihjel som fostre end at lade dem leve og tage sig af dem.
Argumenterne for eutanasi er således i stor udstrækning de samme argumenter, som vi bruger for abort.
Og aborten er jo indført. Vi har allerede stadfæstet, at disse argumenter er tilstrækkelige til at slå et menneske ihjel. Hvorfor så nøjes med fostre?
Og på længere sigt behøver vi vel ikke spørge, før vi giver dødshjælp. Hvem spørger måske fosteret? Så længe vi har behov for det, kan vi undskylde os med, at det er det bedste for vedkommen­de, ligesom vi ved aborten nu og da undskylder os med, at det er bedst for barnet. Når det er voksne mennesker, vi slår ihjel, har vi endda et bedre grundlag for at gøre det, for så kan vi KONSTATERE, at personen har et dårligt liv – i fosterets tilfælde er det jo kun noget vi gætter os til.
For mig at se er der ingen tvivl om, at denne logik vil slå igennem. Har man accepteret den fri abort, så er der ingen fornuftig grund til at afvise dødshjælp.
Dødshjælpen vil sandsynligvis blive indført i Danmark inden for en overskuelig årrække – og ve os alle, når den gør det.
Når først det er op til andre mennesker at vurdere, om den enkelte har mening nok i sit liv til at få lov at leve, så kan ingen af os føle os sikre.

Jeg kunne godt forestille sig, at man i en ikke fjern fremtid ville argumentere således:
Millioner af mennesker over hele verden har psykiske problemer.
Disse problemer hænger meget ofte sammen med en form for skyldfølelse.
årsagen til denne skyldfølelse er først og fremmest kristendom­men, som har påduttet generation efter generation, at alle mennesker er syndere.
I dag er der stadig kristne, der fremturer i denne holdning.
Konklusionen må være, at de kristne forpester livet for et meget stort antal mennesker. De bremser udviklingen og har selv et dårligt liv.
Hvad er så mere logisk end at give dem dødshjælp?

Er det for fantasifuldt? Er det et skræmmebillede? Jeg tror det ikke. Det er selvfølgelig ikke noget, der vil ske i morgen, men for mig at se accellerer udviklingen i den retning, og hvis den ikke standses, så kan vi relativt hurtigt få det, der er endnu værre at se.

Stærkt medvirkende til den negative udvikling er globaliseringen. I dag har vi mulighed for og ressourcer til at rejse til et hvilket som helst andet land i verden og gøre brug af de tilbud, vi finder der – også de medicinske tilbud. I Holland er der nu indført lov om aktiv dødshjælp. I England er terapeutisk kloning for nylig blevet tilladt. I Danmark er det nu tilladt at forske på befrugtede æg – med visse begrænsninger ganske vist – men disse
begrænsninger vil naturligvis blive ophævet hen ad vejen. Det arbejder man allerede på.
Hvad nytter det at forbyde noget, som er tilladt i dit naboland? Hvem kan for eksempel forhindre en kvinde i at tage til Danmark og få udført en abort, hun ville blive nægtet på Færøerne?
Her vil et pres fra det lægevidenskabelige forskermiljø også spille ind. Man vil fortælle os, at det eneste vi opnår ved forbud er at komme bagefter i forskningen. Danskerne eller færingerne vil derved få dårligere behandlingsmuligheder end folk i andre lande.
På den måde skaber globaliseringen let den laveste fællesnævner. Så snart et land har tilladt en bestemt teknik, kan de øvrige lande lige så godt følge trop.

Konklusionen på vores lille undersøgelse af det moderne menneske­syn og dets konsekvenser på det etiske og medicinske område er ikke videre opmuntrende. Alt taler for, at enhver ny medicinsk mulighed vil blive udnyttet og moralske og etiske hensyn vil blive trængt i baggrunden og til sidst helt tilsidesat.
Alle mennesker har en erkendelse af, at der er meget her i verden, der kunne være bedre. Måske endnu vigtigere er det, at alle føler, at de selv kunne have det bedre.
Derfor tilslutter man sig med begejstring den humanistisk-darwinistiske tanke, om at det hele tiden skal gå fremad og opad.
Borte er kristendommen med dens tale, om at kun Gud kan rette op på elendigheden og skabe retfærdighed og lykke. Borte er forventningen om at Gud vil skabe en ny jord, hvor døden og ondskaben ikke findes.
Tilbage står det humanistisk-darwinistiske dogme, om at mennesket selv skal skabe paradiset her på jorden. Det er den livsanskuel­se, som nu går sin sejrsgang over hele verden. Det er den nye gud, som kræver menneskeofre.
Hvad skal vi så gøre? Er der slet ikke noget, der kan bremse denne udvikling? Er der ikke noget, der modvirker den?

Der er ting, der trækker i den anden retning. Vi har allerede været lidt inde på det i det foregående.
For det første er der den kristne moral, som stadig har tag i mennesker i vores del af verden. Moraliteten lægger en ganske kraftig dæmper på den negative udvikling. Hvis det ikke var for den kristne moral, som er gået i arv fra generation til genera­tion, så ville udviklingen allerede have været langt mere fremskreden.
Problemet med moralen er, at dens grundlag – kristendommen – er smuldret. Moralen kan derfor ikke i længden beskytte os. Den kan forsinke, men den kan ikke vende udviklingen.

En anden ting, der kunne lægge en dæmper på udviklingen er frygten.
Man kan have svært ved at overskue, hvad der sker, og hvilke konsekvenser det vil få, at gøre brug af dette og tillade hint. Spørgsmålet melder sig: Kan noget af alt det her komme til at gå ud over mig selv?
Selvopholdelsesdriften kan få os til at slå bremserne i – i hvert fald indtil vi lader os berolige og føler os selv uden for fare. Frygten for vores eget ve og vel kan altså forsinke processen, men jeg tvivler på, at den vil kunne vende udviklingen. I nogle tilfælde vil den ikke engang kunne forsinke.
Det gælder for eksempel i abortspørgsmålet. Voksne mennesker har jo for så vidt ingen grund til at frygte aborten. Vi er sluppet igennem dette farlige stadie af vores tilværelse – tilværelsen som foster.

En tredje ting, der modvirker udviklingen, er det enkelte menneskes samvittighed.
Hvad enten vi erkender det eller ej, så er vi skabt af Gud og i Guds billede. Derfor tror jeg, at der i hvert enkelt menneske er nedlagt en fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Vi er uden undskyldning, som Paulus siger, for vi ved dybest set godt, hvad der er godt, og hvad der er ondt, og selv om det måske kan lykkes os at fortrænge og benægte det for os selv, så ved vi godt, at vi står til ansvar over for Gud. Vores samvittighed kan aldrig dræbes helt, for vi er skabt i Guds billede, men samvit­tigheden kan sløves og bringes til tavshed. Derfor vil heller ikke samvittigheden kunne værne os i det lange løb.

Nej, det eneste der kan værne os, det eneste der kan vende udviklingen, er troen – troen på den Gud, som har skabt, og som sætter os under ansvar for vores næste. Han forbyder os at dræbe andre mennesker. Han befaler os at elske dem.
Kun troen kan vække samvittigheden og give moralen et fast grundlag.
Derfor bliver vores kamp imod den fri abort og imod alt, hvad der nedbryder respekten for menneskeligt liv, en kamp for kristendom­men.
Vi kan være snilde som slanger – spille på moralen, spille på frygten. Vi skal ikke holde os for gode til at udnytte de muligheder, vi får for mede ‘verdslige’ midler at redde menneske­liv. Samtidig skal vi imidlertid ikke glemme, at i sidste instans er Gud og hans ord vores eneste våben. Uden Gud kan vi ikke forvente at fastholde respekten for det menneske, som er skabt i hans billede.

Men vil det nytte? Kan vi vende udviklingen? Kan vi gengive mennesker troen på Gud – for det er jo det, der skal til. Det kan være svært at tro på, men vi har ingen anden mulighed end at forsøge.
Vi må kæmpe videre, fordi Gud befaler os at gøre det.
Vi må kæmpe for at kunne se os selv i øjnene i spejlet – som mennesker og som kristne.
Vi må kæmpe videre af hensyn til de mennesker, hvis liv vi kan redde, og de mennesker, hvis sjæl vi kan redde.
Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste små, har I gjort imod mig, siger Jesus. Kan vi redde bare et enkelt menneskeliv, så vil det have været alle anstrengelserne værd.
Derfor skal dette heller ikke være en opfordring til at opgive, hvor mørkt det end tegner. Det er en opfordring til at kæmpe desto mere indædt for livet og for respekten for livet. Det skylder vi os selv, det skylder vi vore medmennesker, det skylder vi Gud.

Tak.

Helge Hoffman

Hjemmeside: www.rettentilliv.dk