Fyrilestrar hjá Björn Håkonsson 10/9-16 í Öström

 

Fyrilestur, v/ Björn Håkonsson, sálarfrøðingi/diakon á Youtube:
“Um sálarligar avleiðingar av fosturtøku”, 1. partur (Uppt. 10. sept. 2016 í Østrøm).

https://www.youtube.com/watch?v=66A64nPvM5c

Fyrilestur, v/ Björn Håkonsson, sálarfrøðingi/diakon á Youtube:
“Um sálarligar avleiðingar av fosturtøku”, 2. partur (Uppt. 10. sept. 2016 í Østrøm).

https://www.youtube.com/watch?v=b-mRjG-F9N8


Der er noget, der er gået i stykker

om abort som psykisk traumatisering

At vælge abort sætter dybe spor i sjælen og i relationerne tilandre. Og det påvirker vore nærmeste mere end vi tror. Efter snart tyve år som psykolog er jeg helt sikker på dette. Idag forstår jeg ikke, hvordan jeg kunne få en komplet uddannelse til klinisk psykolog ved Københavns universitet uden nogen sinde at høre om de uhyggelige eftervirkninger af abort, som jeg siden har mødt. Jeg har set
, hvor
ødelæggende disse beslutninger om abort kan være i kvinders liv, og har derfor prøvet selv at lære mere om, hvorfor denne livshændelse – et af de almindeligste kirurgiske indgreb på vore sygehuse – medfører så stærke følelsesmæssige vanskeligheder, som ofte overrasker både kvinden og hendes nærmeste omgivelser, som ikke var forberedt på dette inden indgrebet. Jeg ønsker at der bliver en større åbenhed og ærlighed omkring dette problem og føler mig forpligtet til at videregive min viden og mine overvejelser indenfor dette område.

Alle bliver ubehageligt berørt af det her. Patienter klager over, hvor koldt og mekaniskt de bliver mødt af sygeplejesker og læger, når de fortæller om deres uplanlagte graviditet. Den rådgivning der normalt gives reducerer næsten altid den uplanlagte graviditet til et spørgsmål om ”mislykket prævention” og tager på ingen måde de følelsesmæssige (og etiske) dilemmaer alvorligt, som kvinden faktisk kan have – som om det var farligt at tale med hende om det. Dermed føres hun ofte under tidspres – ind i et forløb som hun måske slet ikke vil ind i. Eftersom mange patienter i virkeligheden ikke er færdige med at finde ud af, hvad de vil og hvilke alternativer de har, så kan den hurtige abortprocedure ende med et kaos af fortvivlelse, vrede og følelser af hjælpeløshed/afmagt. Et barn er mistet og der er intet at gøre ved det. Hvordan gik det til? Hvor er barnet nu? Det kan være forfærdeligt at se sig selv i spejlet. Hvem er jeg nu — jeg som har gjort dette?

Fortvivlelsen er desværre højst uvelkommen i omgivelserne efter aborten. Kvinden kan blive isoleret og møde anklagende ord på grund af det hun nu føler (”Du har ikke noget at klage over, du valgte det selv, og du sagde jo bagefter, at det føltes som en lettelse – hvad er der nu med dig?” eller: ”Abort er ikke skadeligt, så hvis du har det sådan nu, så må der havde været noget galt med dig inden aborten”). Det kan betyde at den naturlige sorg efter det som opleves som et forhastet og forkert valg bliver blokeret. En depression vokser frem og ingen tør røre ved den.

I vor kultur er der en kompakt modstand mod dissesmertefulde reaktioner efter abort. En kvinde som er ulykkelig, vred, forvirret, selvanklagende på grund af sin abort, bliver næsten automatiskt skubbet ud. Vi skynder os væk. Dette sker også
hos den psykolog, læge eller jordemoder, som ikke forstår sammenhængen (måske fordi de selv på et personligt plan bærer på uafklarede, indre konflikter omkring dette eller fordi der simpelthen ikke er plads til dette i deres verdensbillede: ”Aborter er ikke psykisk skadelige. Punktum”). Så bliver problemet et ikke-problem, usynliggjort, noget man skal skamme sig over. Kvinden lærer at det er hende selv, der er problemet. Og så øger angsten og isoleringen endnu mere.

Det er alt for let for rådgivere at gemme sig bag en idé om at ”man ikke skal stille spørgsmålstegn når en kvinde siger hun vil have en abort.” Der er mange gravide kvinder, som faktiskt føler et behov for en tålmodigt lyttende person, som viser at de også kan se de positive sider af at hun er gravid, som kan tillade hende at forestille sig at hun må føde et barn, ja, at hun faktiskt allerede er mor! Når denne støtte mangler og denne mulighed ikke kan komme på tale, så dør det lille, tavse håb om at der måske alligevel kunne være et alternativ til aborten. Samtalen kan slutte med at rådgiveren føler sig stolt over at have ”respekteret hendes valg af abort” mens kvinden går derfra, mere alene og bange end da hun kom, og så besluter hun sig for abort selvom hun ved, at hun egentlig vil have barnet.

Men nu og da sejrer det lille håb dog alligevel – på trods af de professionelle rådgivere. En kvinde fortalte mig at hun var på vej til sygehuset for at gøre abort, når hun mødte en gammel veninde som så i hendes ansigt at ”der var noget var galt”og spurgte hende kærligt, hvordan hun havde det. Denne lille venlighed var nok til at ”masken faldt til jorden” som hun sagde. Hun fik pludselig kontakt med sine følelser og brød ud i gråd. Hun vidste med det samme at hun ville have sit barn lige meget hvad folk sagde og gik direkte hjem. Hun har selvfølgelig aldrig senere fortrudt at hun fødte sin vidunderlige lille datter. (Det er iøvrigt ganske almindeligt at kvinder ikke møder op til aborten – denne kvinde er ikke alene om sin oplevelse).

Jeg – og andre rådgivere – har erfaring af personer som kæmper hårdt for at blive af med uhyggelige minder og følelser som er knyttet til oplevelsen af abort. De går rundt med socialt uakceptable følelser af skuffelse og vrede mod deres nærmeste som svigtede (kæresten, den egne mor) eller mod forskellige behandlere og rådgivere. De søger ikke hjælp hos det offentlige mere, de er bange for igen blive misforståede af alle dem, som ikke vil se, hvor ondt abortengør. De kan ikke holde ud at se barnevogne. De føler sig snydt og narret og kan ligefrem blive glade når de møder radikale abortmodstanderefordi der her gives udtryk for hvad de selv føler. Bitterheden – ja, hadet og følelsen af at være blevet krænket (”voldtaget af samfundet” som en patient sagde til mig) kan være stor. I mindst ét sådant tilfælde, hvor kontakten med mig pludseligt blev afbrudt, mistænker jeg at personen begik selvmord (jeg har ikke kunne få det bekræftet, da mit arbejde er anonymt og ikke en del af det offentlige sundhedsvæsen i Sverige). Det er åbenlyst at der betales en høj pris for vort samfunds blind spot i abortspørgsmålet. Og næsten ingen mærker det. Hvorfor? Er vi så stolte af vor seksuelle frigjorthed at vi ikke tør se på dens grimme bagside?

De følgende to eksempler fra min egen praksis viser, hvordan en beslutning om at afbryde en graviditet medførte stærkehæmninger i to gifte pars liv </s pan>(1):

Det længselsfuldt ventede barn – Karen og Ron

Karen og Ron – 24 og 28 år – studerer begge på universitetet, hun er en praktiserende katolik, han ateist. De har været gift i fire år. De har gjort meget for at blive forældre, men uden held. I den senere tid har begge følt en slags ”tomhed i livet.” Nogen gange ved de ikke ”hvad de skal bruge hinanden til” (Rons ord). Der opstår skænderier og uenighed nærmest af sig selv hele tiden – noget Karen taler meget om med sine veninder på studiet. Midt i alt det bliver Karen gravid. Karen og Ron er begge overraskede og glade, men skændes stadig meget. Karens veninder synes, at når hun nu har så mange problemer med sin mand, så er det bedst hun får en abort, for ”alle ved jo at et barn ikke kan redde et ægteskab.” Karen begynder at tvivle på det hele, hvilket Ron tager som tegn på at hun ikke elsker ham mere. Karen går til lægen og får en tid for abort. Så akcepterer Ron situaionen, bliver stille og deprimeret. Begge føler at de er havnet i en låst situation og søger professionel hjælp. Sådan kommer de til mig.

Når de sætter sig i mit samtaleværelse, placerer de sine stole i god afstand fra hinanden, Karen læner sig lidt væk fra Rons retning og ser ud ad vinduet. Ron er stille, kigger ned, bider negle. Efter at de begge har beskrevet sin situation (medforbløffende enslydende ord) begynder jeg at spørge dem, hvordan de får det til at hænge sammen at de på den ene side har drømt om et barn i flere år og på den anden side nu begge, næsten mekaniskt, siger at de ikke skal have et barn ”fordi et barn ikke kan redde et ægteskab.” De tøver lidt. Indtil nu har der været et mærkeligt fravær af tydelige følelser i vor samtale, spørgsmål og svar har fulgt hinanden næsten automatiskt og den emotionelle distance mellem de to er åbenbar trods deres klare enighed på et kognitivt niveau. Karen sidder opret, næsten stift, et kropssprog som mange terapeuter ville beskrive som at hun ”er i sit hovede, uden kontakt med kroppen”. Jeg spørger nu Karen, hvordan hun har det med ”det dér” som hun har i kroppen (jeg plejer ikke at bruge ordet ”foster” eller ”barn” – det skal være patienterne selv, som først definerer situationen). Nu bliver hun – for første gang i samtalen – synligt emotionelt berørt og leder efter ordene og fortæller, hvor meget de havde længtes efter dette barn. Da begynder begge at se på hinanden, som om det pludselig går op for dem at det kan være tilladt at se sagen på en ny måde, at have følelser for barnet. På hjemvejen står det klart for dem at de umuligt kan vælge abort. Karen ignorerer sin aftalte tid på sygehuset. Hun føder sit barn og relationen til Ron bliver god igen. Flere år efter udtrykker Karen sin taknemmelighed for denne samtale. Det eneste hun behøvede var et lille spørgsmål, som indbød hende til at se på sin graviditet som noget positivt. Dette gav hende lov til at afvise sine omgivelsers påvirkninger, inklusiv lægen som hverken forstod eller interesserede sig for hendes virkelige længsel. Ja, alle svigtede dem, og dette i en periode, hvor
hun og hendes mand var særligt sårbare og behøvede opmuntring og støtte mere end nogensinde
! Jeg tror at Karen idag med en skrækblandet undren tænker tilbage på, hvor ”mærkeligt sikker” hun kunne være i sin sag, stik imod sine egne inderste følelser – og sin religiøse tro – og endnu mere ved tanken om at ingen hun kendte kunne se dette og være modig nok til at sige fra.

Abort og tillidens fuldstændige sammenbrud – Rosa og John

Rosa og John – hun 40 år, han 32 – mødtes for nogle år siden ved en konference i Tyskland, han er svensk og hun fra et sydeuropæisk land. John blev omgående forelsket i denne kvinde, som var otte år ældre end ham selv. Han beundrede hende – som han sagde – for hendes stærke selvsikkerhed, og hun blev også forelsket i ham. De giftede sig kort efter og fik en søn. Snart efter begyndte hun at arbejde – på deltid – som lægesekretær, mens han rejste meget rundt som sælger. Det blev Rosa som tog sig af det meste i hjemmet, mens John arbejdede mere og mere og stod for hovedinkomsten. Han var stolt af sin position som den, der tog sig af økonomien, men Rosa følte sig efterladt og glemt og begyndte at kritisere ham for hans mange rejser. John følte sig krænket og anklagede hende for at være utaknemlig mod alt han gjorde for familien. Efter det fulgte en tid med endnu flere rejser. Rosa fandt et nyt arbejde, hvor hun tjente bedre og bestemte sig for seperation og mulig skilsmisse. Kommunikationen i forholdet forværredes. John kom frem til at han simpelthen ikke forstod hende og efterhånden talte de så lidt som muligt med hinanden. På det tidspunkt opsøger han mig og fortæller historien, sådan som den er beskrevet ovenfor.

Efter en tid kommer de begge to. Rosa er rolig og en venlig. Hun er fast besluttet på skilsmisse men samtidig åben for at samarbejde med John om det her, mest fordi – som hun siger – at hun ser at han har det skidt og vil hjælpe ham med at ”blive moden og udvikle sin personlighed” som hun selv gjorde tidligere i livet, inden hun mødte ham og lagde sit hjemland og sin karriere bag sig. Rosa forbliver afslappet i de følgende samtaler, men på en slags kontrolleret måde. Deres kommunikation forbedres gradvist, mens vi udreder forskellige emotionelle misforståelser. Der er ingen anklagelser eller tegn på stærke følelser, bortset fra en stille tåre på Johns kind. Med tiden bliver vore samtaler mere overfladiske og jeg begynder at tænke over om der måske er et eller andet ”missing link” i det hele, en hindring som ikke er kommet frem. Så er det at Johns ansigte får et nyt udtryk. Han ser træt ud og vender sig til Rosa med ordene: ”Skal vi fortælle Bjørn om…?” Hun – som tydeligt blir ubehageligt tilmode i sin stol – nikker. Nu hører jeg en historie, som er helt ny for mig, om en alvorlig konflikt de havde når hun gennemgik en abort et år forinden. Rosas optræden ændrer sig, hun viser nu en anden side, er meget ked af det og afslører dybe følelser af skuffelse, afmagt, vrede, næsten had mod John, som lytter tavst med bøjet hovede. Jeg hører om en situation hvor John kommer hjem og Rosa fortæller ham at hun er gravid med deres andet barn. Det kom som et chok for John og så slog et eller andet klik i hans hovede. John ved ikke hvad han skal sige, drejer om på stedet, kører væk i sin bil og gemmer sig hjemme hos sin mor. Han sender sms-er til hende, hvor han skriver at han ikke vil have flere børn med hende. Rosa er desperat og beslutter hun sig for at abortere barnet hvilket ingen hun møder i behandlingsteamet stiller spørgsmåltegn vednoget hun føler er lidt underligt. Efter aborten er alt uudholdeligt og diffust. På en eller anden måde kommer hun – som John siger – ”ned på jorden igen” og efter en tid begynder de at bo sammen igen, men sexlivet er dødt. Han arbejder mere (”jeg havde simpelthen brug for det”) og hun er tilbage i deres lille lejlighed.

Sådan
var det altså.
Her var den afgørende faktor. Denne hemmelighed var for dem begge blevet til det ultimative bevis på at de ikke var elskede af den anden. Alt var gået galt. John havde krævet aborten som et desperat forsøg på at udtrykke sin frustration over al hendes kritik, og hun – med sin reaktion – ville blive af med sin skuffelse over den måde han lod hende være alene på, og det gjorde hun ved at i stedet blive af med graviditeten – uden at hun ville det inderst inde. Begge følte at de havde gjort noget forfærdeligt og en fortvivlelse over at det ikke kunne gøres om igen. Samtidigt følte begge nu en nærmest paradoksal lettelse efter den smertefulde samtale om aborten.

Hvad der skete siden var at John opgav at få hende tilbage – han forstod hvad aborten havde gjort med hende. Deres andet barns død betød også døden for deres gensidige tillid – anderledes kunne han ikke se det. De blev enige om at de nu var ”modne til skilsmisse” (Rosas ord) og ønskede ikke mere hjælp. Der var ikke noget at håbe på mere. Når de gik ud af dørren tænkte jeg at de burde have fået hjælp meget tidligere. Jeg er sikker på at alt var gået meget bedre, hvis de selv eller nogen i deres nærhed havde set at de behøvede hjælp udefra. Måske prøvede de. Måske søgte de en sådan hjælp, men fandt den ikke.

Jeg vil gerne understrege, at John og Rosa samt Karen og Ron er fuldt ”normale fungerende” mennesker som de fleste af os. De er ikke overilede eller uforsigtige mennesker, som ikke tænker over, hvad de gør. Men de var i en fase, hvor de hverken vidste ud eller ind med sin relation og behøvede akut hjælp udefra. Sådan går det for mange. Og de finder ingen støtte. Og så tager de livet af det, som de i virkeligeheden allermest længes efter: symbolet på deres fælles kærlighed, barnet.

Hvordan opstår psykiske skader efter abort? – Post-Abort Syndromet

Jeg har fortalt om Karen & Ron samt Rosa & John for at vise, hvordan beslutningen om abort kan ryste et helt normalt forhold i grunden. Men de fandt ud af at tale om det og komme videre. Langt värre er det for dem, der isolerer sig og dermed skades langvarigt eller permanent og ikke uden store anstrengelser klarer at vende tilbage til et normalt liv.

Den amerikanske psykoterapeut Vincent Rue (2) beskriver hvordan psyki
sk smerte efter abort kan få varige følger. Jeg
synes dette passer godt med mine egne observationer:

”Den personlige kontekst i en uønsket graviditet handler typiskt om at overraskes og mislykkes, omgivet af hemmeligholdelse og skam. På grund af dette er fortrængning af ens abortoplevelse og selvbedrag i forhold til følelser efter abort almindelige…” (s.7)

”Personer som oplever dette kan ofte dømme sig selv til et liv i stilhed og soning eller fornægtelse og frygt. Sorg og skyld som ikke anerkendes, forestillingen om fordømmelse fra andres side, ligesom rædslen for at genopleve traumaet – alt dette fremkalder og vedligeholder hemmeligholdelsens och isolationens parametre… Ved fornægtelse kan undgåelsen af abortrelaterede traumata optræde på forskellige niveauer: 1) affektiv/ emotionel undgåelse (følelsesløshed), 2) undgåelse af minderne (amnesi), 3) undgående adfærd (fobisk reaktion); og 4) undgåelse af kommunikation om hændelsen (interpersonal distancering)” (s.9)

Vincent Rue mener, at der så tydlige fællestræk i de smertefulde adfærdsmønstre som kan opstå efter abort, at dette burde anerkendes som et afgrænset psykiatriskt sygdomsbillede. 1981 møntede han diagnosen Post-Abort-Syndromet (PAS) som et særtilfælde af det, man indenforpsykiatriske diagnostik kalder for Post-Traumatisk Belastningsreaktion (engelsk: Post Traumatic Stress Disorder, PTSD). Selve PTSD-diagnosen blev først alment anerkendt efter 2. Verdenskrig, når man indså de psykiske skader, som krigen medførte hos mange ofre fra koncentrationslejre, Hiroshima m.m. og den anvendes idag flittigt som grund for behandling af f.eks. danske Afganistanveteraner. </s pan>I tidens løb er flere chokerende livshændelser taget med ind i PTSD-diagnosen (overfald, voldtægt m.m.) men de dominerende psykodiagnostiske systemer (som DMS-IV) afviser endnu idag at abort skal kunne ses som en udløsende faktor for PTSD og dermed at PAS-diagnosen er gyldig. Det er måske ikke mærkeligt med tanke på at abortspørgsmålet overalt er politiskt spængstof, hvilket også afspejler sig i den videnskabelige debat om Post-Abort-Syndromet. Udsigten til at millioner af kvinder skulle have ret til en særlig psykiatrisk diagnose, når de plages af angst og sorg efter abort, og dermed ret til behandling og evt. erstatningskrav mod abortkliniker er selvfølgelig en svimlende tanke for de politiske kræfter som vil sikre og udbrede de såkaldte ”sikre aborter” i verden. Det er vel heller ikke tilfældigt, at forskning som argumenterer for en sammenhæng mellem abortoplevelser og efterfølgende psykisk lidelse hele tiden følges op af forskning, som prøver at afvise en sådan sammenhæng. Her er der stærke interesser på spil, og det er naivt at tro at de ikke påvirker forskningen.

For min egen del må jeg sige, at når jeg gennemlæser den liste af symptomer, man plejer at angive for PTSD (altså Posttraumatisk Belastningsreaktion), så genkender jeg det meste. Jeg ser ansigter af kvinder, som har opsøgt mig for at blive af med sin indre smerte efter aborten. Det gælder f.eks. følgende PTSD-symptomer:

At man ofte mod sin vilje føler sig tvunget til at genopleve situationen og dens angst
At ydre ting som påminder om situationen (i dette tilfælde barnvogne, sygehuset m.m.) vækker et stærkt ubehag / uro
At man isolerer sig, føler sig forandret/ fremmed eller ligesom ikke kan føle noget længere
Depression og lavt selvværd (som kan være meget, meget svært at få tilbage)
Selvdestruktive tanker om at man ikke har lov at leve (når barnet skulle dø).

De kvinder, jeg her tænker på, relaterer selv alt dette til aborten og jeg modsiger dem ikke. Men jeg er sikker på at de ikke ville få en PTSD-diagnose, hvis de gik til en almindeligpsykiater og fortalte om sine følelser efter aborten. Men hvis de derimod beskrev eksakt samme symptomer og i stedet for det lille ord ”abort” sagde ”voldtægt” eller ”min kæreste døde i en trafikulykke” så ville de nok få diagnosen. For så er detgodkendte traumataPAS existerer jo officielt ikke. Her har vi en urimelig særbehandling i vort system, men det værste er at den øger kvinders isolation: Deres lidelse accepteres ikke. I det sårbare mørke af skyld og sorg, som er normalt efter abort,kan denne afvisning forstærke følelsen af at være værdiløs — det jeg har gjort er åbenbart så forkasteligt, at jeg ikke engang fortjener en diagnose.

Kvantitative undersøgelser: Hvor udbredt er det som menes med Post-Abort-Syndromet?

For at kunne svare på det, må man gennemføre større kvantitative undersøgelser på en objektiv måde og det er ikke så let. De ideologiske, politiske och økonomiske interesser, der er involverede (abortindustrien med utallige private kliniker i f.eks. USA samt stærke lobbygrupper for og imod abort) gør at forenklede svar er alt for velkomne. Desuden må man ikke glemme, at det altid er svært at udskille entydige årsager, når man studerer adfærd i større populationer, der er nemlig altid mange faktorer med i spillet. Aborter bliver heller ikke til i et slags emotionel vakuum – det så vi tydeligt ovenfor i </span >historierne om Karen och Ron samt Rosa og John. Vi ved at skam, hemmeligholdelse og skyldfølelser ligesomangst og depression – altså alt det, vi kan møde efter abort – også forekommer i alle slags relations- og familieproblemer.Skal man vise at et særligt Post-Abort-Syndrom findes er udfordringen derfor at isolere selve abortoplevelsen som særlig faktor.

Nogle undersøgelser (som f.eks. Nancy Adlers, 1990 (3) mener at kunne vise, at aborterne ikke er årsag til mere psykisk belastning end ”andre belastende hændelser i livet. Selvom hun i sit eget materiale må konstatere at op til 10 % af de aborterende kvinder, hun har studeret, får en depression eller lignende lidelser bagefter, så antager hun at det må være fordi disse kvinder var emotionelt skrøbelige i forvejen eller blev belastede af andre forhold omkring aborten, f.eks. var skuffede over sin relation til manden, havde problemer med sin økonomi eller med dette at blive uønsket gravid. Men disse konklusioner er antagelser, som ikke bevises. Selv hvis man kunne få de deltagende kvinder til at sige dette, er det ikke sikkert at de dermed taler om, hvad de føler inderst inde. Og det er ikke sikkert at de føler ligesådan i tiden efter. Dette tager Nancy Adler og lignenede forskere ikke hensyn til. Denne tendens til at ville se alt andet end selve abortindgrebetsom udløsende faktor er typisk for den del af forskningen, som fornægter eksistensen af PAS. Langt mere nøjeregnende bliver sådane forskere, når de møder undersøgelser, der faktiskt påviser en stærk statistisk korrelation mellem abort og efterfølgende psykiske sygdomme. Så peger de gerne på at dette statistiske sammenfald ikke udgør videnskabelige beviser for at der også skulle være en årsagssammenhæng mellem abortindgrebet og efterfølgende lidelser og at man derfor ikke kan konkludere noget sikkert om at disse skyldes selve aborten (4). Tænk, hvis man så ligeså skeptiskt på vore Afganistanveteraner, som plages af hvad de har oplevet i strid og påstod at det ihvertfald ikke kunne bero på selve kamphandlingerne, krig er jo ”noget naturligt” og der må være andre årsager til at de har det psykiskt skidt! Det er muligt at nogen synes, at det her handler om to helt forskellige fænomener, og det gør det jo også, men ikke på symptomplan. Identitetsforviring, skyldfølelser over at være i live, angst, mareridt m.m. – det kan vi møde vi i begge tilfælde, så forskellige de to situationer end er.

Den svenske forsker Anneli Kero fra universitetet i Umeå førte samtaler med 58 kvinder i forskellige aldre om deres aborter, fire og tolv måneder efter aborten (5). Ifølge hende oplevede 12 af kvinderne (20 %) en form af krise- eller sørgereaktioner efter aborten. De fleste (88 %) følte uro, sorg, skyld, angst og tomhed og 9 % af kvinderne brugte selv ordet ”krise” om sin situation. Trods dette tolker Kero sine resultater således at ”få kvinder” har det svært efter abort og at lettelseer den dominerende følelse bagefter. Kero indrømmer at abort kan indebære psykisk smerte, men det er også tydeligt at hendes ærinde er at give et billede af aborter som noget ”naturligt” og ”ansvarligt” og det er derfor ikke mærkeligt at de mest abortvenlige organisationer ofte citerer netop hende. Hvad Kero har ret i er at kvinders abortoplevelser er mangesidige og komplekse og at lettelse kan indgå sammen med smerte. Hvad hun ikke ser er at beslutningerne om abort meget ofte bygger på et kaos af angst og usikkerhed og hendes studier tager ikke hensyn til at psykiske problemer efter abort meget vel kan dukke op langt senere i livet, hvilketundersøgelsen også er blevet kritiseret for.

Lidt i samme område finder vi et nyt dansk studie (6) som trods alvorlige metodiske begrænsninger er blevet publiceret i et internationalt videnskabeligt tidsskrift. Man har sammenlignet kvinder, der får en abort med kvinder, der føder sit barn og set på, hvor meget begge grupper har søgt kontakt med psykiatrien i månederne før og efter dette. Ifølge Trine Munk-Olsen fra Center for Registerforskning ved Aarhus universitet, hovedforfatter til undersøgelsen, er der ikke stor forskel mellem tiden før og efter, og deraf konkluderer hun at det er usandsynligt at aborterne i sig selv gør kvinder mere psykisk syge end de var i forvejen. Det faktum at kvinder, som får abort, langt oftere er i kontakt med psykiatrien, må have andre grunde, mener hun. Undersøgelsen er blevet kritiseret for at ignorere mange faktorer, so
m kunne have betydning, som f.eks. kvinder
nes sociale og emotionelle baggrund eller hvorvidt der har været psykiske problemer tidligere eller senere end det korte tidsinterval, undersøgelsen dækker, hvorvidt graviditeten var ønsket, hvor mange aborter man har bag sig o.s.v. Det er desuden kendt at psykiske problemer kan opstå flere år efter en abort, og at det netop er typiskt for traumatiserende oplevelser at man ikke opsøger hjælp, fordi man helst bare vil glemme det hele. Man gemmer sig (fobisk/ undvigende reaktion).

Ligesom Keros undersøgelse får denne her et stærkt gennemslag i medierne og bidrager til et forenklet billede af at abort er risikofrit, og det er vel heller ikke en tilfældighed at denne undersøgelse er medfinansieret af en udenlandsk fond, som støtter abort.

Hvilke undersøgelser kan man stole på? Rogers (7) analyserede forskningsmetoderne bag ikke mindre end 239 videnskablige artikler i emnet og fandt frem til at de undersøgelser, som havde den svageste grad af metodisk videnskablighed tenderede til at se mest positivt på abort. De abortkritiske undersøgelser var altså bedre.

En forskergruppe ved John Hopkins universitet i Baltimore, ledt af Robert Blum kom frem til precis det modsatte (8). De sammenlignede 21 undersøgelser og konkluderede at de studier, som havde de dårligste metodologiske oplæg var dem, som så flest psykiske problemer efter abort.

Hvad skal man tro? Der er mange undersøgelser og ingen kan evaluere dem alle sammen. Som rådgiver kan man møde kvinder, som selv oplever at de er traumatiserede af at deltage i det, de oplever som drabet på sit ufødte barn. I arbejdet med dem er der intet at hente hos den abortvenlige forskning, som afviser hvad de oplever. De får at vide at de er alene om det eller tager fejl af sine følelser. Denne forskning er selvfølgelig akademisk interessant, men i terapeutiskt sammenhæng nærmest destruktiv.

Heldigvis er der særdeles god forskning, man som rådgiver kan nikke genkendende til og som står for en solid metodik. En meget omfattende og metodisk stærk undersøgelse stårFergusson, Horwood and Ridder (9) for. De har presenteret et langtidstudie (over en 25-årig periode) af en fødselsårgang i New Zealand. Målet var at undersøge sammenhængene mellem at have gjort abort og dette at rammes af psykisk lidelse i alderen 15-25 år. Fergusson og hans team brugte det anerkendte psykodiagnostiske system (DMS-IV). De kunne påvise at unge kvinder, som valgte abort opviste betydeligt flere psykiske lidelser end dem, som fuldendte sine graviditeter og dem, som ikke blev gravide. Dette var specielt tydeligt for den yngste gruppe (15-18-årige), bland disse fandtde 78,6 % med dyb depression, 64,3 % med angstrelaterede diagnoser og 50 % med rapporterede selvmordsforestillinger. Dette studie er et af de mest grundige, der er blevet gennemført og det har mange metodiske fordele. Det ser på en lang række øvrige variabler (som familiebaggrund og barndomsproblemer) og kan stadig bekræfte, at sammenfaldetmellem selve abortindgrebet og øget risiko for psykiske lidelser står fast også når der tages hensyn til disse andre faktorer. Og med sit langtidsperspektiv og grundige brug af standardiseret diagnostik er det istand til at klarlægge forhold som en lang række andre studier af mindre omfatning og med ikke-standardiserede scoringsystemer ikke kan.

En helt ny (september 2011) og kritisk presentation av 36 statistiske undersøgelser og 22 forskningsprojekter om forholdet mellen psykisk sygdom og abort er lagt frem af professor Priscilla K. Coleman fra Bowling Green State University i Ohio (10). Den omfatter ikke færre end 877.181 kvinder, blandt hvilke 163.831 hade fået en abort, og den er dermed den største undersøgelse, der er gjort nogensinde. Her sammenlignes 1) kvinder, som valgte abort med 2) dem som fuldførte sin uplanlagte graviditet, 3) dem som fuldførte sin planlagte graviditet og 4) dem som slet ikke var gravide. Professor Coleman byggede udelukkende på forskning på med høj grad af metodisk grundighed (sammenligningsgrupper, demografiske faktorer, hensyn till visse vigtige psykiatriske og sociale baggrundsfaktorer m.m.). Hendes sammenstilling viseren markant forskel særligt mellem dem, der fik abort og dem, der fødte sit barn. I abortgruppen var der bl.a. 34 % mer uro och angst, 37% mere depression, 110 % øgede tilfælde af alkoholmisbrug og en 115 % øgning af selvmordsfrekvensen.Coleman kan også konstatera at op til 81 % av de kvinder, som fik abort rammes af psykiske lidelser, og ihvertfald i 10 % kan det direkte spores til selve aborten. Hun konkluderer, at der er for dårlig viden om disse eftervirkninger som man også møder i det praktiske kliniske arbejde – og opfordrer til at patienter og personale informeres bedre om de psykiske farer ved abort. Colemans rapport er omgående blevet angrebet. Man hæfter sig bl.a. ved, at en stor del af de undersøgelser, hun bygger på, er hentet fra hendes egen forskning. En af de skarpeste kritikere er den danske Trine Munk-Olsen, hvis egen ovenfor nævnte undersøgelse (6) blev udsat for kritik af netop professor Coleman nogle måneder forinden.

Selvom det altid er svært svært at drage konklusioner fra kvantitativ forskning, som kan overbevise alle skeptikere, så kan ingen benægte at der igen og igen dukker resultater op, som sandsynliggør at post-abort-syndromet er en uhyggeligt udbredt virkelighed. For nogle år siden presenterede den ovenfornævnte Dr. Rue (11) en gennemgang af hele 375 undersøgelser om de psykiske eftervirkninger af abort. Selvom disse var forskellige m.h.t. metode og resultater, så fandt nogle af disse studier en meget høj procentdel (op til mere end 50 %) af følgende tilstande efter abort: Lav selvværdsfølelse, skyldfølelser samt fortrydelse. Der var særligt svære følelser omkring årsdagen for aborten. Der var s.k. flash-backs – som vi kender dem fra andre posttraumatiske syndromer (krig, voldtægt o.s.v.) – i form af pludselige, tvangsmæssigt optrædende, indre hukommelsesscener fra selve aborten, og der var rapporter om mange seksuelle problemer med partneren efter abort. Andre stærkt representerede symptomer (men under 50 %) var: Mareridt samt selvmordsforestillinger, selvmordimpulser och selvmordsforsøg. Desuden en hel del oplevede vanskeligheder med at tilgive sig selv, misbrugsproblemer og indlæggelser på psykiatriske klinikker.

Hver gang der laves ny seriøs forskning om aborternes psykiske eftervirkninger får man tal på de virkelige ansigter som man kan møde som psykolog. Man skal idag være særdeles forhærdet, hvis man vil benægte det faktum at alvorlige stresssymptomer samt symptomer som vi kender dem fra traumatiserende krænkninger (PTSD) er klart overrepræsenterede blandt kvinder, som har gennemgået en abort.

Den toneangivende organisation American Psychological Association (APA), som endnu modsætter sig at PAS-diagnosen bør indgå i de psykodiagnostiske systemer, indrømmer da også alligevel (12) at der er visse risikogrupper, som oplever negative reaktioner, f.eks. kvinder, som har en følelsesmæssig tilknytning til graviditeten, kvinder som mangler støtte eller som personligt er imod abort, eller som inden indgrebet var i tvivl om hvorvidt de skulle gør det. Det mærkelige er, at denne indsigt ikke leder til at organisationen så anbefaler at disse grupper lader være med at få abort og istedet vælger et mere skånsomt alternativ, som f.eks. bortadoption. Og endnu mere mærkeligt er det, at man ikke vil se at indre tvivl og usikkerhed formodentligt kan findes i enhver kvinde, der overvejer abort. Jeg selv har ihvertfald yderst sjældent mødt kvinder, som kunne sige at de entydigt og uden mindste skrupler ville ha aborten.

Mens man i USA holder fast ved afvisningen af PAS-diagnosen er der siden 2008 opstået en vis tvivl om denne position hos den ansete brittiske psykiaterorganisation United Kingdom Roy
al College of Psychiatrist
(13). Denne organisation har lyttet til de nyere forskningsresultater, som mere og mere sandsyndliggør en årsagssammenhæng mellem abort og depression. Derfor har de brittiske psykiatere ændret standpunkt og anbefaler nu at kvinder ikke skal kunne få en abort, hvis de ikke er blevet informeret om de psykiske risikoer i forvejen. Det er et modigt og ærligt skridt i en akademisk verden, som siden årtier fastholder sin afvisning af kvinder som lider efter abort. Denne ændring viser at der er sprækker i den meget kompakt mur af modstand mod PAS.

Der rejses ofte tvivl om, hvorvidt undersøgelser fra andre lande og kulturer er gyldige hos os. Derfor vil jeg nu beskrive tre skandinaviske undersøgelser lidt mere indgående.

Tre undersøgelser fra Skandinavien

Anne Nordal Broen (14) sammenlignede i et femårsstudie kvinder som havde valgt provokeret abort med kvinder som havde oplevet at miste sit barn ved en spontan abort. De værste og længst varende psykiske reaktioner fandtes hos kvinder, som selv valgte abort, men som oplevede at de var blevet presset til en beslutningen fra mandens side (disse udgjorde hele 25 % af dem som valgte abort). Når hun sammenlignede de to måder at miste sit barn på, fandt hun at kvinder med spontan abort faktiskt reagerede med stærkere eftervirkninger end den anden gruppe (svære følelser af sorg og tab) i tiden umiddelbart efter tabet, men de fik det snart bedre. Gruppen derimod med provokeret abort kæmpede på længere sigt med mere angst, undgående adfærd samt følelser af skyld og skam. Lidt mærkeligt i den sammenhæng er at netop disse kvinder under hele tidsforløbet samtidigt havde højere points når det gjalt følelsen af at ”have gjort det rette”.Denne tilsynelande modsigelse er en af de mange forvirrende indtryk, man støder på indenfor dette område, men den illustrerer udmærket den emotionelle virkelighed, den abortramte kvinde befinder sig i og som kan være alt andet end logisk.

Jeg husker en af mine patienter – en lærer med en stærk overbevisning om at abort skal forblive en lovlig rettighed. Hun opsøgte mig for at ”finde ud af nogle problemer med min kæreste”. Igennem mange af vore samtaler kunne hun omtale sine tre aborter på en rolig og selvbevidst måde som ”den rigtige beslutning”. Men nu og da kunne hun alligevel afsløre helt andre følelser: En forfærdende tomhed, ligesom at gå rundt med ”et monsterlignende hul i maven” som ”ødelagde hende indefra” samt forvirring og uro.

Her afsløres noget meget vigtigt: Det er ikke bare et enten-eller når det handler om hvordan man har det efter abort. Manbør forholde sig forsiktigt til alle kvantitative undersøgelser, som registrerer et øjebliksbillede af hvad et antal kvinder vælger at svare. Man er nødt til at kende en person på et individuelt plan for at kunne være sikker på om aborten virkeligt har været traumatiserende. Man må også tænke på at en abort, som lige nu ikke opleves som et større problem, senere i livet kan blive traumatisk, fordi den kan få en helt ny betydning, f.eks. når det går op for kvinden i 35-års-alderen at hun ikke længere kan blive gravid. Så får den abort hun gjorde når hun var 22 år nemlig en helt ny dimension. Eller den kvinde, som ændrer sit livssyn – f.eks. ved en kristen omvendelse – og må indse at hun gjorde noget, som hun nu betragter som forfærdeligt og bittert fortryder. Klinisk erfaring viser os også mange negative følelser kan fortrænges og først dukke op senere i livet, f.eks. ved et nyt barns fødsel eller når man senere i livet er i stand til at føle en tryghed, som gør at man bedre kan fornemme og bearbejde sit indre, f.eks i en stabil og god psykoterapeutisk relation. Kvinder som i undersøgelser efter abort svarer ja spørgsmålet om de er ”lettede” kan altså sagtens sige noget andet 10 år efter, ét år efter (eller 10 minuter efter).

Relationen til den, som spørger er meget vigtig, når det handler om så personlige ting. Ovenfor nævnte Anne NordalBroen gjorde en metodisk vigtig opdagelse, når hun sammenlignede de resultater hendes medarbejder samlede ind fra de kvinder, de havde interviewet. Der var en vis modstand mod hele projektet fra nogle medarbejderes side, som hun var nødt til at konfrontere. Og så opdagede hun at just de medarbejdere, som var mest negativt indstillede til projektet havde haft flest problemer med at få kvinderne til at svare. Ikke så mærkeligt – der skal jo tillid til inden man afslører hvor dårligt man har det. Det er ikke nemt at fortælle om svære følelser, når man instinktivt mærker at den som interviewer en ikke rigtigt vil tage imod den slags, eller ikke tror på den slags. Måske spiller denne menneskelige faktor en rolle når forskende aborttilhængere ikke finder frem til de lidelser, som findes i deres interviewpersoner og ikke kan bekræfte problemernes eksistens i sine undersøgelser. Man ser jo ikke gerne det man ikke vil se.

Men selv blandt dem, som arbejder for abort kan man finde resultater som bekræfter existensen af en særlig form for post-traumatisk stresssyndrom som udløses af abort. For nogle år tilbage gennemførte en erfaren abortlæge Hanna Söderbergen stor undersøgelse af samtlige kvinder som havde valgt at gøre abort i Malmø i en årgang (15). Hun kunne – formodentlig til sin egen overraskelse – påvise at de fleste af dem, som deltog i undersøgelsen svarede ja til at de enten havde lidt af følelsesmæssige forstyrrelser efter aborten, eller også at de aldrig ville gennemgå dette igen (eller ja til begge dele). Omkring 16 % af dem som svarede var blevet så skadede at de havde følt sig tvunget til at opsøge psykolog eller psykiater efter aborten, typisk måtte de sygemeldes på grund af depression. Doktor Söderbergs grundige undersøgelse sætter et stort spørgsmålstegn ved hele den abortvirksomhed hun selv har været med til at opbygge gennem mange år (hvilket hun ærligt nok har indrømmet i en samtale med mig). Den betyder at vi må regne med at vi i en by af Malmøs størrelse har over 100 kvinder hvert år, som skades meget alvorligt psykisk i forbindelse med abort, en behandling, som de gik ind i med forventningen om at den skulle løse et problem for dem, ikke kaste dem ud i nye og værre. Man kan med rette spørge, hvilken anden ”medicinsk behandling”
med sådane sideeffekter som skulle akcepteres
på denne måde! Jeg kan kun se én forklaring at disse mange kvinder som skades ikke går til domstolene og kræver erstatning, og det må være den helt overvældende og totale tabuisering, der hersker i vort samfund om problemet. Det kræver en overmenneskelig anstrengelse at rejse sig og være den første, som går ud i offentligheden med sin lidelse og må bære hele det sociale og psykiske pres, den latterliggørelse og sociale stempling som uforstående omgivelser og medier hurtigt kan opbringe. At ingen ser ud til at være i stand til det lige nu er ikke svært at forstå.

En metodisk god side af Hanna Söderbergs undersøgelse er at den også giver et billede af den meget store gruppe af kvinder, som nægtede at medvirke i undersøgelsen med henvisning til at de ikke kunne holde ud at tale om eller tænke på aborten. Söderbergs forarbejde er så grundigt, at det giver mulighed for at beskrive denne gruppe nærmere. Den består i høj grad af mennesker som i forvejen er kendte for social og psykisk belastning (f.eks. unge, enlige, lavt uddannede, arbejdsløse og studerende). Der er altså al grund til at tro at forholdende ude i virkeligheden, bag alle undersøgelserne, er langt værre end vi kan se.

En enormt gennemgang af statistisk materiale om kvinder i Finland gennemførtes af Mika Gissler (16) og viste at selvmordsprocenten efter abort var næsten seks gange større (34,7 per 100.000 kvinder) end for dem som fødte sit barn (5,9 per 100.000 kvinder). De som begik selvmord efter abort var ofte fra socialt dårligt stillede miljør og ugifte. Selvom det er svært at udtale sig for sikkert om årsagssammenhængende, så fastlår forfatterne alligevel at det statistiske sammenfald må betyde, at kvinder, som får abort har en øget risiko for selvmord bagefter og at dette er en faktor, der bør tages hensyn til når man vil forebygge sådanne dødsfald.

Det er stadig muligt at bortforklare de psykiske lidelser efter abort og tro på andra faktorer. Men efterhånden som den kritiske forskning skrider frem blir denne position mere og mere absurd.

Eftervirkninger på mændene, det medicinske personale, familierne og børnene

Der er en del, men færre undersøgelser, når det drejer sig om mænds reaktioner på at deres partnet vælger abort. Et studie af 1.000 mænd, som ledsagede deres kvinder til abortkliniker i USA i 1984 (17) af Shostak konkluderede at abort er et ikke-anerkendt trauma for mænd, som oftest gennemgår denne oplevelse uden nogen hjælp. De skjuler sine følelser for at beskytte sin partner, de kan typiskt føle sig isolerede, afmægtige og vrede på sig selv og partneren.

Jeg blev opsøgt for nogle år siden af en ansat på en rådgivning for unge i Danmark, som havde samlet mænds dagbogsoptegnelser om deres oplevelser af deres partnersabort – en beslutning som de selv havde været imod. Han havde afbrudt sin forskning af angst for at han ville blive betragtet som abortmodstander på sin arbejdsplads, hvilket muligvis kunne koste ham jobbet. Denne mand var offer for et gruppepres, som vi ser exempler på igen og igen indenfor sygevæsenet i vore nordiske lande. Lignende problemer møder den del af personalet, som udfører aborter men får det psykiskt skidt på grund af sit arbejde. Han – som på ingen måde var abortmodstander – overlod hele sit forskningsmateriale til mig (jeg har endnu ikke offentliggjort det). I disse tekster kan man side op, side ned, møde mænd, som føler sig skubbet til side, deres dybe frustration over ikke at kunne påvirke om dereseget barn kan blive født eller ej, magtesløsheden samt en stærk følelse af at blive personligt afvist i det barn som afvises af partneren.

Der hersker en slags sarkasme og fortvivlelse også blandt dem, der udfører aborterne (et ikke så populært job på sygehuset). ”Hvad har du på næste uges skema?” spurgte en sygeplejerske, jeg kender, for en tid siden en kollega. ”Jeg skal slå små børn ihjel” svarede kollegaen helt alvorligt. Dette er selvfølgelig svært at leve med. Der klages ind imellem overmanglende støtte til dem, der arbejder med abort, særligt i de uhyggelige tilfælde, hvor personalet skal tage livet af fostre efter den 22 uge, d.v.s. når de i princip har en mulighed for at overleve udenfor moderen. Helt ubærligt bliver det i de tilfælde, hvor fostret overlever angrebet og fødes frem levende, selvom det skulle være dødt. Det er umådeligt svært at stå og se på mens et sådant lille væsen ligger og gisper efter luft, mens det kæmper for sit liv – det kan fortsætte i op til en time. Det er sket nogle gange at en eller anden sygeplejerske i civil ulydighed bryder mod reglerne og bærer barnet til enneonatal afdeling, hvor det så overlever. En kendt kvinde i USA, som blev udsat for et sådant mordforsøg inden sin fødsel er Gianna Jessen. Hun var umådeligt heldig. Hun blev reddet og hendes abortlæge blev faktiskt tvunget til at underskrive hendes fødselsattest. Dér måtte han skrive at hun blev født under et abortforsøg fra hans side. Hun rejser idag rundt og holder foredrag for de ufødtes ret til livet (se og hør hendes fortælling på youtube).

Men alt dette er måske ikke så langt fra nogen af os. En bekendt til min egen familie var gravid og ville have en abort for nogle år siden. Det viste sig, at hun bar på tvillinger, en dreng og en pige. Drengen overlevede aborten, hun besluttede at beholde ham og nu – siger hun – ”elsker jeg ham mere end mine øvrige børn”. En nabo til mig – en 25-årig kvinde – var nær blevet aborteret, da hendes mor fik af vide af lægen at det hun havde i livmoderen var en kræftsvulst, som skulle tages bort. Moderen nægtede at tro på det og fødte altså pigen. På en rejse i USA mødte jeg en kvinde, som fik at vide, at fostret i hende havde alvorlige handicap og burde aborteres. Hun ville ikke tro på det og fødte en søn, som ikke havde det ringeste handikap. Læseren kan sikkert lægge flere historier til om dette emne, som er så fuldt af fejltagelser og uhyggelige modsigelser.

Så hårdt det er for dem, der er sat til at arbejde med aborterne! Særligt de som arbejder med de sene aborter oplever rystende ting. Man vil helst se sig selv som omsorgsfuld behandler, men kan ikke lade være med at føle sig som en bøddel, når man skal slå et stort foster langsomt ihjel – og lever det måske alligevel, når det kommer ud. Emnet udløste en mediestorm i danske medier sommeren 1996, hvor en del jordmødre prøvede at sige stop for de meget sene aborter. I Sverige er spørgsmålet dukket op igen i 2011, men debatten blev lukket af i medierne efter relativt kort tid. Socialstyrelseni Sverige reagerede med at sige at man vil undersøge, hvilke metoder der kan anvendes, som bedre sikrer at der ikke forekommer levendefødte fostre på svenske sygehuse. Hvad man mener er metoder som anvendes i visse lande, og som går ud på at der injiceres en giftsprøjte i fosterets hjerte inden selve uddrivelsen sættes igang. Sådana makabre forslag bygger på principet om at det som personalet ikke ser, det har det ikke ondt af. Men problemet med abort er at vi ved hvad vi gør, selv når vi gør processen usynlig. Det er umuligt at helt fortrænge den faktiske umenneskelighed som en sådan handling indeholder. Derfor bliver vi aldrig af med ubehaget, skyldfølelserne og sorgen – så længe vi fortsætter med dette.Og det gælder jo givetvis også de tidlige aborter, hvor vi ved at fostret er endnu mere forsvarsløst og endnu mere i behov af beskyttelse. Alt, der skal til er at se billeder af disse små ødelagte væsener – og så bryder vi sammen. Naturligtvis. Det her er jo ganske enkelt umenneskeligt.

En sidste gruppe af personer, som bør nævnes her, er børnene, hvorved jeg mener dem, som har fået lov til at blive født samt øvrige familjemedlemmer. Når det gælder den aborterende kvinde og hendes forhold til denne gruppe konkluderer Rue (18):

”Hvis aborten er en familiehemmelighed føler kvinden ofte at hendes relationer til familiemedlemmerne forandres. Hun kan føle sig deprimeret, skyldig og fuld af skam og blive mindre åben, eller hun kan forsøge at overkompensere og fornægte enhver følelse af tab ved en tvangsmæssig laden-som-om. Hun kan også undgå familiesammenkomster, hvor gravide søskende eller unge niecer og nevøer er tilstede. For nogle er aborthemmeligheden et tvingende bevis på deres værdiløshed og manglende evne til nogensinde at blive elskede og akcepterede som den, de er, både indenfor familien og bland venner. Biologiske bedsteforældre (til fostret) kan bære på en dobbelt byrde, hvis deres datter vælger en abort. De oplever ikke kun tabet af sit barnebarn med alle mulighederne til kærlighed og glæde, men de føler også tabet af deres datter eller en forandret relation til hende på grund af at hun distancerer sig efter aborten. Hvis forældrene var indblandede i at abortbeslutningen blev til, kan datteren bagefter ville straffe dem.”

Hvordan klarer den allermest sårbare gruppe i familien, nemlig børnene, at deres mor har gjort abort? Det er en alvorlig mangel indenfor forskningen at ingen har turdet udsætte dette spørgsmål for en ordentlig forskning. Vi ved jo at smertefulde familiehemmeligheder kan skade børns selvbillede i høj grad. Selv i familier, hvor forældrene prøver at skjule, hvad der er sket, bliver børn bekymrede, når de ser deres mors krisereaktioner. Før eller senere, mere eller mindre bevidst, bliver de formodentlig i stand til at forstå, at der er sket noget forfærdeligt, noget som forældrene ikke er stolte af og som man hellere må lade være med at tale højt om, og som skal glemmes eller ligefrem fortrænges. Det er svært at være vidne til en børnefamilie, hvor alle ved hvad der sker (som jo ikke kan undgås, ihvertfald ved sene aborter). Man kan bare gætte sig til den rædsel, som særligt de yngre børn må føle, når de tænker over hvad mor har gjort – spørgsmålet som det lille barn ikke kan stille og som ikke kan udholdes (fordi det ikke helt kan afvises) hænger i luften: ”Kunne mor finde på at gøre det samme med mig?”

Som forfatterne Weiner og Weiner (19) skriver: ”En abort kan for barnet i børnehavealderen blive et bevis på forældrenes evne til at blive farlige – noget som skaber uudholdelig forvirring og angst, som uundgåeligt må fortrænges for at en grundlæggende tillid kan holdes i live, noget som alle børn behøver i afgørende grad. I familier, hvor forældrene ønsker at beskytte børnene fra at blive bange ved at tale ”på en afslappet måde” om aborten som ”noget naturligt” kan børnene forsøge at leve op til deres forældres syn ved at fornægte den frygt, som aborterne vækker i dem. Andre børn som hører om aborten, men ikke forstår at der var et foster, som faktist var en potentiell bror eller søster, kan blive forfærdede senere i barndommen, når de forstår, hvad et foster er, og at de selv engang har været i samme position og teoretiskt set kunne være blevet aborterede.”

Ifølge Ney (20) spekulerer særligt handicappede børn ofte på om deres forældre
ville have aborteret dem, hvis de havde kendt til deres handicap.

Med tanke på disse forhold må det regnes som mere end sandsynligt, at der sker en slags sekundær traumatisering af børn i familjer som rammes af abort. Men dette er svært at påvise, eftersom børn ofte gør alt de kan for at tilpasse sig til forældrenes forventninger, særligt når det drejer sig om at undgå ting, der kunne gøre forældrene ulykkelige. Nu og da er symptomer dog synlige, som når et barn giver udtryk for skyldfølelser over at være i live, når det afdøde barn ikke er det.

Om ældre børn i familien skriver Rue (21):

”… aborten sender et højst modsigelsesfuldt signal til den unge om dette at kontrollere aggressive impulser, at støtte og vise omsorg for de svage, og værdien af det menneskelige liv. Dette på sin side kan øge kløften mellem generationerne gennem øget desillusionering og en erosion af respekten modforældrene.”

Hvad der siges her er naturligtvis en alvorlig udfordring til et samfund, der kraftigt forsøger at forsvare kvinders såkaldte ret til abort, mens det samtidigt siger at det vil fokusere på børnevelfærd. Dette kan forklare, hvorfor der ikke laves forskning om aborternes effekter på vore levende børn. Man skal dog ikke være ret meget børnepsykolog for at indse at der her gemmer sig et betydeligt, om end dybt nedgravet problem som burde undersøges, uanset hvor ubehagelige resultaterne tte blive. Men det er fuldt tænkeligt, at vort samfund vil foretrække ikke at vide, og dermed prøve at undgå en modsigelse som kunne opleves som en trussel mod centrale dele af vor moderne livsstil, fremforalt den seksuelle frigjorthed, hvis grusomme bagside aborterne er et eksempel på.

Her mærker man relevansen af den kloge psykolog C.G.Jungs ord:

”En løgn giver kun mening, så længe sandheden opleves som farlig”.

Bjørn Håkonsson, psykolog

Katolsk Familjarådgivning, Malmø

Henvisninger:

(1) For at være sikker på at ingen identifikation er mulig, er omstændigheder og navne forandrede. De to cases og nogle af de øvrige eksempler i teksten er til vis del en blandning af forskellige cases, jeg – og andre rådgivere som jeg kender – har arbejdet med.

(2) Vincent M. Rue, Ph.D.: The psychological Realities of Induced Abortion, udgivet i (22), citaterne her er fra s. 9 og s. 7.

(3) Adler, NE et alii: ”Psychological responses after abortion,” i Science 248 (4951), 1990.

(4) Se f.eks. Major, B.: “Psychological implications of abortion – highly charged and rife with misleading research” i CMJA 168 (10): 1257-8, 2003.

(5) Kero, A. et alii: ” Legal abortion: a painful necessity”. Soc Sci Med. 2001;53:1481-90.

(6) T. Munk-Olsen et alii: “Induced First-Trimester Abortion and Risk of Mental Disorder”, New England Journal of Medicine, 364: 332-339, 2011.

(7) Rogers´ bidrag finder man i Rue, V., A. Speckhard, J. Rogers, & W. Franz, (1987): The Psychological Aftermath of Abortion: A White Paper. Presented to the Office of the Surgeon General, Department of Health & Human Services, Washington D.C. Resultaterne præsenteres kort i (2, s.13).

(8) Charles, VE et alii: “Abortion and long-term mental health outcomes: a systematic review of the evidence” i Contraception 78 (6): 436-450, 2008 og “Abortion not seen linked with depression”, Review of studies found no evidence of mental harm after procedure, MSNBC, 2008.

(9) Se David M. Fergusson, L. John Horwood, ogElizabeth M. Ridder: Abortion in young women and subsequent mental health, i: Journal of Child Psychology and Psychiatry 47:1 (2006), siderne 16 24.

(10) Coleman, Priscilla K.: Abortion and mental health: quantitative synthesis and analysis of research published 1995–2009. The British Journal of Psychiatry (2011) 199: 180-186.

(11) se (2, s. 25). Hele gennemgangen af undersøgelser på siderne 11-23 er fremragende, særligt fremstillingerne på siderne 15-17 som har en enestående grafisk oversikt over resultaterne fra 22 undersøgelser, som gennemførtes i årene 1980 – 1993. Jeg synes hele denne artikel er særligt god, fordi den forener et omfattende statistiskt materiale med solide kliniske observationer. Rue´s analyser har – selvom de er kortfattede været noget af en eye-opener for min egen forståelse af de symptomer mine patienter er kommet med. Det er grunden til, at han citeres så ofte i min tekst. Andetsteds i samme bog behandles børnsreaktioner på abort.

(12) I en pressemeddelelse fra APA, 18/1 1989.

(13) “Position Statement on Women´s Health in Relation to Induced Abortion”, Royal College of Psychiatrists, 14/3 2008.

(14) Anne Nordal Broen: Women´s emotional life after miscarriage and induced abortion – a longitudinal, five-year follow-up study in Norway, Faculty of Medicin, University, 2006.

(15) Hanna Söderberg: Urban women applying for induced abortions – Studies of epidemiology, attitudes and emotional reactions, Departments of Obstetrics and Gynecology and Community Medicine, Lund University, University Hospital, Malmö, Sweden, 1998.

(16) Gissler, M. et alii: “Suicides after pregnancy in Finland, 1987-94, register linkage study”, BMJ 313(7070): 1431-4 ,1996.

(17) Shostak, A. et al.: Men and Abortion: Lessons. Losses & Love, New York: Praeger, 1984, denne undersøgelse omtales i (2, s. 24 – 25).

(18) se (2, s.26).

(19) Weiner & Weiner: The Aborted Sibling Factor, in: Clinical Social Work Journal, 34: 209 – 215, 1984, også sammenfattet i (2, s. 27).

(20) Philip G. Ney: Emotional and Physical Effects of Pregnacy Loss on the Woman and Her Family: A Multi-centered Study of Post-Abortion Syndrome and Post-Abortion Survivor Syndrome, i (22, s. 69 88, oplysningen her nævnes på side 74).

(21) se (2, s. 28).

(22) Michael T. Mannion (ed.): Post-Abortion Aftermath: A Comprehensive Consideration, Writings generated by various experts at a “Post-Abortion Summit Conference, Sheed & Ward, 1994.

Onnur tíðindi